Vidtgående

Intet barn bor for langt væk for UNICEF

Hjem » VF » Vidtgående

Du gør UNICEF i stand til også at hjælpe de børn, der bor længst væk og er sværest at nå.

Erfaring, effektivitet og stædig dedikation gør, at vi når langt, når vi hjælper børn. Intet barn bor for langt væk til at få den beskyttelse og tryghed, ALLE børn har ret til. Vi ved, hvad der skal til for at nå flest børn på den bedst tænkelige måde. Og vi strækker os langt for at nå frem til hvert eneste barn, der har brug for akut beskyttelse eller langsigtet hjælp.

Vi opretter mini-sundhedsposter, når sundhedsklinikken ligger for langt væk. Vi uddanner sundhedshjælpere i afsides landsbyer og udstyrer dem med medicin til at bekæmpe banale sygdomme, der stjæler børns liv.

Vi sender vaccinations-teams på missioner ud i ødemarker eller op af stejle bjergtinder med livreddende dråber til nomadebørn eller børn, der bare bor langt væk fra ALT.

Og meget mere. Fordi INGEN børn fortjener at blive glemt – heller ikke de mest udsatte. 

Et vaccinationsteam i Timor-Leste forcerer terrænet til fods for at nå frem med beskyttende vacciner til børn, der lever i fjerne områder. Foto: ©UNICEF/UN0227777

UNICEFs sygeplejersker fragter skrøbelige vacciner gennem bjergpas, floder, voldsom regn – til fods, på cykel, i båd og med æsel for at nå ud til de børn, der bor allermest afsidesliggende med de livsvigtige dråber.

Anar og Nandin er endelig startet i skole! Takket være UNICEFs mobile ”ger” (nomadisk telt) børnehaveklasser, som giver børn i Mongoliets fattigste, mest fjerntliggende samfund adgang til livsvigtig uddannelse.

Når familier flytter til Malis minedriftsteder forlader børnene skolen og mister adgangen til sundhedsydelser. Derfor sender UNICEF mobile vaccinationsmedarbejdere ud til minerne og støtter dem med viden og udstyr.