Magnus: Det største er
alle de børn, jeg har hjulpet

Hjem » Vi arbejder i 190 lande » Mød vores medarbejdere » Magnus: Det største er alle de børn, jeg har hjulpet

Magnus Størum har kun arbejdet som fundraiser for UNICEF Danmark i to år. Men han er allerede et lysende eksempel på gåpåmod for verdens børn og de mange udviklings- og karrieremuligheder, der er i UNICEF Danmarks fundraising-afdeling.

På hans første dag som fundraiser vidste han ikke helt, hvad han kunne forvente. Men meget hurtigt, efter en kort introduktion til sine nye kolleger, skulle han ud at møde danskerne ansigt til ansigt.

“Vi bevægede os ud på gaden, hvor vi skulle snakke med folk og inspirere dem, hvilket var utroligt sjovt, samtidig med, at jeg fik støtte fra teamleder og kolleger”.

Det er i høj grad på gader, stræder og festivaller, at UNICEFs fundraisere leder efter nye Verdensforældre, der har lyst til at slutte sig til de over 80.000 faste støtter, som allerede hver måned støtter UNICEFs arbejde med et fast beløb.

Se Magnus fortælle om hans førstehåndsindtryk af at være fundraiser, og hvad den sjoveste oplevelse han som promoter har haft er.

Min største succesoplevelse er helt klart de resultater, jeg har opnået, og alle de børn, jeg har hjulpet. Det er fantastisk.
Magnus Størum, fundraiser for UNICEF Danmark.

For Magnus har en tur til Vestjylland for UNICEF været et hit.

“Den sjoveste oplevelse var, da jeg var med min ven, der også er Fundraising Coach, til Bork Havn [Musikfestival] sammen med UNICEF, hvor vi skulle fundraise i fire dage. Det var utroligt sjovt. Seks timer hver dag. Vi fik nogle gode resultater, samtidig med, at vi snakkede med en masse sjove mennesker og havde en god tid”.

Magnus er et eksempel på, at UNICEF Danmark er et sted, hvor man kan vokse og udvikle sig. Og hurtigt kan stige i graderne.

I dag er han netop flyttet til Aarhus for at være Fundraising Coach og permanent teamleder for UNICEF Danmarks nye fundraiserafdeling i Jylland.

Og det er Magnus den helt rigtige til. Han har selv været en rigtig god fundraiser.

For ham er UNICEF både et sted, hvor man kan gøre en forskel og en arbejdsplads med et godt socialt miljø, hvor man har det sjovt.

“Min største succesoplevelse er helt klart de resultater, jeg har opnået, og alle de børn, jeg har hjulpet. Det er fantastisk. Samtidig er det alle de venner og gode mennesker, jeg har mødt gennem UNICEF, det har helt sikkert også være en succes.”