Gérard er en lille
dreng- IKKE en heks

Hjem » Gérard er en lille dreng – IKKE en heks

Hekse-anklagen kom fra Gérards egen mor

Skrevet 23. jun 2017 af Tine Ville Helgers

“Min mor beskyldte mig for at være en heks. Hun tog mig hen til en kirke med en djævle-uddriver. Og der blev jeg udsat for helt forfærdelige ting. Og hun blev ved med at være ond ved mig og beskylde mig for trolddom. Til sidst mistede jeg hele min lyst til at bo hos hende, og så måtte jeg bo på gaden“. Sådan fortæller den forpinte dreng Gérard, der nu får hjælp på et UNICEF-støttet center i DR Congo, hvor han bor. Først efter tre måneder på centeret blev den dybt traumatiserede dreng i stand til overhovedet at tale om det, han har været udsat for.

Afrikansk dreng

Gérard blev anklaget af sin egen mor for at være en heks. Hans øjne er skjult, så vi bedre kan beskytte hans identitet.

Sådan hjælper UNICEF

Livet har været ualmindeligt barsk for Gérard, siden han kom til verden. Kort efter forlod hans far, der er soldat, den lille dreng og hans mor. Og begge hans brødre er forsvundet fra landet – som ofre for trafficking. Vi ved ikke, om det er derfor, at hans mor beskyldte ham for at være en heks. Det er ikke ualmindeligt, at baggrunden for den slags grumme beskyldninger hænger sammen med, at en familie har været særlig hårdt ramt af uheld. Men vi ved, at nu får Gérard hjælp, så han kan vinde glæden og livslysten tilbage.

Det UNICEF-støttede center har sat ind på flere forskellige områder. Gérard har fået hjælp til at komme sig over traumerne og til at få genopbygget sin selvtillid. Og så er der blevet mæglet, talt og delt viden og informationer med hans mor, der nu forstår, at anklagerne var falske. Gérard har fået en fødselsattest, så han også eksisterer helt officielt og har rettigheder som alle andre. Han er kommet tilbage i skole, og familien har fået økonomisk hjælp til at betale udgifterne til skolepenge og leveomkostninger.

Gadebørn beskyldes for at være hekse

I Kinshasa i DR Congo, hvor Gérard bor, estimeres det, at der lever op til 20.000 børn på gaden. Fattigdom er en af årsagerne, men en større undersøgelse viste, at 70 procent af børnene var havnet på gaden i forbindelse med anklager om, at de var hekse. Generelt indeholder det UNICEF-støttede arbejde for at hjælpe børnene fire overordnede indsatsområder: forebyggelse, akut hjælp til børnene, genforening og genetablering af børnenes plads i familie og lokalsamfund og sidst – men ikke mindst – en stor indsats for at styrke kvaliteten af den hjælp, børnene kan få.

Vi oplyser, uddanner og taler for eksempel med de præster, der udfører djævleuddrivelse. Vi etablerer tilflugtssteder som shelters eller midlertidige plejefamilier, hvor børnene kan søge akut beskyttelse. Og vi hjælper børnene med medicin, mad og juridisk bistand. Vi mægler mellem familier, lokalsamfund og de udstødte børn for at bygge bro, så børnene kan få deres liv tilbage igen ligesom Gérard. Og vi støtter de lokale organisationer, der hjælper børnene, så de bliver i stand til at levere bedre støtte og hjælp. Gérard kan stadig indimellem blive nervøs for, at de slemme beskyldninger skal starte forfra, men som han siger: “Hun er jo stadig min mor og den person, jeg har til at passe på mig“. Og skulle det gå galt igen, så ved han nu, hvor han kan finde hjælp.

Gør en livsforandrende forskel for MANGE børn

Bliv fast støtte