
Sådan taler du med dit barn om coronavirussen
Opdateret den 17. marts 2020
Børn og ungechef, Anne Mette Friis, hos UNICEF Danmark klæder dig på til at tale med dit barn om coronavirussen.
Hjælp os med at beskytte børn mod corona-virus
Støt nuHer er fem gode råd til at tackle dit barns bekymringer og spørgsmål på:
1. Lyt til dit barn
Først og fremmest skal du etablere en situation, hvor du har god tid. Og så skal du høre, hvad barnet selv har på hjerte, før du begynder at tale. Spørg ind til, hvad barnet allerede ved, og brug det som udgangspunkt for jeres snak.
Mange af barnets bekymringer forsvinder ved, at man taler om dem, mens de har en tendens til at vokse sig større, hvis barnet går og putter med dem alene. Og vi skal aldrig forsøge at undgå, minimere eller ignorere deres bekymringer.
Nu hvor vi alle sammen er påvirkede af corona og sygdommen er rykket tættere på, er det vigtigt at fortælle barnet, at langt de fleste, som får corona, ikke bliver meget syge, og at der er hundredvis af voksne, der arbejder hårdt for, at vi alle sammen kan føle os sikre.
Hvis barnet spørger i en stresset situation, og du ikke har tid og overskud til at svare, bør du roligt sige, at du godt forstår hans/hendes bekymring, og at du rigtig gerne vil tale om det hele, når der er faldet ro på. Og så skal du selvfølgelig huske at tage tråden op, når I har mulighed for at etablere den gode rolige situation sammen. Fakta er, at barnet er bekymret, og at vi som voksne skal tage den bekymring alvorligt gennem samtalen.


2. Hold dig til fakta
Det andet gode råd er, at du skal holde dig til fakta. Du skal ikke udpensle noget af det, barnet allerede har talt om og dermed gøre det værre. Så du skal ikke lægge katastrofe ovenpå katastrofe. Vær så nøgtern og så saglig som mulig og svar på de spørgsmål, som barnet har.
Børnenes hverdag ser nu meget anderledes ud. De kan ikke komme i skole, børnehave og vuggestue, og deres fritidsaktiviteter er lukket ned i en periode. Understreg, at nedlukningen af Danmark sker for, at vi kan passe på hinanden – og især på de svageste. Anerkend barnets utryghed og bekymring over, at hverdagen nu er drastisk forandret. Læg vægt på den gode historie – vi gør dette for at hjælpe hinanden.

3. Du kan selv gøre noget
I kan selv gøre noget. Det er fint som familie at tale om, hvad vi selv kan gøre for at modvirke coronavirus. I kan vaske hænder. I kan spritte hænder af. I kan holde afstand, hvis folk hoster på gaden, og I kan selv hoste ind i albuen eller i en engangsserviet. Så der er en masse ting, I selv kan gøre, og det er fint at italesætte sammen med børnene.
Forklar dit barn hvorfor vi alle sammen er sendt hjem fra skole og arbejde. Det er ikke, fordi vi er syge, men for at undgå, at vi skal blive det og for at passe på hinanden. Det gør vi bedst ved at blive hjemme hos vores familier.
Hvis dit barn føler sig sløj og ikke kan komme på legepladsen eller ud og gå tur så forklar, at det er for at passe på ikke at smitte andre. Forklar også, at man sagtens kan være forkølet uden at have corona.
Udforsk sammen med dit barn alle de mange sjove hjemmesider, der kan hjælpe med at få tiden til at gå og holde humøret højt. Brug for eksempel Lakserytterens gode ideer til aktiviteter. Lad barnet skype og facetime med kammeraterne – det bringer sjov og glæde ind i sygesengen.
4. Bevar roen og gå ikke i panik
Det fjerde råd er, at du ikke kan skærme dine børn fra nyhederne, fordi de foregår alle vegne. Ipad’en står åben på køkkenbordet, der er morgennyheder, Facebook, radio og tv der kører dagen igennem osv. Dine børn vil uundgåeligt høre om det her, selvom du prøver at skærme dem så godt som muligt.
Det er vigtigt, at vi som voksne også forsøger at bevare roen og ikke går i panik over coronavirus. For den panik vi sidder med, kanaliseres over i barnet. Vi er de voksne. Vi er de personer, der skal give tryghed og omsorg, og vi skal være rolige, når vi taler med vores børn. Børn fornemmer, hvis vi voksne er stressede eller bange, og det forstærker deres egen frygt. Lad ikke børn se nyheder alene – se dem sammen og brug Ultra Nyt og Børneavisen flittigt.
Vær opmærksom på at undgå stigmatisering. De børn, der er i karantæne eller smittede, bør ikke under nogen omstændigheder føle sig udsatte eller mobbede. Fortæl dine børn, at alle skal kunne føle sig sikre og at mobning altid er forkert og aldrig kan forsvares. Nu skal vi hjælpe hinanden og sprede positive budskaber.


5. Find oplysninger på sst.dk
Det sidste råd er, at du holder dig opdateret på Sundhedsstyrelsens hjemmeside sst.dk og myndighedernes nye side coronasmitte.dk. Al den viden, der er om coronavirus og det danske beredskab ligger inde på de hjemmesider. Så før du taler med dit barn, skal du selvfølgelig selv være opdateret på fakta.
Vi voksne kan også komme til at fortælle myter, som vi har hørt på arbejdspladsen eller på de sociale medier. Og det skal vi undgå. Hvis vi ikke har svarene, må vi aldrig gætte os frem. Så sørg for, at din egen voksenviden er opdateret på myndighedernes officielle hjemmesider, så dine børn ved, at de altid kan komme til dig og få svar på deres spørgsmål. Hvis du har teenagebørn, kan I søge den viden sammen.
Husk altid først at gå ud af samtalen, når du har en følelse af, at barnet er beroliget og har fået de svar, der er brug for. Vær opmærksom på om dit barn har ændret sig og måske føler angst eller frygt. Husk barnet på, at du altid er klar til at lytte og at vil gøre alt, hvad du kan, for at være der for barnet.
Statsminister Mette Frederiksen har afholdt et pressemøde for børn om coronavirus sammen med den populære youtuber Alexander Husum. Se videoen sammen med dit barn.