UNICEFs Verdenslager i
København
Verdenslageret i København
I København ligger UNICEFs tre fodboldbaner store Verdenslager. Herfra sendes vigtige forsyninger til verdens udsatte børn. hvert år pakker og sender vi forsyninger til børn for omtrent 900 millioner kroner direkte fra UNICEFs lagre, hvoraf størstedelen kommer fra det store lager i København.
Hurtig levering redder liv
I det otte-etagers store Verdenslager er der plads til 36,000 paller med over 850 forskellige UNICEF-nødhjælpsprodukter. Alt er nøje organiseret, og lageret er udstyret med den nyeste teknologi. Udover det store Verdenslager, har UNICEF tre regionale lagre i Dubai, Panama og Shanghai for at reducere transporttid og transportomkostninger. Det gør, at det er muligt for os at pakke og sende katastrofehjælp til et hvilket som helt sted i verden indenfor 48 timer.
Det er afgørende at nå frem med hjælp til børn i konflikt- og katastrofeområder så hurtigt som muligt, fordi det kan betyde forskellen på liv og død for små børn. Men det er også vigtigt hurtigt at få etableret noget, der minder om en normal hverdag for børn ramt af konflikt og katastrofe. En hverdag, hvor børnene kan fortsætte deres skolegang, og hvor børn kan være børn med tryghed og leg.



Specialdesignede sæt skaber sundhed, håb og glæde hos børn
Blandt nogle af de forsyninger, UNICEF har på Verdenslageret i København, er 38 færdigpakkede og special designede sæt. De indeholder alt, hvad der er nødvendigt for at beskytte børn i nødsituationer og for at skabe håb, trivsel og en følelse af normalitet hos kriseramte børn. Sættene er klar til brug og indeholder instruktioner, så de kan distribueres direkte til afsidesliggende skoler, nødhjælpsposter og flygtningelejre. Blandt nogle af sættene er:
- Katastrofe sundhedssæt: Vores katastrofe sundhedssæt er designet til at imødekomme de første sundhedsbehov hos flygtninge uden adgang til medicinsk hjælp. Sættet indeholder medicin og basal medicinsk udstyr til at behandle 10.000 mennesker i tre måneder.
- Leg-og-lær sæt: Vores sæt til børn under 8 år indeholder legetøj, der er nøje udvalgt til at stimulere små børns udvikling, og som hjælper børn til at få et vigtigt afbræk midt i en barsk hverdag.
- School-in-a-Box: Vores skole-i-en-kasse er specialdesignet til at sikre, at børn kan fortsætte deres skolegang selv i krisesituationer. Kassen indeholder skolematerialer til en hel klasse med en lærer og 40 elever. Den indeholder alt fra kladdehæfter og blyanter til klodser med tal og plakater med bogstaver. Kassens låg kan males med det medfølgende tavlelak og kan derefter fungere som tavle.

Sådan ser en School-in-a-Box ud. Den indeholder alt det en lærer skal bruge for at undervise en klasse på 40 elever, og den er særligt designet til at fungere som midlertidig skole i krisesituationer.
UNICEF er verdens førende distributør af nødhjælp
UNICEF er verdens største opkøber af medicin og vacciner til børn. Det gør, at vi er i stand til at forhandle meget lave og favorable priser på medicin og andre nødhjælpsforsyninger i forhold til mindre opkøbere.
Vi har aftaler med både lokale og internationale leverandører. På den måde er vi sikre på altid at have forsyninger klar, når krisen rammer. Det er vigtigt for os altid at holde omkostningerne på forsyninger og transport så langt nede som muligt, så vi kan hjælpe så mange børn som muligt.
