Støt

Årsberetning 2021

En stor tak fra verdens børn

2021 blev endnu en gang et udfordrende år for alle, ikke mindst for verdens børn. På trods af lovende udsigter slap
COVID-19-pandemien ikke sit greb i hverken Danmark eller resten af verden. Alligevel lykkedes UNICEF med at nå mange børn med hjælp. Det gjorde vi, fordi vi i 2021 indsamlede et rekordstort beløb fra vores donorer og mødte så meget velvilje hele vejen rundt, at vores programarbejde i felten kunne tilpasses en verden i krise.
skabe en bedre fremtid for verdens børn. En hjælp, der i den kommende tid bliver endnu mere brug for, hvis vi skal kunne give verdens børn håb om en lysere fremtid.

  • På vegne af bestyrelsen

UNICEF Danmark indsamlede igen rekordhøjt beløb

UNICEF Danmark indsamlede i alt 829 millioner kroner og opnåede et resultat på 742 millioner kroner i 2021. Det er det størst indsamlede beløb og det bedste resultat i organisationens historie.

89,5 % af UNICEF Danmarks indsamlede midler i 2021 gik til arbejdet for børn, mens 1,1 % blev brugt på administration.

Det skete i 2021

Events og kampagner

COVID-19 slap ikke sit greb i verden i 2021, men på trods af endnu et år fyldt med uforudsigelighed nåede vi i mål med alle vores kampagner.

Vi nåede ud til endnu flere målgrupper med vores events og kampagner, og i arbejdet med disse lagde vi vægt på at gøre UNICEF Danmark som brand mere moderne og optimistisk i sit udtryk.

Følg dit kald!

Det nytter ikke meget at råbe verden op, hvis du er den eneste, der prøver – men mange stemmer små kan gøre en enorm forskel.

Sammen med reklamebureauet Advice lancerede vi kampagnen ”Følg dit kald”, som foruden at rekruttere nye faste støtter også hyldede de mange faste støtter, vi allerede har. Kampagnen gik live i november og kunne ses på tv, online og rundt omkring i landet.

I forbindelse med COVAX søsatte vi kampagnen ”Sammen heler vi en såret verden”, som satte fokus på behovet for COVID-19-vacciner til verdens fattigste lande. Omdrejningspunktet var et blåt plaster og blandt vores partnere var bl.a. landsholdet med Kasper Hjulmand i spidsen, Mads Steffensen, Nicolaj Kopernikus, Rasmus Brohave og Mogens Lykketoft..
På Kvindernes Kampdag satte vi fokus på de mange børn, der har levet uden at skolegang i et år. Når skolerne igen åbner, vender mange pigerne ikke tilbage. Når pigerne ikke har adgang til skole, er der større risiko for, at de blive udsat for vold, udnyttelse og seksuelle overgreb. Vi allierede os med en gruppe af kvinder, som kæmper for pigernes muligheder.
Mors dag er en vigtig mærkedag i UNICEF, og for mødre (og fædre) var 2021 igen et turbulent år på grund af COVID-19. I år sendte vi alle mødre en kærlig tanke, fordi de midt i en skør verden holder fokus, forandringsparate og nærværende. I år fik vi Liv og Simone til at designe to mors dag kort og en bæredygtig fold-selv buket til vores UNICEF-shop.

Vores partnere viste endnu engang stor generøsitet

UNICEF har mange gode og vedvarende samarbejder med danske og internationale virksomheder og fonde. Hvert år støtter de programmer i Danmark og resten af verden – og 2021 var ingen undtagelse.

Vi mødte ikke kun stort engagement i forbindelse med vores arbejde med COVAX. Vi oplevede også, at det danske erhvervsliv blev meget berørte over de billeder og rapporter, vi sendte ud fra den konfliktfyldte situation i Afghanistan. Lynhurtigt fik vi respons og ekstraordinært flotte donationer til UNICEFs indsats for at beskytte børnene.

Vi er som altid taknemmelige, da vores arbejde ikke ville være muligt uden vores partneres store generøsitet.

Kæmpe donation fra LEGO Fonden

I september kunne vi med stor taknemmelighed dele verdensnyheden om, at LEGO Fonden havde doneret intet mindre end 449 mio. kr. til indkøb af testudstyr, værnemidler og vacciner i forbindelse med UNICEFs COVID-19-indsats. Bevillingen svarer til, at godt 14 mio. mennesker kan blive vaccineret.

Pandora mødte børnepanelet

Pandoras kommunikations- og bæredygtighedschef, Mads Twomey-Madsen, ankom i en el-bil, da han skulle møde UNICEFs Børnepanel i forbindelse med Børnenes Kampdag. Dagsordenen var nemlig klima. Panelet ville vide, hvad Pandora gør nu, hvad de vil gøre mere af, og hvad børn og Pandora sammen kan gøre. Pandora og flere andre virksomheder, Poul Due Jensens Fond, Novo og Lego, gik i dialog med børnene.

Hempel donerer til Zambia

I 2021 donerede Hempel Fonden 15 mio. kr. til UNICEF Danmark, til et skoleprojekt med fokus på basale læse-, skrive- og regnefærdigheder i Zambia. En del af projektet handler om at sikre undervisning til de børn, som ikke er en del af skolesystemet og følge deres udvikling. Projekter som disse er især vigtige efter skolelukningerne under COVID-19, og fondens støtte på 60 mio. kr. gør den til en af de helt store privatsektor partnerskaber globalt.

Novo indsamlede 23 mio.

Som en del af Novo-familiens Employee Engagement påbegyndte de ansatte i december 2021 en indsamling til bekæmpelse af COVID-19. Med yderligere match-donationer fra virksomhederne og fonden i januar 2022 endte indsamlingen på hele 23 mio. kr. til UNICEF. Midlerne skal bruges til bekæmpelse af COVID-19 i lav- og mellemindkomstlande via COVAX. Novo-gruppen består af Novo Nordisk, Novozymes, Novo Holdings og Novo Nordisk Fonden.

Støtte til Afghanistans børn

Situationen i Afghanistan eskalerede i august 2021, da Taliban overtog magten. Som følge deraf, trak mange internationale organisationer sig ud af landet. UNICEF har arbejdet i Afghanistan i 65 år, og bliver der også fremover, for at sikre børns rettigheder, deres overlevelse og deres muligheder for at udvikle sig og trives. Vi mærkede endnu en gang stor støtte og velvilje fra dansk erhvervsliv og den bredere offentlighed, og vi er så stolte og taknemmelige for det bidrag, som vi i Danmark har kunnet give til Afghanistans børn.

Join the race to end COVID-19

I september samlede vi førende spillere i dansk erhvervsliv på UNICEFs Verdenslager. Her bød vi virksomheder og fonde ind i maskinrummet for at vise, hvordan vi sikrer lige adgang til COVID-19-vacciner, test og behandling. Dialogen, faciliteret af Kasper Hjulmand og Nina Munch-Perrin, fokuserede på, hvordan erhvervsliv og UNICEF Danmark sammen kan løfte samfunds-udfordringer som COVID-19. Vi takker for fornem finansiel støtte fra bl.a. LEGO Fonden, Novo Fonden, Novo Nordisk A/S, Novozymes, William Demant Fonden og Haldor Topsøe A/S.

Stor støtte fra Grundfos

Mere end 1,42 mia. mennesker – heraf 450 mio. børn – bor i områder med stor risiko for mangel på rent vand. Et af de hårdest ramte steder er Kigoma-regionen i Tanzania. På World Water Day annoncerede Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) et omfattende millionsamarbejde med UNICEF. Målet er at sikre rent vand og sanitet til ca. 200.000 mennesker i Kigoma. Med en donation på over 37 mio. kr. er projektet det største enkeltstående projekt i Poul Due Jensens Fonds portefølje.

En stor tak til den danske regering

I 2021 steg finansieringen til UNICEF fra den danske regering, hvilket vi  – og ikke mindst verdens børn – er meget taknemmelige for.

Regeringen støtter både UNICEFs udviklingsarbejde og humanitære indsatser med fleksible midler, som UNICEF selv fordeler, hvor behovene er størst, samt med tematiske midler, hvor regeringen har forudbestemt geografiske eller tematiske områder, midlerne skal anvendes indenfor.

Bidraget er af stor betydning for UNICEFs arbejde. Det redder både liv og skaber udvikling globalt.

I 2021 har den danske regering blandt andet støttet UNICEFs indsats mod COVID-19, kriser i Afghanistan, Etiopien, Mali, og Yemen.

Socialstyrelsen giver stor bevilling til rettighedsskoler

Kort før årsskiftet modtog Rettighedsskole-programmet en bevilling på 6,8 mio. kr. fra Socialstyrelsen til etablering af UNICEF Rettighedsskoler i eller nær udsatte boligområder i perioden 2022-2024. Der planlægges etablering af 20 skoler rundt omkring i landet på denne bevilling startende med Helsingør og Odense.

UNICEF Danmark og Jan Grarup indgår klimasamarbejde

Klimakrisen finder sted nu og her. Den koster menneskeliv, og den ødelægger børns fremtid. 2021 blev året, hvor UNICEF Danmarks klimasamarbejde med den verdenskendte fotograf Jan Grarup blev sat i gang. Samarbejdet fortsætter de næste år og skal være med til at positionere UNICEFs arbejde for børn ramt af klimakatastrofer.

Første del af missionen gik til Sydsudan.

Vi sætter fokus på klimakrisen

Klimakrisen rammer børn hårdt

1 mia. børn er truet af klimakrisen. Det fastslår UNICEFs første Children’s Climate Risk Indeks (CCRI), som viser, hvordan klimakrisen rammer verdens børn. Sammen med bl.a. elevbevægelsen Fridays for Future bragte UNICEF i 2021 børn og unges stemmer ind i klimadebatten i forbindelse med udgivelsen af CCRI og COP26.

Børnenes første kampdag

For første gang fejrede vi Børnenes Dag som ‘Børnenes Kampdag’! Vores nyoprettede børnepanel var konsulenter på dagen, hvor vi hvert år markerer Børnekonventionens fødselsdag. I år var hovedemnerne klimaforandringer, diskrimination og uddannelse.

Stafet rejste Danmark rundt
En stafet af ordet ANSVAR, rejste gennem landet for at sætte fokus på, at børn og unge vil inddrages og være med til at tage ansvar for nutid og fremtid. Slutdestination var Folketinget, hvor formand Henrik Dam Kristensen modtog stafetten.

Udviklingsministerens take over
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen fik besøg af tre medlemmer fra Børnepanelet til en snak om klima, uddannelse til alle verdens børn, inddragelse af børn og unge samt børns rettigheder. Medlemmerne overtog også ministerens Twitter-profil, hvor de delte deres budskaber.

Partnere lyste op i blåt
Børnepanelet bad flere af vores partnere om at tage stilling til, hvordan de kan gøre en forskel for klima, diskrimination og uddannelse. Udenrigsministeriet, Pandora, DSB Hovedbanegården, Pressalit, Dansk Industri og Supply Division lyste op i blåt.

UNICEF fejrede 75 års fødselsdag!

2021 var også året, hvor UNICEF kunne fejre at have hjulpet alle verdens børn i 75 år. I UNICEF Danmark planlagde vi en fødselsdagsfest i FN-byen for vores partnere med indslag fra præsidiemedlemmer og andre gode venner af huset. Desværre blev arrangementet aflyst pga. restriktioner. I stedet markerede vi dagen på vores digitale platforme og fejrede 75 års landvindinger med vores faste støtter i et fysisk brev.

Grønland fik sine første rettighedsskoler

I juni 2021 blev skolerne Minngortuunnguup Atuarfia og Nalunnguarfiup Atuarfia i Sisimiut certificeret som Grønlands første rettighedsskoler. Skolerne har siden sidste år arbejdet intenst med at oplyse eleverne om deres rettigheder og inddrage dem i arbejdet med at forbedre trivslen på skolen. Certificeringen er et resultat af et samarbejde mellem Qeqqata Kommunia og UNICEF Danmark.

Børnenes Dag i Grønland
I 2021 lancerede NAKUUSA Børnenes dag i Grønland. Dagen var en landsdækkende kampagne under navnet ”Er du en god ven?” (”Ikinngutaalluarpit?”) – og tog udgangspunkt i de budskaber og anbefalinger, Børnerådene kom med til NAKUUSAs Børnetopmøde i 2020. Overskriften var ”Styrken i fællesskab”, mens undertemaerne var identitet, mangfoldighed og de sociale medier.

Vi satte klima på dagsordenen
Med Extreme-E racerløbet i Kangerlussuaq skød UNICEF, Qeqqata Kommunia og Uddannelsesstyrelsen projektet ”Lad os tage del i klimakampen” (“Silasisa Iliuuseqarlutalu) i gang. UNICEF står bag initiativet og planlægningen af projektet målrettet skolernes ældste trin. Forløbet blev afviklet i tæt samarbejde med NAKUUSA, og 85 procent af 8. – 10. klasserne deltog.

Lad os bevæge os i fællesskab
Grønlands Idrætsforbund og UNICEF Grønland igangsatte et samarbejde med Paarisa, KNI, Politiet og Center for Folkesundhed i Grønland. Målet er, at flere børn er en del af et meningsfyldt, positivt idrætsfællesskab med en tryghedsskabende voksen. Kasper Hjulmand var med til at præsentere “Ataatsimoorluta Aalasa”.

Historisk stort behov for støtte til verdens børn

COVID-19, klimakrisen og konflikter øgede i 2021 behovet for nødhjælp til verdens børn. Derfor bad UNICEF i slutningen af året verdenssamfundet om 62 mia. kr.

Det er det største beløb i UNICEFs 75 år lange historie.

Med pengene vil man i 2022 yde humanitær bistand til 327 mio. mennesker – herunder 177 mio. børn – i 145 lande.

Afghanistan er et af de steder, hvor behovet for hjælp er størst. Herudover kræver det store summer at sikre alle lande adgang til COVID-19-vacciner, test og pleje samt indsatsen for at hjælpe syriske flygtninge.

Vi mistede vores gode kollega
I begyndelsen af året mistede vi desværre vores højt skattede ven, kollega og indholdschef, Ditte Hartvig Bak, til COVID-19. I 13 år arbejdede hun dedikeret og med en sjælden og prisværdig ildhu for verdens børn. Vi vil bære Dittes ånd og stærke person med os – og kæmpe videre for alle verdens børn.

Vi gik fra forening til fond
Ved to ekstraordinære årsmøder i foreningen UNICEF Danmark vedtog man, at UNICEF Danmark fra 1.1.2022 omdannes fra forening til almennyttig, ikke-erhvervsdrivende fond. Omdannelsen er sket i tæt dialog med UNICEF Int. og som naturlig følge af øget fokus på mål, resultater, retningslinjer for governance og uafhængighed.

Velkommen i bestyrelsen
Tre nye bestyrelsesmedlemmer indtrådte i 2021 UNICEF Danmarks bestyrelse. Nuværende bestyrelsesmedlem Jesper Lok er desuden tiltrådt som formand. Tillykke til både Jesper Lok, Marianne Skjold Larsen, Mia Wagner og Anne Louise Eberhard med deres nye roller – og tillykke til alle os i UNICEF.

Fra Sydsudan til AC Milan
Under en reportagerejse til Sydsudan så fotograf Jan Grarup en dreng i en udslidt AC Milan-trøje. Grarup gav drengen en ny trøje og donerede den gamle trøje til AC Milan, der nu har startet en indsamling på baggrund af trøjen til fordel for UNICEFs arbejde for børn i Sydsudan.

Vi tog til Ungdommens Folkemøde
Vi deltog også på Ungdommens Folkemøde, hvor tusindvis af unge var samlet. Vores hovedemne var klima, og med os havde vi ambassadør Rasmus Brohave og 12-årige Agnes fra UNICEFs Børnepanel. Vi arrangerede workshops om unges holdning til klima og Verdensmåls-Jeopardy med kollegaer i andre FN-organisationer.

Garnbutik donerede 600.000 kr.
Den familieejede garnvirksomhed ’Knitting for Olive’ på Frederiksberg valgte for en dag at donere hele deres omsætning ubeskåret til UNICEFs arbejde for børn i Afghanistan. De bad herefter deres Instagram-følgere om at støtte sagen og endte med at samle hele 626.417 kr. til børnene.

Vi lancerede ansvarlighedsmærke
Sammen med influencerbureauet WeAreCUBE lancerede vi certificeringsmærket All Right, som influenter kan få efter at have deltaget på en workshop om børns digitale rettigheder. Certificeringen kan influenterne herefter bruge på deres sociale kanaler. Intentionen er at tale med dem, som bruger tid med vores børn online og sørge for, at de ved, hvilke konventionsbestemte rettigheder børn har.

Børnetopmøde: Online rettigheder
I oktober mødtes elever fra hele landet til UNICEF børnetopmøde i FN Byen. En stor del af børn og unges sociale liv foregår på nettet, men hvordan er man en god onlineven, og hvad kan skolerne gøre for at støtte eleverne til et trygt onlineliv? Mere end 300 elever og 100 skoleledere, lærere og pædagoger fra 43 rettighedsskoler diskuterede grænser og tryghed på nettet.

Nyt hit fra Karla: All Right
På UNICEF Danmarks børnetopmøde optrådte den 12-årige rapper KARLA med en helt ny sang om digital mobning, god stil og børns rettigheder online. Sangen og musikvideoen er lavet i samarbejde med UNICEF Danmark og handler om, hvordan man håndterer lede kommentarer på sociale medier. Hun fik inspiration til sangens indhold efter at have været med på UNICEFs All Right workshop.