
Ny rapport:
Halvdelen af verdens børn får for dårlig kost
Udgivet d. 15/10/2019
Over 200 millioner børn under fem år får ikke de vitaminer og mineraler, som de har brug for. Det viser UNICEFs årlige statusrapport State of the Words Children, der i 2019 har fokus på ernæring og den tredobbelte bombe af underernæring, fejlernæring og overvægt, der tikker under verdens børn.
Fattigdom, klimaforandringer, urbanisering og for dårlige muligheder for en varieret kost er nogle af årsagerne til, at mindst en tredjedel af verdens børn under fem år er enten underernærede eller overvægtige, mens næsten to-tredjedele af verdens børn mellem seks måneder og to år ikke får de vitaminer og mineraler, der skal til for, at deres hjerner og kroppe udvikler sig, som de skal.
”Det er fuldstændig afgørende for børns udvikling, at de får det rigtige at spise. Verdens børn står overfor en fødevarekatastrofe gange tre, hvor nogen børn får for lidt at spise, nogen får det forkerte, og nogen får for meget,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Karen Hækkerup.
”Udfordringen er, at millioner verden over får dårlig kost, fordi de ikke har andre muligheder. Derfor er vi nødt til at ændre den måde, vi ser på børns ernæring, så vi sætter fokus på kvaliteten af den mad, som børnene spiser.”
”Verdens børn står overfor en fødevarekatastrofe gange tre, hvor nogen børn får for lidt at spise, nogen får det forkerte, og nogen får for meget.”
Alle skal arbejde sammen, hvis det skal lykkes
Det er med andre ord tid til at se med andre briller på den ernæringsudfordring, som verden står overfor. Billederne af underernærede børn med tændstiks tynde arme er stadig aktuelle, men i verdens fattige lande – og især i byerne – gør udbuddet af billig og ernæringsfattig fastfood med et højt sukker- og fedtindhold millioner af børn overvægtige, hvilket kan føre til type-2 diabetes og depression. I lav- og mellemindkomst lande drikker 42 procent af børnene i skolealderen sukkerholdige drikke som sodavand hver dag, mens det i højindkomst lande som Danmark er op til 62 procent.
”Vi er nødt til at sætte en streg i sandet og gøre op med, at verdens børn ikke får den mad, der er rigtig for dem. Den bedste måde at gøre det på, er ved at gøre børnenes behov til centrum for vores fødevaresystem,” vurderer Karen Hækkerup og håber, at både offentlige-, private- og civileaktører vil være med til at sætte en stopper for udviklingen i andelen af overvægtige børn mellem fem og 19 år, som fra år 2000 til 2016 er fordoblet, så det i dag er hvert femte barn, der er overvægtig.
”Samarbejde er kernen, hvis vi skal give verdens børn den fremtid, som både de og vi fortjener. Derfor opfordrer vi i UNCEF både virksomheder, den private sektor, regeringer, donorer og familier over hele verden til at samarbejde, så vi kan komme de usunde fødevarevalg og -systemer til livs, og sikre glade og sunde børn, der får mulighed for at leve op til deres fulde potentiale.”
Derfor samarbejder UNICEF med partnere over hele verden om, hvad børn spiser, og i 2018 fik 15,6 millioner børn mere næringsrig mad i deres hjem, mens 4,1 millioner børn verden over blev behandlet for akut underernæring.
Læs rapporten her eller udforsk denne feature omkring rapporten The state of the world’s children 2019 her.
Har ud yderligere spørgsmål eller vil have en kommentar fra UNICEF, er du velkommen til at kontakte UNICEF Danmarks presserådgiver Marie Torp Christensen på telefon 27577349.