
Vi hjælper
udstødte børn
Børn har ret til at høre til
Børn bliver hver dag ekskluderet, af grunde som etnisk tilhørsforhold, beskyldninger om at være heks, et handicap og rigtig mange andre ting. Vi kæmper for deres ret til at høre til. Til at være trygge og få en chance for at bruge de evner, de er født med.
INGEN børn er hekse
Uvidenhed er roden til meget ondt. Grace er kun 8 år gammel, alligevel har hun oplevet ting, ingen burde udsættes for. En lokal præst fik overbevist hendes mor og far om, at hun var en heks.
Forældrene bandt Graces hænder og lagde hende til at dø på en losseplads. Efter tre døgn i bagende sol uden vand og mad blev hun fundet af en venlig sjæl, der reddede hendes liv. Nu er Grace i sikkerhed. Og hendes forældre er i fængsel.
Vi opsøger og identificerer børn, der bliver beskyldt for at være hekse som Grace. Vi får børnene i sikkerhed. Og vi går i dialog med familier og lokalsamfund om fordomme og børns ret til tryghed og beskyttelse. Er der ikke potentiale for forsoning, sikrer vi børnene et alternativt trygt sted at vokse op.

Alle børn ret til at høre til
“Alle børn har ret til at gå i skole, så de kan få succes her i livet,” siger 12-årige Myrianne, der er albino.
Hun er stærk. “Jeg har ikke noget imod, at jeg har albinisme, fordi jeg ved, at min hud bare mangler pigment. Jeg er jo ikke syg,” siger hun. Og hun er ambitiøs. “Jeg vil være sygeplejerske, når jeg bliver voksen,” fortæller hun.
Det er selvtillid, styrke, vilkår og muligheder som hendes, vi kæmper for på vegne af alle børn, der ser anderledes ud, eller på anden måde er udsatte eller særligt sårbare.

Børn med handicap har ret til at lære
Børn har ret til at lære, lege og være en aktiv del af det samfund, de vokser op i. Også børn, der har et handicap, som Eduardinho. Han er 12 år, bor i Mozambique og elsker at gå i skole. Han smiler altid og har et strålende humør. Men det har han ikke altid haft grund til.
Eduardinhos liv har ændret sig helt markant, efter han fik hjælp. Før var han parkeret derhjemme. Han brugte ble, kunne dårligt tale og var ikke i stand til at gå. Rigtig mange børn lever med en form for handicap som ham. De har også ret til at få en fair chance.

Alle børn har brug for omsorg og styrke
Det er ikke let at være hiv-smittet som 7-årige Ruslan fra Tadsjikistan. Derfor er det også vigtigt med ekstra omsorg som supplement til den medicin, han får gratis på sundhedscenteret. Her er der også et børnevenligt område, hvor Ruslan er glad for at komme og lege. Han kan for eksempel læse tegneserier og børnebøger, som UNICEF har udviklet specielt til hiv-smittede børn og deres forældre.
Siden 2008 har vi samarbejdet med sundhedsministeriet i Tadsjikistan om bedre hiv-screening af gravide, rådgivning og psykosocial støtte til smittede børn og deres voksne og børnevenlige områder, hvor børnene kan blive stærkere på trods af deres diagnose.

Sådan hjælper UNICEF udstødte børn
Udstødte børn er sårbare. Vi kæmper for deres ret til tryghed, beskyttelse og inklusion.
- Vi opsøger og identificerer udstødte børn.
- Vi sikrer dem hjælp og evt. hjælpemidler, så de kan deltage i livet som andre børn.
- Vi hjælper dem med at komme i skole og få en uddannelse.
- Vi sikrer dem lægehjælp og medicin.
- Vi går i dialog med forældre og lokalsamfund for at bekæmpe fordomme.
- Vi opsøger politikere og beslutningstagere for at sikre børnenes rettigheder.
- Vi inddrager børnene selv, så de bliver hørt og får styrket deres selvtillid.