FN’s Børnekonvention – alle børn har rettigheder
Børnekonventionen er verdens vigtigste aftale om børns rettigheder. Den består af 54 artikler, der fastslår, at alle børn har ret til blandt andet sundhed, uddannelse, beskyttelse og medbestemmelse.
Her kan du blive klogere på Børnekonventionen, hvad den betyder for børn, og hvordan UNICEF arbejder for, at rettighederne bliver respekteret og opfyldt.
Hvad er Børnekonventionen?
FN’s Børnekonvention blev vedtaget den 20. november 1989 og er verdens mest udbredte menneskerettighedskonvention. Mere end 190 lande har tiltrådt den. Danmark gjorde det i 1991.
Rettighederne gælder alle børn under 18 år, uanset hvem de er, og hvor de vokser op.
Børns grundlæggende rettigheder
De 54 artikler dækker alle dele af et barns liv. De slår blandt andet fast, at børn har ret til:
UNICEF arbejder for børns rettigheder
Børnekonventionen er grundlaget for UNICEFs arbejde. Som FN’s børneorganisation arbejder vi for, at rettighederne ikke kun findes på papir, men bliver til virkelighed i børns liv.
Vi samarbejder med regeringer og myndigheder om at omsætte konventionen til lovgivning og konkrete indsatser. Vi finansierer programmer, rådgiver myndigheder, uddanner lærere og embedsmænd og leverer materialer, der styrker arbejdet for børns rettigheder.
Samtidig holder UNICEF regeringer fast på de forpligtelser, de har påtaget sig gennem Børnekonventionen.
Børn skal kende deres rettigheder
Rettigheder gør størst forskel, når børn kender dem og bliver hørt. Derfor arbejder UNICEF for, at børn får viden om deres rettigheder og mulighed for at bruge deres stemme.
I Danmark gør vi det blandt andet gennem undervisning og initiativer, hvor børn får mulighed for at komme til orde. Det gælder f.eks. Børnenes Nytårstale og Rettighedsskoler.
Børnekonventionens artikler
Her får du Børnekonventionens 54 artikler – kort forklaret. Hold musen over den enkelte artikel for mere information.
Her får du Børnekonventionens 54 artikler – kort forklaret. Tryk på den enkelte artikel for mere information.

Alle mennesker under 18 år er børn.

Alle børn har samme rettigheder uanset baggrund, bopæl, udseende, religion, sprog, handicap eller økonomiske forhold.

Når voksne træffer beslutninger, skal de tage hensyn til, barnets bedste. Regeringen skal sikre, at fx børnehaver og skoler passer godt på børnene.

Regeringen skal gøre alt, hvad den kan, for at sikre, at alle børn i landet får opfyldt rettighederne i denne konvention.

Regeringen skal sikre, at forældre og samfund hjælper børn med at forstå deres rettigheder. Jo ældre børn, jo mindre vejledning har de brug for.

Alle børn har ret til at leve, overleve og udvikle sig. Regeringen skal sikre, at børn får de bedst mulige betingelser for det.

Alle børn har fra fødslen ret til en nationalitet, et navn og til – hvis muligt – at kende og blive passet af deres forældre.

Børn har ret til deres identitet – og mister de den, skal regeringen hjælpe med at genoprette den.

Børn må kun adskilles fra deres forældre, hvis det er nødvendigt – og har altid ret til kontakt med dem, medmindre det skader barnet.

Hvis et barn bor i et andet land end sine forældre, skal regeringer hjælpe dem med at kunne rejse, så de kan være sammen.

Regeringen skal forhindre, at børn ulovligt bortføres til eller tilbageholdes i udlandet.

Børn har ret til frit at sige deres mening om emner, der er vigtige for dem. Voksne skal lytte og tage børn alvorligt.

Børn har ret til at dele deres viden, tanker og følelser med andre ved at tale, tegne, skrive eller lignende med mindre det skader andre.

Børn har ret til egne meninger, tanker og religion – med forældrenes vejledning tilpasset barnets alder.

Børn kan deltage i klubber eller organisationer, og de kan mødes med andre, så længe det ikke skader.

Alle børn har ret til privatliv. Loven skal beskytte børns privatliv, familie, hjem, ry og kommunikation mod alle angreb.

Børn har ret til information fra medier og bøger – og voksne skal beskytte dem mod skadeligt indhold.

Forældre/værger har hovedansvaret for barnets opdragelse og skal altid handle i barnets interesse, med støtte fra regeringen.

Regeringen skal beskytte børn mod vold, overgreb og omsorgssvigt begået af mennesker, der har med børnene at gøre.

Børn, der ikke kan bo hos deres familie, skal passes godt på af andre voksne, som skal respektere deres religion, kultur og sprog.

Ved adoption skal barnets bedste altid komme først – også når det gælder adoption til et andet land.

Børn, der flygter til et andet land, skal have hjælp, beskyttelse og de samme rettigheder som børn i landet.

Børn med handicap har ret til et godt liv. Regeringen skal fjerne forhindringer, så de kan deltage aktivt i samfundet.

Børn har ret til sundhed, rent vand, sund mad og et sikkert miljø – og til viden om at holde sig sunde.

Et anbragt barn bor ikke hos sine forældre. Barnets situation skal jævnligt tjekkes for at sikre, at det er det bedste for barnet.

Regeringen skal give penge eller anden støtte for at hjælpe børn fra fattige familier.

Børn har ret til mad, tøj og et trygt hjem – og regeringen skal hjælpe familier, der ikke har råd.

Alle børn har ret til gratis skolegang – med respekt for deres rettigheder og uden vold.

Uddannelse skal udvikle børns evner og lære dem at respektere andres rettigheder, kulturer og miljøet.

Børn har ret til eget sprog, kultur og religion – også når de tilhører et mindretal.

Alle børn har ret til at hvile sig, til fritid, til at lege og deltage i kulturelle og kreative aktiviteter.

Børn skal beskyttes mod arbejde, der skader deres sundhed, udvikling eller skolegang.

Regeringen skal beskytte børn mod at tage, lave, bære eller sælge farlige stoffer.

Regeringen skal beskytte børn mod alle former for seksuel udnyttelse og overgreb.

Regeringen skal sikre, at børn ikke bliver bortført eller solgt eller taget med til andre lande eller steder for at blive udnyttet.

Børn har ret til at blive beskyttet mod alle slags udnyttelse, selv hvis det ikke er nævnt i den her konvention.

Børn, der bryder loven, har ret til juridisk hjælp og kontakt med familien – fængsel må kun være sidste udvej og aldrig med voksne.

Børn har ret til at blive beskyttet, når der er krig. Ingen børn under 15 år må blive soldat eller deltage i krig.

Børn, der har været udsat for overgreb, omsorgssvigt eller krig, har ret til hjælp til at genvinde sundhed og værdighed.

Børn anklaget for lovbrud har ret til juridisk hjælp og retfærdig behandling – fængsel kun som sidste udvej.

Hvis et lands love beskytter børns rettigheder bedre end den her konvention, skal man bruge landets love.

Regeringen skal sørge for at fortælle børn og voksne om den her konvention, så alle kender til børns rettigheder.

Artikel 43–54 beskriver, hvordan regeringer, FN og organisationer samarbejder om at sikre børns rettigheder.
Ofte stillede spørgsmål om FN’s Børnekonvention