1 million kroner fra Saxos læsere

Hos Saxo har de sammen med deres læsere netop rundet en milepæl i partnerskabet med UNICEF. Det fejres med en ekstra donation på 5 kr. for hver børnebog, kunderne frem til den 24. december.

De seneste knap to år har mange af Saxos kunder haft lyst til at give alle verdens børn adgang til bøger og læsning, når de selv stod over for købet af en ny bog. Dette har resulteret i, at der nu doneres 1 mio. kr. til UNICEF’s arbejde.

”Saxos partnerskab med UNICEF understøtter FN’s Verdensmål 4, som har til hensigt at sikre alle børn lige adgang til kvalitetsuddannelse, og det er fantastisk, at så mange vælger at hjælpe børn ind i bøgernes verden. Det er nemlig langt fra alle børn, der er så heldige at have let adgang til bøgernes forunderlige verden, og for dem kan en enkelt bog og evnen til at læse ændre liv,” fortæller Direktør hos Saxo, Natasha Brandt.

Donationen giver tusindvis af børn adgang til læsning

Saxo er en af Danmarks største formidlere af læring og litteratur. Det gør FN’s verdensmål for lige adgang til kvalitetsuddannelse til et naturligt omdrejningspunkt for virksomhedens partnerskab med UNICEF, som arbejder målrettet på at sikre kvalitetsuddannelse til alle verdens børn.

Hos UNICEF er man dybtaknemmelig over, at Saxos kunder har valgt at hjælpe tusindvis af børn med at få adgang til noget af det allervigtigste for deres udvikling – nemlig at lære at læse.

”Det er med stor taknemmelighed, at jeg netop har modtaget beskeden om, at donationerne fra Saxos kunder har rundet en million. For det beløb kan vi hjælpe tusindvis af børn med at få adgang til læsning – vi kan helt konkret sende et beløb svarende til mere end 35.000 bøger af sted til børn i udsatte områder. På vegne af verdens børn vil jeg gerne siger 1000 tak til Saxo og jeres kunder,”
siger UNICEF Danmarks generalsekretær Karen Hækkerup.

 Saxo runder op frem til jul: 5 kroner for hver solgt bog

 

For at fejre den flotte donation og sætte yderligere skub under flere penge til verdens børn, har Saxo valgt frem til d. 24. december at toppe kundernes donationer med 5 kroner for hver solgt bog. Det betyder, at når man køber en bog i julegave, kan man samtidigt være med til at sikre, at et barn et andet sted i verden får adgang til at læse.

Læs mere om partnerskabet med Saxo her: https://www.unicef.dk/partnerskaber/vores-partnere/saxo-saetter-ordet-frit/

Hjælp UNICEF med at arbejde for børns rettigheder

Støt nu