Vi bekæmper Sult &
underernæring
HVAD ER SULT & UNDERERNÆRING?
Sult- og underernæring opstår, hvis et barn i en længere periode enten ikke får nok at spise eller ikke får de nødvendige vitaminer, mineraler og proteiner for at sikre sundhed. Det bremser den fysiske udvikling og gør barnet træt, svag og mindre modstandsdygtig over for forskellige sygdomme. Sult og underernæring er en medvirkende årsag til, at over 3 millioner børn hvert år dør. UNICEF hjælper med både forebyggelse og behandling.

Behandling & forebyggelse
Underernæring spiller en rolle i næsten halvdelen af alle dødsfald blandt børn under fem år. UNICEF arbejder for at forebygge underernæring igennem oplysning og sundhedshjælp. Samtidig promoverer vi amning, som er den billigste og mest effektive måde at sikre næring til børn i de første kritiske år.
Vi arbejder også målrettet med behandling. Underernæring kan nemlig sagtens behandles, og hvis vi når børnene i tide, kan vi redde 95% af alle undernærede børn. Ved at måle og veje børnene regelmæssigt sikrer vi, at underernæring opdages før det er for sent. Man kan fx måle barnets overarm med et særligt målebånd, der med farver viser, om et barn er i farezonen eller skal i behandling straks.
Forskellen på sult, underernæring & hungersnød
- Når man ikke får nok kalorier, og dermed for lidt næring, er der tale om sult.
- Underernæring er en tilstand, hvor man ikke får den rette sammensætning af næringsstoffer, vitaminer og mineraler. Tilstanden kan opdeles i moderat og akut underernæring. Ved akut underernæring øges risikoen for død op til 12 gange. Dog kan den moderate underernæring øge risikoen for at dø af simple sygdomme som diarré og lungebetændelse.
- Hvis en sultkatastrofe er så alvorlig, at flere dør dagligt, kaldes det for hungersnød. Den officielle definition på hungersnød er, når der hver dag dør mindst to voksne eller fire børn af sult pr. 10.000 mennesker, samtidig med at minimum 30% af befolkningen er akut underernærede.
Hjælp UNICEF med at bekæmpe underernæring
Støt nuKONSEKVENSER AF UNDERERNÆRING
Ser man billeder af underernærede børn, har mange af dem store runde maver. Det skyldes bl.a. manglende protein, et stof der er i fx kød og bønner. Når kroppen mangler noget reagerer den, og når det er proteinmangel puster maven sig op, mens resten af kroppen forbliver tynd.
Hvis børn sulter bremser det den fysiske udvikling og hæmmer væksten. Underernæring kan også forekomme allerede mens baby ligger i mors mave. Spiser moderen ikke nok, får baby ikke nok.
Selv om børn overlever sult og underernæring tidligt i deres liv, så kan de alligevel få problemer senere i livet.
Hvad gør UNICEF for at hjælpe underernærede børn?
UNICEF har ernæringsprogrammer i 130 lande, hvor over 700 specialister arbejder med forebyggelse og behandling. Vi er verdens største indkøber og distributør af livreddende jordnøddemos og står for knap 80 procent af den særlige mos, der når ud til verdens børn. Konkrete opgaver tæller bl.a.:
- Vi giver fødevarer specielt til børn, fx jordnøddemos og højenergimælk (til børn, der er for afkræftede eller for små til selv at spise) fyldt med alle de nødvendige vitaminer, kalorier og mineraler.
- Vi giver A-vitamin til børn, så de ikke bliver blinde af A-vitaminmangel.
- Vi sørger for jerntilskud til gravide for at undgå blodmangel samt et tilskud af zink, så væksten ikke hæmmes.
- Vi underviser mødre i spædbarnspleje og hygiejne.
- Vi er i dialog med regeringer om, hvordan vi sammen kan hjælpe børn.
- Vi oplyser familier, skoler og landsbyer om sundhed, ernæring og hygiejne.
- Vi uddeler rent drikkevand og tabletter, der kan rense vandet, så børn ikke bliver syge af diarré på grund af bakterier i vandet.
- Vi uddanner lokale sundhedsfrivillige til at holde øje med symptomer hos de mest udsatte og sværest tilgængelige børn.
- Vi støtter mobile sundhedsteams, der tager ud for at undersøge og behandle de mange børn, der bor for lang væk fra sundhedsklinikkerne.
- Vi uddeler særlige salt- og sukker-blandinger, der kan stoppe diarré og få styr på barnets væskebalance igen.
Vi kan redde langt de fleste børn

Med den rette behandling i tide kan vi redde mere end ni ud af ti af alle undernærede børn.
Så mange er lige nu ramt af sult eller underernæring
- Lige nu er mere end 148 millioner børn under 5 år ramt af underernæring. Heraf er 45 millioner børn akut underernærede – 13,6 millioner så alvorligt, at de risikerer at dø.
- Sult og fødevaremanglen er rekordhøj. Mindst 202 millioner børn under fem år lever i alvorlig fødevaremangel, hvilket påvirker deres vækst, sætter dem i fare for underernæring og truer deres liv.
- Sult og underernæring rammer især børn ramt af enten krig, konflikt eller naturkatastrofe som oversvømmelser, tørke og jordskælv.
- Kun 3% af verdens svært underernærede børn får den behandling, de har brug for.
