Ikoniske bygninger lyser blåt for verdens børn i dag

Hjem » Ikoniske bygninger lyser blåt for verdens børn 2021

Industriens Hus, Udenrigsministeriet, DSB Hovedbanegården og hundredvis af andre kendte bygninger og vartegn verden over bader i dag i blåt lys i anledning af børnekonventionens fødselsdag. Herhjemme markeres dagen af UNICEF Danmark som Børnenes Kampdag.

Et helt særligt syn vil i dag møde de danskere, der kommer forbi Industriens Hus, DSB Københavns Hovedbanegård, Udenrigsministeriet og flere andre markante danske bygninger. Ligesom nogle af verdens mest ikoniske vartegn bader de nemlig deres facade i blåt lys for at markere børnekonventionens 32-års fødselsdag.

Den blå farve repræsenterer FN’s børneorganisation, UNICEF, som i 75 år har arbejdet for, at børn overlever og klarer sig i livet. UNICEF Danmark har i år for første gang valgt at markere dagen som Børnenes Kampdag for at sætte fokus på de kampe, børn synes, er vigtige at kæmpe i dag.

UNICEFs Verdenslager i Københavns Nordhavn lyser blåt igen i år. Ligesom det gjorde her i 2020. Foto: Charles Asamoah.

De blå bygninger skal minde os om, at børn er verdens fremtid. Derfor skal vi også huske at lytte til, hvilke problemer der fylder hos dem, og vi skal tage dem med på råd, når vi søger løsninger
Susanne Dahl, Direktør for Partnerskaber og Programmer, UNICEF Danmark

Direktør for Partnerskaber og Programmer i UNICEF Danmark, Susanne Dahl, håber, at de blå bygninger kan være med til at sætte samtalen i gang.

”Jeg er meget glad for, at flere danske virksomheder har valgt at lyse blåt for børnene i dag. De blå bygninger skal minde os om, at børn er verdens fremtid. Derfor skal vi også huske at lytte til, hvilke problemer der fylder hos dem, og vi skal tage dem med på råd, når vi søger løsninger” siger hun.

En ny undersøgelse, som analysebureauet Epinion har lavet for UNICEF Danmark, viser, at mange børn føler sig lyttet til af de voksne, som de kender, men overhørt af politikere og medier. Halvdelen af de adspurgte 12-17-årige oplever ikke, at politikerne lytter til deres holdninger, og fire ud af ti synes, medierne er dårlige til at repræsentere deres meninger.

I undersøgelsen peger børnene desuden på klimaforandringerne som det problem, det er vigtigt finde løsninger på. På verdensplan fylder også problemer som krig og konflikt samt fattigdom for børnene, mens dårlig mental sundhed samt sygdom og livsstilssygdomme i deres optik er andre vigtige problemer i Danmark.

Bygningerne lyses op i dag, ligesom på billedet her fra 2020. Foto: Udenrigsministeriet.

Hundredvis af blå bygninger verden over

Det er langtfra kun i København, at man i dag kan få kendte bygninger at se i nye og overraskende klæder. Hundredvis af bygninger og monumenter over hele verden – blandt andet Eiffeltårnet – vil løbet af dagen lyse blåt for verdens børn.

I Danmark er følgende bygninger og virksomheder med på den blå bølge:

  • Pressalits hovedkontor i Ry
  • DSB Københavns Hovedbanegård
  • UNICEFs Verdenslager i Københavns Nordhavn
  • Dansk Industris Industriens hus i København
  • Udenrigsministeriet i København
  • Pandoras hovedkontor i København

Om Børnenes Kampdag

  • UNICEF fejrer over hele verden børnekonventionens fødselsdag hvert år den 20. november. I år har UNICEF Danmark for første gang nogensinde valgt at markere begivenheden som Børnenes Kampdag, der igennem november giver børn mulighed for at fortælle om de kampe, som de mener, er vigtige.
  • Børnenes Kampdag markeres blandt andet med en stafet, der i november har rejst rundt på danske skoler og er undervejs blevet dekoreret med børns visioner for fremtiden. Stafetten blev overrakt til Folketingets formand den 19. november, og samme dag udgav UNICEF Danmark desuden en ny meningsmåling, der kaster lys over børns opfattelse af tidens vigtigste problemer.

På selve kampdagen den 20. november farves ikoniske bygninger verden over i blåt lys for børnene. Endelig annoncerer UNICEF Danmark modtageren af den årlige UNICEF-pris, der går til en person, organisation eller virksomhed, der gennem flere år har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for børn i Danmark eller internationalt.

I 2020 lyste Pressalits hovedkontor i Ry også op i de blå farver. Foto: Pressalit.

UNICEF Danmark for alle verdens børn

PRESSEKONTAKT

Julie Kauffmann, pressemedarbejder
UNICEF Danmark

Tlf. 23 71 18 64
E-mail: JRKauffmann@unicef.dk

Hjælp os med at forandre verden

Bliv Verdensforælder