Indhold i dette modul
Mekanismer til at beskytte børn og unges rettigheder
I de forrige moduler har du stiftet bekendtskab med en række af de rettigheder, børn og unge har fra FN’s Børnekonvention eller fra national lovgivning. Som du har set i modulerne, kan en børnevenlig kommune arbejde med at fremme børn og unges rettigheder på et utal af måder, der dog alle har det til fælles, at de fokuserer på at operationalisere rettighedernes intentioner, så de sættes i spil i en kommunal kontekst.
Modulerne har imidlertid endnu ikke berørt begrebet beskyttelsesmekanismer. Dette begreb knytter sig til den antagelse, at det ikke er tilstrækkeligt for børn og unge at have rettigheder, som ansvarsbærere og offentlige myndigheder er forpligtet til at fremme. Der bør samtidig være konkrete mekanismer til at beskytte børn og unge i de tilfælde, hvor rettighederne i særlig grad risikerer at blive sat under pres eller krænket.
Et eksempel på en beskyttelsesmekanisme er en lokalt vedtaget procedure for underretninger i en daginstitution. Denne procedure har til formål at beskytte børn og unges rettigheder. Når institutionen har klare retningslinjer for, hvornår og hvordan myndighederne skal inddrages ved bekymring for et barn, understøtter det barnets ret til beskyttelse. Det bidrager samtidig til en tryg og sikker opvækst uden omsorgssvigt, overgreb eller vold.
Her følger en kort refleksionsøvelse, inden vi vender tilbage til forskellen på rettigheder og beskyttelsesmekanismer.
Refleksionsøvelse
Helle Rabøl er jurist med mange års kendskab til børnekonventionen. Du får i denne video hendes korte forklaring af, hvad beskyttelsesmekanismer handler om og hvilke beskyttelsesregler, der findes – særligt på skoleområdet.
Se videoen og reflektér over følgende:
Har du kendskab til lokale beskyttelsesmekanismer i din kommune, der med fordel kan blive justeret, så de bedre værner om børn og unges retssikkerhed?
På hvilke områder kan din kommune med fordel vedtage nye beskyttelsesregler?
Inddragelse af børn og unge som beskyttelsesmekanisme
Børneinddragelseseksperten Laura Lundy betragter også inddragelse som en beskyttelse af børn og unge. Hun taler om inddragelse og beskyttelse som to sider af samme sag – ikke som en modsætning mellem inddragelse og beskyttelse. De to perspektiver supplerer hinanden. Inddragelse er i høj grad også en form for beskyttelse, fordi vi anerkender børn og unge som aktører i eget liv og giver dem mulighed for at få indflydelse på forhold, der vedrører dem, inden voksne træffer beslutninger eller afgørelser med betydning for deres liv. Det er også en form for beskyttelse, at vi ruster børn og unge til at kunne handle og dermed styrker deres mestring af eget liv.
Forskellen på rettigheder og beskyttelsesmekanismer
Som ansat i en UNICEF Børnevenlig Kommune kan det skærpe dit rettighedsblik, hvis du kan vurdere, om en given regel i din kommune er en beskyttelsesmekanisme eller en rettighed i sig selv.
Er der tale om en rettighed i sig selv, vil ansvarsbærerens tilgang være præget af et fokus på, hvordan man kan fremme den. Som eksempel kan det være, at retten til at udtrykke sig kan fremmes gennem konkrete værktøjer til at inddrage børn og unge.
Er der derimod tale om en beskyttelsesmekanisme, så vil tilgangen i højere grad være præget af et fokus på, hvilke procedurer der bør iværksættes i tilfælde af, at rettigheden krænkes. En beskyttelsesmekanisme er altså til for at beskytte en rettighed.
Sondringen mellem rettigheder og beskyttelsesmekanismer har betydning for evnen til at adskille, hvornår man som ansvarsbærer spiller en rolle i at fremme en rettighed, og hvornår man spiller en rolle i at beskytte en rettighed, der er ved at blive krænket.
Juridisk set kan sondringen mellem formel og materiel ret være gavnlig for at adskille rettigheder for beskyttelsesmekanismer. Rettigheder kan nemlig både være af formel og materiel karakter, mens beskyttelsesmekanismer ofte alene har formel karakter.
Formel og materiel ret
Formel ret handler om de processuelle regler. Det omfatter blandt andet regler for, om et barn eller en ung har ret til at klage til en myndighed, hvornår barnet eller den unge skal inddrages, og hvilke tidsfrister der gælder.
I et forvaltningsretligt perspektiv drejer formel ret sig om processen, der fører frem til en beslutning eller afgørelse med betydning for barnet eller den unge.
Materiel ret handler om det konkrete udfald for barnet eller den unge. Det kan fx være en afgørelse om skoleflytning eller bevilling af hjælpemidler, fordi barnet eller den unge har behov for særlig støtte.
Børn og unges adgang til uddannelse er et område, hvor der er flere eksempler på, hvordan materiel ret knytter sig til en rettighed, mens formel ret knytter sig til en beskyttelsesmekanisme. For eksempel har børn og unge ret til uddannelse uden hindringer, også når de har en funktionsnedsættelse, der kan gøre deltagelsen vanskelig. Hvis denne ret ikke respekteres, kan et effektivt klagesystem fungere som en beskyttelsesmekanisme. Beskyttelsesmekanismer kan derfor på uddannelsesområdet ses som ventiler, der træder i kraft, når en rettighed bliver krænket.
Beskyttelsesregler kan i nogle tilfælde blive overset
Undersøgelser lavet af Ombudsmanden har vist, at voksne kan have en tendens til at undervurdere de formelle beskyttelsesregler, når kompetencen til at træffe de materielle afgørelser ikke er placeret hos dem selv.
Et eksempel er, når en lærer skal følge de formelle regler ved udarbejdelsen af en underretning. Det er herefter forvaltningen, der har kompetencen til at afgøre, om underretningen skal føre til en foranstaltning. Det ændrer dog ikke på, at den voksne stadig har et ansvar for at skabe de bedst mulige processuelle rammer for børn og unge.
Her kan man læse mere om Ombudsmandens udtalelser på dette område
Safeguarding
Begrebet safeguarding – som i Danmark ofte kaldes for børnebeskyttelse – dækker over en systematisk og organisatorisk tilgang til at forebygge, identificere og reagere på enhver form for krænkelse, skade, vold, misbrug, udnyttelse eller forsømmelse af børn og unge. Artikel 3 i FN’s Børnekonvention fastslår, at barnets bedste altid skal være det primære hensyn i arbejdet med børn og unge. Dette princip er centralt både for politikudvikling og beslutningsprocesser og for god praksis.
Det handler om at skabe strukturer, kultur og praksis, der aktivt bidrager til at gøre omgivelserne trygge og sikre for børn og unge. Med andre ord: Det handler om at sikre, at alle børn og unge mødes af voksne og systemer, der beskytter deres trivsel, rettigheder og udvikling. Safeguarding er dermed ikke kun en reaktiv indsats, men en grundlæggende beskyttelsesmekanisme, der integreres i organisationers daglige arbejde, beslutninger og ansvar.
Safeguarding i en kommunal kontekst
I en kommune indebærer safeguarding en helhedsorienteret tilgang til at imødekomme både sociale, pædagogiske og juridiske beskyttelsesbehov hos børn og unge. Behovene kan opstå i mange forskellige sammenhænge – og ofte i situationer, hvor barnet eller den unge befinder sig i en udsat eller sårbar position.
- En effektiv safeguarding-indsats i kommunalt regi forudsætter derfor
- tydelige procedurer for forebyggelse, opsporing og håndtering af bekymringer
- klare roller og ansvar blandt medarbejdere
- viden om tegn på mistrivsel og overgreb
- godt samarbejde på tværs af fagområder
- en kultur, hvor det er legitimt og forventet at handle på bekymringer.
Inspiration
I inspirationsbanken finder du cases, værktøjer, koncepter og UNICEF-initiativer, der kan inspirere dit arbejde.
Du kan blandt andet finde denne case, der viser hvordan Aalborg Kommune har arbejdet med safeguarding i en konkret sammenhæng, hvor to unge skulle holde et oplæg til en stor konference.
Når unge indtager scenen – et safeguardet elevoplæg på et tæt pakket KL-topmøde
Da Josefine-Marie og Adam fra Aalborg Fælleselevråd blev inviteret med til KL’s Børne og Unge Topmøde for at holde oplæg foran en fyldt sal, stod det klart for Aalborg Kommune, at de måtte på banen for at skabe trygge rammer (…).
Safeguarding i praksis – medarbejderperspektivet
For fagprofessionelle som lærere og pædagoger, der arbejder tæt med børn og unge i hverdagen, er elementer af safeguarding allerede en integreret del af praksis. Det kan blandt andet være opmærksomhed på trivsel, relationsarbejde og håndtering af bekymringer.
Samtidig er disse praksisser ofte implicitte og baseret på erfaring og faglig dømmekraft, snarere end på fælles, systematiserede retningslinjer. I Danmark er arbejdet med safeguarding dog i høj grad rammesat af lovgivning – særligt serviceloven, barnets lov og reglerne om underretningspligt – som forpligter fagprofessionelle til at reagere, hvis et barn eller en ung mistrives eller er i risiko for overgreb.
Safeguarding-perspektivet supplerer denne lovgivningsmæssige ramme ved at sætte fokus på en systematisk og forebyggende tilgang, hvor fælles retningslinjer, procedurer og en stærk kommunal kultur understøtter, at lovgivningen omsættes til konsekvent og kvalificeret praksis i hverdagen.
Safeguardingperspektivet bidrager til at:
- gøre eksisterende praksis mere tydelig og fælles
- styrke systematik og ensartethed i arbejdet
- koble daglig praksis til klare kommunale rammer
- understøtte medarbejdere i at handle rettidigt og professionelt.
En kommune, der arbejder ud fra en rettighedsbaseret tilgang, kan derfor med fordel forholde sig til safeguarding alle steder og i alle sammenhænge, hvor børn og unge færdes, fysisk såvel som online.
Samarbejde med børn og unge – FN’s principper for medbestemmelse
Når man inddrager børn og unge, er anbefalingen altid at tage udgangspunkt i FN’s principper for meningsfuld medbestemmelse. Det betyder, at deres deltagelse altid skal være tryg, frivillig og respektfuld.
Man skal sikre, at børn og unge
- får tydelig information inden/før og ved, hvad de siger ja til
- bliver lyttet til og taget seriøst – tilpasset alder og modenhed
- oplever, at deres perspektiver gør en forskel – herunder modtager tilbagemelding på deres deltagelse
- deltager på en måde, der er tryg og tilpasset deres behov.
På den måde er samarbejdet med børn og unge ikke kun en metode, men en vigtig del af at respektere deres rettigheder og styrke kvaliteten i jeres arbejde.
Et fælles ansvar
Safeguarding er ikke en ekstra opgave. Som UNICEF Børnevenlig Kommune er det en del af jeres faglighed og kvalitet. Alle har et ansvar for at være opmærksomme, stille spørgsmål og handle, hvis noget ikke føles rigtigt.
Vigtige opmærksomhedspunkter er:
- Hvordan påvirker jeres arbejde børn og unge?
- Hvordan reagerer I, hvis I oplever eller får bekymringer om utryghed eller grænseoverskridende adfærd?
- Hvordan sikrer I løbende refleksion og forbedring af jeres praksis?
På den måde bliver safeguarding et fælles fundament for arbejdet i jeres kommune, og en forudsætning for den tillid børn, unge, forældre og samarbejdspartnere viser jer.
Inspiration
I inspirationsbanken finder du cases, værktøjer, koncepter og UNICEF-initiativer, der kan inspirere dit arbejde. Du kan blandt andet finde et værktøj til, hvordan din kommune kan arbejde målrettet med safeguarding og se et eksempel på, hvordan Aalborg Kommune har safeguardet to unge i forbindelse med et oplæg på en konference.
Sådan laver I en politik for safeguarding i din kommune
En kommunal politik for safeguarding er et første skridt til at minimere risikoen for, at børn og unge kommer til skade, bliver misbrugt eller udnyttet. En vedtaget politik kan samtidig sikre etiske og trygge rammer i alle aktiviteter, der involverer børn og unge (…).
