Rent vand
til alle børn
Er der nogen, der ikke har rent vand?
Det er tidligt om morgenen i Juba, Sydsudan, og mens solen står op, går en række børn ned til floden for at hente vand. De fylder deres plastikdunke med det mudrede vand, inden de slæber det med tilbage til deres huse. Men vandet i floden er forurenet og fyldt med bakterier, og familierne renser det ikke, så derfor bliver børnene tit syge.
Børnene i Juba er langt fra de eneste i verden, der drikker urent vand. Faktisk er der 780 millioner mennesker i verden, der ikke lige kan tænde for vandhanen eller pumpe rent vand fra en lokal brønd. Manglen på rent vand er især et problem ude på landet i de afrikanske lande, der ligger syd for Saharaørkenen. Her er der ikke boret brønde, og vandet fra floder og damme kan være fyldt med bakterier og smådyr.

10-årige Reem fra Juba i Sydsudan henter vand med hjem fra Nilen. Vandet i floden er forurenet, og flere børn er allerede blevet syge.
© UNICEF/2018/Meyer
Mange børn mangler rent vand

mennesker i verden har ikke adgang til rent vand.
Hvorfor er rent vand vigtigt?
Mennesker kan godt leve i flere uger uden mad, men vores kroppe dur ikke mere end et par dage uden vand. Så dør vi simpelthen af tørst. Kroppen er heller ikke ligeglad med, hvad det er for noget vand, vi drikker. Det skal være rent vand, ellers bliver vi syge af de bakterier, der gemmer sig i vandet.
Kan man blive syg af vand?
Hvis vandet ikke er rent eller renset, kan man blive syg af de bakterier og parasitter, der lever i vandet, og som vi ikke umiddelbart kan se.
Mange sygdomme smitter gennem vand, for eksempel:
- Diarré kan ramme en, hvis der er mange bakterier i vandet. Så kan det give diarré at drikke det. Faktisk er diarré forårsaget af beskidt vand og dårlig sanitet og hygiejne en af de største årsager til, at børn under 5 år dør i udviklingslande. Diarré kan blandt andet behandles med UNICEFs ORS-pulver, der er en blanding af sukker og salt. Blandingen hjælper børnenes væskebalance tilbage til normal, så de ikke dør af mangel på væske i kroppen.
- Kolera og tyfus er smitsomme mavesygdomme, der spreder sig gennem vand og fødevarer ved dårlig hygiejne. Sygdommene findes ikke i Danmark mere, men især i flygtningelejre, hvor mange mennesker er samlet på lidt plads, og uden ordentlige toiletforhold smitter sygdommen hurtigt. Sygdommene kan behandles med væske og medicin.
- Guineaorm er en parasit, der lægger larver i vand. Drikker man vand med larver i, vokser de sig store inde i kroppens organer og begynder at bore sig ud gennem huden, og så får man smerter og feber. Heldigvis er ormen tæt på at være udryddet.

Kvinder står i kø for at få rent vand fra en UNICEF-vandtank i Somalia.
© UNICEF/2017/Knowles-Coursin

En lille koleraramt dreng hviler sig på et UNICEF-støttet behandlingscenter i Somalia. Forurenet vand giver mange børn vandbårne sygdomme såsom kolera, diarré, tyfus.
© UNICEF/2017/Knowles-Coursin
Hvor meget vand har børn brug for om dagen?
Børn og voksne kan nøjes med 5 liter vand til at drikke og lave mad i hver dag. Men derudover skal vi også helst bruge 25-50 liter til at vaske hænder, børste tænder, bade og gøre rent. Det giver 30-55 liter vand om dagen per person. Til sammenligning bruger vi i Danmark omkring 100 liter vand om dagen hver. De 28 liter går til at trække ud i toilettet og 39 til personlig hygiejne som brusebad og tandbørstning.
5 liter
til mad og drikke.
25-50 liter
til at vaske hænder, børste tænder, bade og gøre rent.
Hvor er der vandmangel?
I de lande, hvor solen skinner hele dagen, og hvor der er varmt, bliver der ofte tørke. Det er for eksempel i de afrikanske lande, der ligger syd for Saharaørkenen. Når vandet i floder og vandløb fordamper, og brøndene også tørrer ud, så er det svært at skaffe vand. Klimaforandringerne er med til at gøre det værre, fordi tørkeperioderne varer endnu længere nu end tidligere. Hvert år bliver der også mindre vand til rådighed pr. indbygger i verden. Det er fordi, vi bliver flere mennesker på jorden, og fordi vi nogle steder forurener vores grundvand og vandforsyninger. Det gør vi blandt andet, hvis spildevand fra toiletter og fabrikker eller sprøjtemidler fra landbruget siver ned i grundvandet og i vores brøndboringer.

7-årige Rumering fra Jebel Yesua, Sydsudan, drikker forurenet vand, som hans mor giver ham.
© UNICEF/2018/Meyer

Rumerings søster, 2-årige Grace, spiser grød udenfor deres hjem. Grøden er lavet på forurenet vand.
© UNICEF/2018/Meyer

Rumerings familie har ikke adgang til rent vand. I stedet henter hans mor vand fra en forurenet kilde i nærheden.
© UNICEF/2018/Meyer
Er der fremskridt på vandområdet?
Ja! Aldrig før har så mange mennesker haft adgang til rent drikkevand – helt specifikt omkring 1,8 milliarder flere, end det var tilfældet i 2000. Men der er stadig 844 millioner mennesker, der IKKE har adgang til rent vand, og derfor er der stadig meget at arbejde for.

Hvad gør UNICEF for, at flere får rent vand, ordentlige toiletter og ikke bliver syge?
UNICEF er blandt andet med til at sørge for håndpumper, der kan nå ned til det rene grundvand. Det gør vi i samarbejde med dem, der skal bruge brønden. I en landsby kan beboerne for eksempel lave gravearbejdet, og så leverer vi brønden. Men det er ikke nok bare at aflevere brønden, så UNICEF sørger også for at landsbyboerne får undervisning i, hvordan de holder brønden ved lige. Samtidig med at brønden bliver lavet, får beboerne også undervisning i, hvordan de holder sig sunde. For eksempel, at de altid skal sørge for at vaske hænder, når de har været på toilettet og lave latriner og toiletter, så de ikke forurener brøndvandet.
Derudover sørger UNICEF for rent vand i katastrofer som for eksempel ved oversvømmelser, når vandet er blevet forurenet, eller i tørke, hvor der slet ikke er noget vand. Vi uddeler også vandrensningstabletter, så børn og voksne kan rense flodvand eller regnvand og drikke det uden at blive syge.
UNICEF sørger også for at undervise skolebørn i, hvordan de undgår at blive syg af vand, hvordan de kan rense det, og hvordan de kan undgå bakterier og sygdomme ved at vaske hænder med sæbe.
UNICEF har de fra 2014 til 2018 hjulpet over 100 millioner mennesker med at få adgang til vand, sanitet og hygiejne. Over halvdelen af disse mennesker befandt sig i humanitære krisesituationer. Læs mere om hvordan UNICEF sikrer adgang til rent vand her.

En ung pige drikker renset vand udenfor en UNICEF-støttet skole i Dafo, Djibouti.
© UNICEF/2018/Noorani

3-årige Sahira henter rent vand fra en UNICEF-vandtank i Irak.
© UNICEF/2017/Khuzaie
Sidst opdateret d. 20. april 2020.