
Sådan taler du med børn om
skyderiet i Field's
Udgivet d. 4/7/2022
Vi opfordrer til snak
Voldsomme billeder og rystende beretninger fra skyderiet i Field's fylder i medierne. Det er skræmmende - særligt
for børn, som måske også eksponeres for ubehagelige videoer eller detaljer på sociale medier. Og som,
ligesom vi andre, forfærdes over, at flere unge mennesker er blandt ofrene.
Derfor opfordrer vi omsorgspersoner til at spørge ind og tale med børn om den forfærdelige hændelse. Det gælder
både forældre, men også andre voksne, der møder børns spørgsmål og bekymringer i disse dage: bedsteforældre
med børnebørn på sommerbesøg såvel som frivillige og pædagoger på sommerlejre eller i daginstitutioner.
Vi giver dig her fem råd til,
hvordan man kan gribe snakken an.
1. Lyt til og anerkend barnets bekymring
Spørg ind til hvad barnet har hørt og set, og hør om det vil dele sine tanker. Lad barnet stille alle de spørgsmål, det brænder inde med. Ofte kan alene det at sige tingene højt hjælpe med at lette børns bekymringer. Også selvom der stadig er meget, som vi voksne ikke kan give svar på. Fortæl barnet, at du sætter pris på, at det kommer til dig, og afvis aldrig barnets frygt eller andre følelser som overdrevne.
2. Hjælp barnet med at være på sociale medier
Vær især opmærksom på de videoer og detaljer, som florerer på sociale medier. Informationsstrømmen løber meget stærkt på eksempelvis Youtube og TikTok, hvor mange voksne ikke følger med. Og langt fra alt der gengives, er sandt. Fortæl barnet, at det ikke bør søge på eller videredele videoer, og at det er en god idé at slette, hvis man selv får dem tilsendt.
3. Vær konkret
Intet er værre end fantasien. Derfor hjælper det ofte at være meget konkret, når du svarer på spørgsmål. Vær ærlig, men også opmærksom på ikke at videregive unødige og voldsomme detaljer til børn og unge. Begræns nyhedsstrømmen og sluk TV’et.
4. Tilpas informationen til barnets alder og erfaringer
Børn kan have forskellige afsæt for at tale om voldsomme episoder. Både i forhold til alder, erfaringer og viden om fænomener såsom skoleskyderier, terror m.m. Sørg for at fortælle ud fra barnets niveau og med brug af ord, som barnet kender og forstår. Tjek ind på barnets tanker løbende. Måske det ikke fylder hos barnet lige nu, men gør det senere.
5. Giv håb
Fortæl om den hjælp, der gives til dem, der var til stede i Field’s. F.eks. at der på hospitalerne arbejder dygtige mennesker, der kan hele skudsår. At der findes psykologer, der kan tale med børn og voksne om det, de har oplevet. Og at politiet passer på os alle sammen.
