Danmark i top når det
kommer til børns trivsel

Hjem » Danmark i top når det kommer til børns trivsel

I en ny rapport er Danmark, Holland og Norge rangeret højest blandt EU- og OECD- landene, når det kommer til børns trivsel – mens det i andre vestlige lande står skidt til. Rapporten er udarbejdet inden COVID-19-pandemien.

UNICEF’s Report Card serie – der har kørt i 20 år – sammenligner nationale data, til at rangere EU- og OECD-lande efter forskellige parametre der har betydning for barndommen. Her er det Holland, Danmark og Norge der rangerer højest og dermed er de velhavende lande, hvor børn oplever den største trivsel.

”Selvfølgelig er det glædeligt, at vi ligger i den rigtig flotte ende i Danmark, men der er mange lande, hvor det halter. I UNICEF arbejder vi for, at alle verdens børn får den gode, sunde og lærerige barndom de har ret til – og den her rapport understreger for mig, at vi også i Vesten har et stykke vej endnu,” siger Karen Hækkerup.

Selvmord, tristhed, overvægt, samt dårlige sociale- og akademiske færdigheder, er blevet gennemgående faktorer i børns liv i de velhavende lande. Det er konklusionen i det seneste Report Card, der er udgivet i dag af UNICEF analysekontor – Innocenti.

“Mange af verdens rigeste lande – som har de ressourcer det kræver, for at skabe en god barndom – svigter børnene. Medmindre regeringer foretager forbedringer, der beskytter børn, vil vi forsat kunne forvente forværrede mentale- og fysiske helbred, samt skævheder i børns færdigheder. Der skal gøres mere for at sikre børn en sikker og lykkelig barndom – nu,” siger Karen Hækkerup, Generalsekretær i UNICEF Danmark.

Mange af verdens rigeste lande – som har de ressourcer det kræver, for at skabe en god barndom – svigter børnene. Medmindre regeringer foretager forbedringer, der beskytter børn, vil vi forsat kunne forvente forværrede mentale- og fysiske helbred, samt skævheder i børns færdigheder. Der skal gøres mere for at sikre børn en sikker og lykkelig barndom – nu.
Karen Hækkerup, Generalsekretær i UNICEF Danmark

Rapporten er opdelt i forskellige kategorier, heriblandt mental og fysisk sundhed samt færdigheder. Rapporten konkluderer bl.a. at:

Når det kommer til mental sundhed, er omkring fire ud af fem børn tilfredse, med deres liv. Tyrkiet har de laveste tal, hvor kun 53 procent af børnene har en høj tilfredshed, efterfulgt af Japan og Storbritannien. Børn med manglende støtte fra deres familie, eller som udsættes for mobning, har betydeligt dårligere mental helbred.

Handler det om det fysiske, er antallet af børn der lider af fedme og overvægt steget meget de seneste år. Omkring en tredjedel af alle børn i EU- og OECD-landende er overvægtige, og tallet stiger hastigt, særligt i Sydeuropa.

Også når det kommer til boglige færdigheder, er der steder hvor det halter. I OECD- og EU-landene er det i gennemsnit 40 procent af alle børn, der ikke har basale læse- og matematiske færdigheder, når de fylder 15 år. De lande hvor børn har det laveste færdighedsniveau er Bulgarien, Rumænien og Chile. Det højeste færdighedsniveau ses i Estland, Irland og Finland.

Rapporten viser dog også områder, med klare fremskridt for børn. I gennemsnit er 95 procent af alle 3-5-årige børn indskrevet i et undervisningsprogram og antallet af 15-19 årige, der ikke er under uddannelse, i arbejde eller i lære er faldet i 30 ud af 37 lande. Desværre har UNICEF set tegn på, at COVID-19 i flere tilfælde har sat en stopper for fremgangen. ”Det er vores helt klare fornemmelse, og det er også hvad vi kan se i flere rapporter, at COVID-19 har store negative effekter på både undervisning, fattigdom, vaccinationsprogrammer, læring og udviklingen i det hele taget,” siger Karen Hækkerup.