Et barn skal reelt være ’et reservoir af kompetencer’
Han skriver om og forsker i begreber som dannelse, selvudvikling, værdier og om at være et menneske. Og så er han sandsynligvis den eneste psykologiprofessor, den almene dansker kender ved navn. Her fortæller Svend Brinkmann, hvad han mener, kendetegner børnesynet anno 2019.
”Ideelt set er et barn et lille væsen med en iboende værdi. Det fødes med en menneskelig værdighed, der gør, at vi skal drage omsorg for det, passe på det, og føre det ind i en familie og et samfund på bedst mulige måde. Lige nu ser jeg dog to modsatrettede syn på børn,” forklarer Svend Brinkmann:
”Der er enormt meget fokus på, at et barn er en ressource, der konstant skal udnyttes og optimeres og bidrage til nationens velstand og bnp. Det investerer staten en masse ressourcer i, for barnet har kun værdi, hvis det udvikler sig til at blive en produktiv samfundsborger.”
Dog ser han også kræfter, som trækker i en anden retning og fokuserer mere på elementer som dannelse, minimumsnormeringer, ændring af karakterskala og bekæmpelse af præstationssamfundet.
”Et barn er jo ikke kun noget i kraft af, hvad vi kan bruge det til senere, eller hvad det kommer til at præstere. Vi skal ikke bruge et barn til noget! Et rigt samfund er karakteriseret ved, at man ser børn som små væsner med værdi i sig selv.”
Læs interviewet med Per Schultz Jørgensen her.
Vores jagt på succes er blevet manisk
Brinkmann nævner et projekt, han netop har hørt om, som erstatter den traditionelle SFO og er baseret på kreativitet og entreprenørskab. I stedet for at gå i SFO, spille bold eller computer efter skole, skal børn tage entreprenørkurser og optimere deres potentiale.
”Man skal ikke spejle samfundsudviklingen gennem et enkelt eksempel, men det her findes! Jeg fordømmer det ikke entydigt, men det er baseret på tanken om optimering og mindre plads til, at børn kan være børn, lege, lave relationer og eksperimentere uden at tænke på, hvad det mon kan blive til,” siger han.
”De skal tidligt i deres liv udleve deres fulde potentiale – hvilket er en radikal version af den tendens, som peger i retning af, at livet handler om at blive den bedste udgave af sig selv, realisere sit fulde potentiale og få succes. Ét er, at man som voksen efterlever dette, noget andet er at putte børn ind i den maskine – det er jeg meget skeptisk overfor. Det er, som om jagten på succes er blevet manisk,” tilføjer han.
Vi spænder vognen for hesten
Midt i alt dette glemmer vi det vigtige spørgsmål, hvad det vil sige at være et menneske, mener Brinkmann.
”Det er jo et helt andet spørgsmål end ’Hvordan bliver jeg den bedste udgave af mig selv?’ Når vi sætter det individuelle før det almene, spænder vi vognen for hesten. Et barn skal kende til basale forhold om den verden og det samfund, vi lever i. Børn skal dannes til at blive mennesker, fungere i fællesskaber og udvikle empati. Det har intet at gøre med mig som individ, det handler om mig som menneske.”
Han tilføjer, at det ikke handler om, at alle skal være ens, men at alle har brug for nogle almene koordinater at navigere efter i livet – også børn.
”De skal hjælpes til at forstå sig selv som mennesker frem for hele tiden at blive spurgt: Hvem er du? Hvad vil du? Hvad har du lyst til? Det er vel også det, der ligger i børnekonventionen. Den siger jo netop noget om det at være barn og have rettigheder. Den siger ikke, at hvert enkelt barn indeholder noget helt særligt, som skal udleves.”
Dog bed han mærke i konventionens sætning ’Børn skal leve op til deres fulde potentiale’.
”Den retorik og forestilling er meget stærk i det moderne samfund og går helt tilbage til den amerikanske uafhængighedserklæring og individets ret til at selv at søge lykken. Det har også værdi, men det kan man først, når man er blevet til et dannet menneske.”
Han stiller sig desuden kritisk over for idéen om, at børn har ansvar for egen læring, og at alt skal komme indefra dem selv:
”Det lægger et alt for stort ansvar over på børnene. Hvis man både er sin egen lykkes smed og skal være den bedste udgave af sig selv – og udstyres med magten til det – så står man også med hele ansvaret for livet, også når det mislykkes.”
Læs interviewet med Knud Romer
Børns liv er blevet ’små projektliv’
Ser man på børns hverdag, har de aldrig haft så travlt, som de har i dag, mener Brinkmann.
”Sociologer taler om social acceleration som det moderne samfunds motor, altings hastighed skal speedes op, så der bliver plads til endnu flere aktiviteter og projekter i et liv – også i barndommen. Børn skal utrolig mange ting, og de bliver hurtigt dygtige. Et barn skal reelt være et reservoir af kompetencer, som kan udvikles i enhver retning, det måtte blive relevant.”
”De skal have styr på det skolemæssige, udvikle interesser, blive entreprenante og dyrke deres krop. Det er for massivt. Når alting bliver et projekt, afspejler det et voksenliv, hvor vi arbejder projektorienteret, kortsigtet og overbooker os selv hele tiden. Det smitter af på børnenes liv, der bliver ’små projektliv.’”
Afsluttende ser Svend Brinkmann en bred tendens:
”Der er ikke længere plads til bare at have fri fra skole og lege med nogen på vejen. Børn har sent fri fra skole, og deres fritid er sparsom og opdeles i projekter. Det er ikke entydigt dårligt, for det er godt at blive dygtig og sætte mål, men der er næsten ikke rum til andet i et moderne børneliv anno 2019.”
I 2019 fylder Børnekonventionen 30 år. Det er et særligt år for verdens børn og for UNICEF, som globalt bruger anledningen til at give børnene en stemme og fremskynde handlinger, der kan opfylde børns rettigheder. Læs mere her.
