Hvad er UNICEFs holdning til mandlig omskæring?


UNICEF er ikke generelt fortaler for mandlig omskæring.

Men vi understøtter anbefalingen fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Det Forenede Nationers Program mod HIV/AIDS (UNAIDS) om, at frivillig mandlig omskæring er en vigtig del af indsatsen for at nedsætte omfanget af HIV-smitte hos mænd i 14 afrikanske lande. I de værst ramte lande smittes en ung hvert andet minut med HIV, og alle redskaber skal tages i brug, hvis vi ikke forsat skal se et stort antal børn smittede eller efterladt alene pga. HIV/AIDS. Cirka 16 millioner børn har mistet en eller begge forældre pga. HIV/AIDS. 

Retningslinjerne fra WHO og UNAIDS om mandlig omskæring er primært rettet mod unge og voksne, men anerkender også de langsigtede sundhedsmæssige fordele ved omskæring af drenge i en tidlig alder. Der er relativt lavere risiko for kirurgiske komplikationer forbundet med omskæring af nyfødte i forhold til omskæring af unge og ældre mænd. I overensstemmelse med WHO’s retningslinjer rådgiver UNICEF om, at omskæring skal ske på en medicinsk forsvarlig måde, at der skal rådgives om risici og fordele og at omskæring kun må finde sted med forældre/hververs fulde accept. 

UNAIDS har blandt andet udregnet, at hvis 80 procent af mænd mellem 15 og 49 år fra år 2015 og frem var omskåret, vil 3,4 mio. færre mennesker være HIV-smittede i 2025. 
 

Hvorfor omskære mænd?


Selvom UNICEF ikke er generelt fortaler for mandlig omskæring, lytter vi til fagkundskaben, nemlig WHO og UNAIDS, der som en del af indsatsen for at forhindre en fortsat voldsom HIV-smitte i 14 afrikanske lande, anbefaler frivillig mandlig omskæring. Tre store kliniske forsøg mellem 2005 og 2007 viste, at omskæring udført af uddannet sundhedspersonale væsentligt reducerede sandsynligheden for overførsel af HIV-smitte hos mænd - med op til 60 procent. På verdensplan er cirka hvert tredje mand omskåret, med store kulturelle og regionale forskelle.

Hvis du vil læse mere om, hvad WHO og UNAIDS siger, så gå ind her. UNICEF baserer sit arbejde og anbefalinger på området på disse to sundhedsautoriteters arbejde. I dokumenterne kan du også finde referencer til de to organisationers videnskabelige undersøgelser. 


Hvordan mindsker omskæring risikoen for HIV-infektion?


Hos en ikke-omskåret mand er vævet på den forreste, inderste del af penis en tynd slimhindeoverflade med celler, som gør, at HIV-virus nemmere optages. Hertil kommer, at enhver skade på slimhinden udsætter manden for smittefare med HIV og andre seksuelt overførte infektioner. Efter fjernelse af forhuden ved omskæring bliver slimhindeoverfladen på penishovedet tykkere, og derved reduceres risikoen for smitte betydeligt.

Udover at mindske HIV kan mandlig omskæring også føre til, at manden har langt lavere risiko for penis-cancer og en lavere risiko for at få andre seksuelt overførte infektioner. Undersøgelser tyder også på, at kvindelige partnere af omskårne mænd har en lavere risiko for livmoderhalskræft. HPV er den mest almindelige seksuelt overførte infektion verden over. Undersøgelser viser også lavere grader af urinvejsinfektioner hos drengebørn, der er omskåret.

Læs mere om WHO's videnskabelige undersøgelser:

 

Hvordan arbejder UNICEF med HIV-forebyggelse?


Rådgivning om frivillig mandlig omskæring er kun en meget lille del af UNICEFs indsats for at forebygge HIV/AIDS. UNICEFs arbejde omfatter blandt andet også: 

  • Rådgivning og kampagner, som skal fremme sikker sex

  • Uddeling af kondomer og rådgivning om brugen – både kvindelige eller mandlige kondomer 

  • HIV-test og rådgivningstjenester

  • Behandling af seksuelt overførte infektioner 

  • Indsats for at sikre adfærdsændringer og nedsætte graden af stigmatisering af smittede 

  • Rådgivning og hjælp til særligt udsatte grupper, f.eks. stofmisbrugere

  • Sikre, at HIV/AIDS ikke overføres fra mor til barn

  • Hjælp til børn og unge, som står alene efter at have mistet forældre pga. HIV/AIDS

  • Antiretroviral behandling til mennesker, der er smittede med HIV

Læs mere her: https://www.unicef.org/aids/

Hvis du har spørgsmål
I debatten om mandlig omskæring kan både tone, retorik samt brug af billeder fra modstandere ind i mellem være meget skarp og i nogle tilfælde så upassende, at den falder udenfor god tone på sider, der også retter sig mod børn. Vi vil derfor henvise til, at du altid har muligheden for at kontakte os direkte på unicef@unicef.dk, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.  

 

Pressekontakter:

Line Grove Hermansen
Kommunikations-
direktør
T: 35 27 38 28​
M: 20 14 44 30
Send e-mail

Julie Troldborg
Presseansvarlig
M: 29 80 18 45​
Send e-mail

Mads Nørgaard-Larsen
Pressemedarbejder
M: 27 46 63 33
Send e-mail

Facebook