Støt

Indsatsområder

i Sydsudan

Verdens yngste land er i dyb krise

Sydsudan, verdens yngste land, tegner sig for en af de værste humanitære kriser i verden lige nu. Flere års borgerkrig, konflikt og tørke har efterladt befolkningen i akut nød, og mere end halvdelen af landets børn er ramt af sult, sygdom, tvungen rekruttering til væbnede grupper eller manglende skolegang.

Fødevarekrise

Økonomien i landet går kraftigt ned ad bakke, og for mange er det en evig udfordring at skaffe mad på bordet. Tørke og konflikt har skabt grobund for en omfattende og ødelæggende fødevarekrise, hvor børn og kvinder er særligt udsatte. Næsten 60 % af landets befolkning ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra. I 2014 var det 35 %.

Underernæringen blandt børn i Sydsudan har nået et alarmerende niveau. Mere end 1 million børn er lige nu ramt af underernæring, og deriblandt er hele 300.000 børn så underernærede, at de kan dø af det, hvis de ikke får hjælp. Flere områder i landet er i dag kun et skridt væk fra hungersnød.

UNICEF behandler børn for underernæring ved hjælp af en særlig, livreddende jordnøddemos, fuld af næring, vitaminer og mineraler. Med bare tre små pakker om dagen kan selv et alvorligt underernæret barn komme sig på få uger.

Sulten og den væbnede konflikt i Sydsudan gør landet til et meget farligt sted at være barn.

For 198 kr. kan du sørge for nøddemos, der sikrer 4 børn mad i en uge

Børn bliver fanget i krigens spind

Krigen har mange konsekvenser for børn. Især piger er i fare for at blive udsat for seksuelle krænkelser, børneægteskaber og udnyttelse.

Drenge er især i fare for at blive suget ind i den væbnede konflikt som aktive deltagere. Tusinder af sydsudanesiske drenge er blevet rekrutteret til at kæmpe for væbnede grupper og er blevet tvunget til at gøre de værste ting, man kan forestille sig.

UNICEF og partnere arbejder aktivt gennem fortalerarbejde og forhandling med ledere i væbnede grupper for at få børn i deres rækker frigivet. Siden begyndelsen af 2018 er 800 børnesoldater med UNICEFs hjælp blevet frigivet. Men frigivelsen er kun første skridt i en længere rejse for at få de frigivne børn tilbage til et normalt børneliv igen.

Umiddelbart efter en frigivelse sikrer UNICEF og partnere, at børnene bliver tilset af læger, og at de får krise- og psykosocial hjælp, så de kan få mulighed for at få bearbejdet de traumatiske oplevelser, som de alle bærer rundt på.

Herefter begynder den lange seje kamp, som det ofte vil være at få børnene indlemmet i deres familier og i deres lokalsamfund igen. Her spiller UNICEF også en rolle og hjælper barnet med at finde vejen hjem til sin gamle tilværelse.

Når tidligere børnesoldater vender hjem, er UNICEF med til at sørge for, at det bliver så smidigt som muligt for børnene at blive en del af deres familier på ny. Derfor modtager familierne ved deres børns hjemkomst tre måneders hjælp til fødevarer, og børnene bliver også undervist i færdigheder, som de kan bruge til at tjene penge og dermed bidrage til familiens husholdning og evne til at skaffe mad på bordet. Det at gøre familierne selvforsynende har faktisk også en forebyggende effekt: for hvis familierne er i stand til at mætte alle munde, så bliver risikoen for, at barnet igen vil føle sig nødsaget til at slutte sig til væbnede grupper, mindre.

børnesoldater i sydsudan er blevet frigivet i 2018
Den 17. maj 2018 blev 210 børn frigivet fra armerede grupper i Sydsudan. Børnene blev frataget deres våben og givet civiltøj. Efter en frigivelse bliver børnene undersøgt fysisk og de får rådgivning og psykosocial støtte som en del af reintegrationsprogrammet, som er udarbejdet af UNICEF og vores partnere. Det bliver vurderet, at 19.000 børn fortsat kan findes i geledderne hos væbnede styrker og grupperinger i Sydsudan. Derfor er der stadig meget at gøre, og UNICEF arbejder ufortrødent med sine partnere for at realisere flere frigivelser af børn fra væbnede grupper i fremtiden.

19.000

børn i Sydsudan er fortsat i
de væbnede styrker i landet

Krig betyder også mangel på skolegang

Den humanitære situation i landet er også årsag til et andet problem, som truer med at kaste lange skygger ind over børnenes fremtid. Krisen i landet betyder nemlig, at hundredetusinder af børn i landet ikke kan komme i skole. Sydsudan er i dag faktisk indehaver af en rekord, som intet land har lyst til at holde: verdens højeste andel af børn, der ikke går i skole. Mere end 2 millioner børn – over 70 procent af de børn, der burde gå i skole – modtager ikke nogen undervisning.

UNICEF arbejder for, at så mange børn som muligt kan få glæde af skolegang i Sydsudan, hvor hele 2 millioner børn ikke går i skole. Det gør vi blandt andet ved at uddanne lærere i at undervise og ved at uddele skolematerialer, skoleudstyr og UNICEF-sportskasser fulde af sjove og lærerige lege til de mange børn, der brænder for at lære.

13-årige Sebit Mabiel fra landsbyen Kaikuiny i Jonglei-delstaten holder lidt genert i sin favn skolematerialer, som han har fået af UNICEF.

Børn i flygtningekrise

Ikke overraskende får mange sydsudanesiske familier i lyset af den buldrende humanitære krise lyst til at søge en bedre fremtid udenfor landets grænser. Derfor har den humanitære situation også skabt en af verdens værste flygtningekriser.

Mere end 2,5 millioner sydsudanesere, herunder over 1 million børn, er flygtet til Sydsudans nabolande. Og over halvanden million mennesker er fordrevet inden for landets grænser.

Hvad gør UNICEF for børn i Sydsudan?

UNICEF arbejder indædt for at hjælpe børn ramt af krisen i Sydsudan med beskyttelse, sundhed og skolegang. UNICEF arbejder for frigivelse af børnesoldater, og vi kæmper for at give landets børn den skolegang, som ethvert barn fortjener. I 2017 kunne UNICEF sende 320.000 børn tilbage i skole. Vi behandlede 207.000 børn mod alvorlig og akut underernæring og vaccinerede 1,8 millioner børn mod mæslinger. Og arbejdet fortsætter.

millioner sydsudanesere er på flugt

Statistik over børn i Sydsudan

  • Befolkning: Der bor ca. 7,1 millioner børn i Sydsudan ud af en befolkning på 13,2 millioner mennesker.
  • Børnedødelighed: 96 ud af 1000 børn dør før de fylder 5 år.
  • Uddannelse: 24% af alle børn færdiggør folkeskolen.
  • Fødselsregistrering: 35% af alle børn bliver registreret ved fødslen.
  • Geografi: Sydsudan er en indlandsstat i det nordøstlige Afrika, der grænser op til Sudan, Etiopien, Kenya, Uganda, DR Congo og den Centralafrikanske Republik.

Læs mere om UNICEFs arbejde i Sydsudan.

Grarup x UNICEF

Grarups tur til Sydsudan

Tag med til Sydsudan – landet der drukner

Læs mere

    Konsekvenser af sult og underernæring

      Hjælp børn der sulter! Flere millioner er i livsfare