
Landsholdet støtter børnene i Afghanistan
Siden konflikten i Afghanistan blussede op, har den ryddet forsider verden over.
Og opmærksomheden er også nået til det danske herrelandshold i fodbold. Ud over at have fokus på de vigtige kampe inde på grønsværen, har DBU og landsholdet også fokus på konflikten.
Derfor har alle 23 spillere fra den overbevisende sejr mod Skotland valgt at bortauktionere deres trøjer for at støtte UNICEF’s kamp for de afghanske børn.
Børn har brug for trygge rammer
UNICEF har været til stede i Afghanistan i 65 år. Og vi bliver der også nu. Sammen med flere partnere arbejder vi for at hjælpe børnene og deres forældre, som er ofre i den opblussede konflikt.
I øjeblikket arbejder vi blandt andet på at skabe trygge rammer i de nye flygtningelejre omkring hovedstaden Kabul, og at yde både fysisk og psykisk krisehjælp til dem, der har behov for hjælp.
Skal du eje en af trøjerne?
Du kan for eksempel byde på målscorerne Daniel Wass eller Joakim Mæhles trøjer. Eller måske den trøje, Mohamed Daramy bar, da han debuterede på landsholdet. Uanset hvilken af de 23 trøjer du byder på, går pengene fra salget til de konfliktramte børn i Afghanistan.
Trøjerne er sat til salg hos det online auktionshus Odendo
Du kan byde på din favorittrøje indtil den 14. september 2021 klokken 20.00

Du kan byde på alle 23 trøjer, der blev båret af de danske spillere i 2-0-sejren over Skotland. Pengene fra auktionen går til de afghanske børn.