Sammen giver vi Malis udsatte børn nøglen til en lysere fremtid

Hjem » Når lykken er at gå i skole

Når lykken er at starte i skole

“Jeg vil være læge, når jeg bliver voksen,” fortæller Assana. “Jeg vil gerne være minister”, tilføjer hendes tvillingebror Soumaila.

Assana og Soumaila deler ikke de samme ambitioner, men de er begge lige begejstrede for at starte i skole. I en alder af 9 år har tvillingerne netop fejret deres allerførste skoledag.

 

Familiens første skolebørn

Assana og Soumaila bor i Nankorola, en landsby i Malis Sikasso-region. Deres far er landmand og moren husmor. Tvillingerne er familiens yngste, og deres fire brødre og to søstre har aldrig gået i skole. Det troede Assana og Soumaila heller ikke, at de skulle. Indtil nu.

”Indtil for nylig var jeg overbevist om, at når et barn først har passeret en bestemt alder, har han ingen chance for at blive indskrevet i skolen,” siger deres far Alassane. Men sådan er det ikke længere.

 

2 millioner børn går ikke i skole

I Mali går mere end to millioner børn i alderen 5 til 17 ikke i skole, og over halvdelen af ​​de unge i alderen 15 til 24 kan ikke læse. Fattigdom, børnearbejde, børneægteskab, usikkerhed og afstanden mellem skole og hjem er alle faktorer, der driver det høje skolefrafald.

Tvillingerne Assana (tv) og Soumalia (th)

Men takket være støtten fra vores Verdensforældre har UNICEF startet et projekt for at identificere børn uden for skolesystemet og hjælpe dem i gang med en uddannelse. For nogle børn, som Assana og Soumaila, er det første gang de sætter sig på skolebænken, og for andre er det et glædeligt gensyn.

 

Sådan sender UNICEF børnene i skole

UNICEFs uddannelsesprojekt er formuleret i samarbejde med de nationale undervisningsmyndigheder og har fokus på de børn, der er allermest sårbare: dem, der i øjeblikket er uden for skolesystemet, piger, børn på flugt, børn med handicap og dem, der er ramt af konflikt eller andre nødsituationer. Først bliver børnene inkluderet i et intensivt undervisningsprogram, og derefter integreres de direkte i den formelle skole. Børnene modtager også et skolesæt, løbende supplerende undervisning og hjemmebesøg af deres lærer.

Projektet sigter mod at øge kvaliteten af børnenes uddannelse gennem:

  • Opkvalificering af skolernes ledelsesudvalg
  • Løbende uddannelse af lærere
  • Forsyning af elever og lærere med skole- og lærermateriale
  • Supplerende undervisning til elever med indlæringsvanskeligheder

Siden lanceringen i 2017 er 124.210 børn blevet integreret eller reintegreret i skolen, og 1.481 lærere er blevet uddannet.

"I 2012 havde vores skole 300 børn, i dag har vi 396, og tilmeldingen af piger er steget fra 30% til 42%," siger lederen af pigers uddannelse, Maimouna Diarra med stolthed. "Når en pige går i skole, drager hele familien fordel af den viden," fortsætter hun.
Nøglen til en lysere fremtid

For Assana og Soumaila markerede skoleåret en ny start.

”Først var jeg ked af det, når jeg så andre børn gå i skole,” forklarer Soumaila, “Nu er vi glade for at være her sammen med dem,» tilføjer hans søster Assana.

Tvillingerne håber, at de en dag vil realisere deres drømme, og deres forældre er allerede overbeviste om den succes, deres børn får.

“De er vores håb, og jeg er sikker på, at de vil nå langt, og en dag vil de være en del af de mennesker, der tager de store beslutninger i landet,” afslutter deres mor.