Støt

Saxo deler læseglæden

med verdens børn

 

Saxo for UNICEF

Partnerskabet med Saxo har fokus på FN’s verdensmål #4, der handler om adgang og ret til kvalitetsuddannelse for alle børn. Konkret har partnerskabet særlig fokus på at sprede læseglæde og læseoplevelser, der hjælper flere af verdens børn med at lære at læse.

Mere end bare at sælge bøger

Saxos partnerskab med UNICEF giver ikke blot muligheder for at dele flere bøger, læseglæde og læseoplevelser til verdens børn. Partnerskabet er samtidig et vigtigt element, der er med til at understøtte Saxos kerneværdier om at udbrede glæden ved litteratur og inspirere til store læseoplevelser, samt målet om at ville mere end bare at sælge bøger.

Saxos partnerskab med UNICEF understøtter FN’s Verdensmål 4, som har til hensigt at sikre alle børn lige adgang til kvalitetsuddannelse, og det er fantastisk, at så mange vælger at hjælpe børn ind i bøgernes verden. Det er nemlig langt fra alle børn, der er så heldige at have let adgang til bøger og læsestof, og for dem kan en enkelt bog og evnen til at læse ændre liv, fortæller Direktør hos Saxo, Natasha Brandt.

Det er langt fra alle børn, der er så heldige at have let adgang til bøger og læsestof, og for dem kan en enkelt bog og evnen til at læse ændre liv.

  • Natasha Brandt, Direktør hos Saxo

Saxos læsere deler deres læseglæde med verdens børn

Saxos læsere er en vigtig del af fundamentet i partnerskabet. For når læserne køber bøger på saxo.com, kan de med et enkelt klik donere et mindre beløb til UNICEF og dermed dele deres læseglæde med verdens børn.

Og donationsknappen er populær blandt Saxos læsere. Siden partnerskabets start i 2018, har den indsamlede flere millioner kroner til verdens børn. Omregnet svarer den samlede donationen til, at Saxo og UNICEF sammen har givet mere end 100.000 højtlæsningsbøger til verdens børn.

Læs også mere om samarbejdet på Saxos hjemmeside.

En UNICEF rapport, der er kommet i kølvandet på COVID-19, understreger, hvor vigtigt det er at styrke skole- og uddannelsesområdet – ikke blot fordi mange børn har mistet væsentlig læring, men også fordi skolerne er vigtige sikkerhedsnet. Vi er utrolig glade for den imponerende støtte fra Saxo og deres læsere, der er med til at gøre en forskel for børn over hele verden.

  • Susanne Dahl, Generalsekretær i UNICEF Danmark

Danske børns læseglæde skal også i fokus

I partnerskabet arbejder Saxo og UNICEF også sammen for at sprede læseglæde blandt børn i Danmark. I 2020 skete det blandt andet i forbindelse med Verdens Bogdag, hvor flere børnebogsforfattere læste højt af deres bøger på sociale medier. Og op til sommerferien delte UNICEF-ambassadører og andre kendte ansigter ud af deres bedste tips til sommerferielæsning, som danske børn kunne dykke ned i.

Blandt andet var René Toft Simonsen, Rasmus Kolbe/Lakserytteren, Thomas Korsgaard, Sofie Østergaard og Lise Rønne med til at dele ud af deres boganbefalinger.

 

Fakta

Knap 620 millioner børn og unge verden over lykkes ikke at tilegne sig basale læse- og regnefærdigheder, til trods for at 2/3 af dem går i skole.

115 millioner unge er analfabeter og har aldrig tilegnet sig basale læsefærdigheder.
59% er unge kvinder.

Man finder færrest børn der kan læse i Sydasien samt i Afrika syd for Sahara.

Partnerskab

Vil I indgå i et partnerskab med UNICEF?

Novo Nordisk vil forebygge overvægt og fedme blandt børn

Partnerskab: Pandora sætter fokus på empowerment, uddannelse og ligestilling

Globalt samarbejde

Nationalt Samarbejde