Fakta om børn og fattigdom

Hvor mange børn lever i fattigdom?

11. december 2015
- Omkring 500 millioner børn i verden lever i ekstrem fattigdom og må undvære en eller flere af de ting, der er rigtig vigtige for deres liv. Det kan for eksempel være mad, vand, skolegang, lægehjælp eller beskyttelse. Problemet er størst i udviklingslandene. Her lever mange familier for under seks danske kroner om dagen.

Hvad betyder fattigdom for børn?

- Når du er rigtig sulten, så kan du kun tænke på mad, men du ved også, at du bare kan spise en rugbrødsmad eller en skål cornflakes, når du kommer hjem. Sådan er det bare ikke for verdens fattigste børn. For dem er hver dag en kamp mod sult, og mange ved ikke, hvornår de får mad igen, fordi deres familier er så fattige.

Fattigdom kan betyde, at forældre bliver nødt til at sende deres børn på arbejde for at tjene penge i stedet for at sende dem i skole.

I øjeblikket er der 58 millioner børn, der ikke går i skole. Når fattige børn ikke får en uddannelse, så har de svært ved at få et godt job med en god løn, når de bliver voksne. Så tjener de måske heller ikke nok penge til at forsørge deres børn. Det betyder, at deres børn også må arbejde, og så kommer de heller ikke i skole. På den måde kan man sige, at fattigdom tit går i arv, altså at den bliver givet videre fra forældre til børn. Det kalder man også for fattigdomscirklen.

Jo fattigere en familie er, jo flere børn bliver sendt ud i farligt og skadeligt arbejde, fordi familierne ikke ved, hvad de ellers skal gøre for at få penge.

Der er også mange fattige børn, der ikke lige kan gå ud på toilettet eller tage en tår vand, hvis de er tørstige. De har nemlig ikke noget badeværelse eller en vandhane. Flere har kun adgang til vand fra f.eks. en flod, og det kan være fyldt med bakterier, så de bliver syge.

Når fattige børn bliver syge, så har familierne næsten aldrig råd til at sende dem til lægen, med mindre de skal undvære noget andet som for eksempel mad. Hvert syvende barn i verden kommer aldrig til lægen, og hvis de har en sygdom som for eksempel diarré, så kan det være, de dør af den, fordi de ikke får hjælp og medicin.

Hvad står der i Børnekonventionen?

- Fattigdom er med til at svække en lang række af børns rettigheder. For eksempel bliver retten til at leve et godt og sundt liv, retten til at gå i skole, retten til at blive beskyttet mod overgreb, menneskehandel og hårdt og farligt arbejde sat til side, når familier er desperate og udsultede af fattigdom.

Hvad gør UNICEF?

- UNICEF ved, at børn, der går i skole, klarer sig bedre i livet. Fordi de kan læse og regne, så får de også bedre arbejde. Derfor støtter UNICEF rigtig mange skoleprojekter i hele verden, og vi leverer skolematerialer og uddanner lærere, så de bliver bedre til at undervise børnene. UNICEF laver også projekter, hvor unge, der aldrig har gået i skole, kan lære et håndværk, så de kan klare sig.