halvdelen af jordens befolkning
har ikke adgang til håndvask
UNICEF og WHO: Tre milliarder mennesker har ikke adgang til ren håndvask
Mens håndhygiejne ligger øverst i værktøjskassen, når det kommer til kampen mod Corona, viser tal fra UNICEF og WHO, at næsten halvdelen af jordens befolkning ikke har adgang til håndvask.
Corona-virussen spreder sig i øjeblikket i hele verden. Mens vi i Danmark sørger for at vaske hænder og holde god håndhygiejne, så er det for flere milliarder mennesker slet ikke en mulighed.
Det er en uhyggelig tanke, at et af de fremmeste værktøj i kampen mod Corona mange steder slet ikke er i værktøjskassen. Det gælder typisk de fattigste lande, og steder hvor man også har problemer med rent drikkevand, toiletforhold og vand i det hele taget. Det er steder, hvor man allerede kæmper for at undgå vandbårne sygdomme, og så kommer Corona oveni – det kan få enorme konsekvenser.
Normalt er manglen på adgang til en ren håndvask, rent vand og sæbe et problem, fordi det gør det svært at bekæmpe sygdomme som kolera og hepatitis – nu kan vi så lægge Corona-virus til.
Udover at de mennesker det drejer sig om, i forvejen ikke har adgang til rent drikkevand, så bliver de nu også hårdt ramt af den her nye sygdom. Heldigvis lader det til, at sygdommen ikke rammer børn hårdt, men som vi kan se i Danmark, har den vidtrækkende konsekvenser. For os i UNICEF er det vigtigt, at vi sørger for at passe rigtig godt på børnene, når der kommer pres på hårdt prøvede sundhedssystemer i mindre velstillede lande, der allerede kæmper med andre sygdomme, ellers frygter vi, at det kommer til at ramme børnene.
Det drejer sig bl.a. om lande, hvor 300.000 børn hvert år dør pga. diarrérelaterede sygdomme. Og det er millioner af børneliv, der er på spil. For børn under fem år, er vandbårne sygdomme farlige dræbere. Hver dag dør der 800 børn af sygdomme, der kunne være undgået, og som har en direkte relation til urent vand og mangel på hygiejne.
Heldigvis går udviklingen den rigtige vej på området. Siden 2000 har over to milliarder mennesker fået adgang til basal hygiejne – næsten to milliarder til rent drikkevand. En ud af ti, cirka 785 millioner, mangler dog stadig adgang til basale ting, som f.eks. de 144 millioner der drikker ubehandlet brakvand.
Det gør UNICEF
- I 2019 skaffede vi sammen med vores partnere,30 millioner mennesker adgang til rent vand til at drikke, vaske hænder og lave mad med.
- I 2020 når vi yderligere 30 millioner.
- 20 % af de penge UNICEF bruger, går til arbejdet med rent vand.