FN’s Børnekonvention – alle børn har rettigheder

Børnekonventionen er verdens vigtigste aftale om børns rettigheder. Den består af 54 artikler, der fastslår, at alle børn har ret til blandt andet sundhed, uddannelse, beskyttelse og medbestemmelse.

Her kan du blive klogere på Børnekonventionen, hvad den betyder for børn, og hvordan UNICEF arbejder for, at rettighederne bliver respekteret og opfyldt.

Hvad er Børnekonventionen?

FN’s Børnekonvention blev vedtaget den 20. november 1989 og er verdens mest udbredte menneskerettighedskonvention. Mere end 190 lande har tiltrådt den. Danmark gjorde det i 1991.

Rettighederne gælder alle børn under 18 år, uanset hvem de er, og hvor de vokser op.

Børns grundlæggende rettigheder

De 54 artikler dækker alle dele af et barns liv. De slår blandt andet fast, at børn har ret til:

liv, overlevelse og udvikling
sundhed
uddannelse
beskyttelse mod vold og overgreb
at blive hørt og have indflydelse på forhold, der vedrører dem
ligebehandling og beskyttelse mod diskrimination

Download FN’s Børnekonvention

Download konventionen som plakat

UNICEF arbejder for børns rettigheder

Børnekonventionen er grundlaget for UNICEFs arbejde. Som FN’s børneorganisation arbejder vi for, at rettighederne ikke kun findes på papir, men bliver til virkelighed i børns liv.

Vi samarbejder med regeringer og myndigheder om at omsætte konventionen til lovgivning og konkrete indsatser. Vi finansierer programmer, rådgiver myndigheder, uddanner lærere og embedsmænd og leverer materialer, der styrker arbejdet for børns rettigheder.

Samtidig holder UNICEF regeringer fast på de forpligtelser, de har påtaget sig gennem Børnekonventionen.

Børn skal kende deres rettigheder

Rettigheder gør størst forskel, når børn kender dem og bliver hørt. Derfor arbejder UNICEF for, at børn får viden om deres rettigheder og mulighed for at bruge deres stemme.

I Danmark gør vi det blandt andet gennem undervisning og initiativer, hvor børn får mulighed for at komme til orde. Det gælder f.eks. Børnenes Nytårstale og Rettighedsskoler.

Børnekonventionens artikler

Her får du Børnekonventionens 54 artikler – kort forklaret. Hold musen over den enkelte artikel for mere information.

Her får du Børnekonventionens 54 artikler – kort forklaret. Tryk på den enkelte artikel for mere information.

Alle mennesker under 18 år er børn.

Alle børn har samme rettigheder uanset baggrund, bopæl, udseende, religion, sprog, handicap eller økonomiske forhold.

Når voksne træffer beslutninger, skal de tage hensyn til, barnets bedste. Regeringen skal sikre, at fx børnehaver og skoler passer godt på børnene.

Regeringen skal gøre alt, hvad den kan, for at sikre, at alle børn i landet får opfyldt rettighederne i denne konvention.

Regeringen skal sikre, at forældre og samfund hjælper børn med at forstå deres rettigheder. Jo ældre børn, jo mindre vejledning har de brug for.

Alle børn har ret til at leve, overleve og udvikle sig. Regeringen skal sikre, at børn får de bedst mulige betingelser for det.

Alle børn har fra fødslen ret til en nationalitet, et navn og til – hvis muligt – at kende og blive passet af deres forældre.

Børn har ret til deres identitet – og mister de den, skal regeringen hjælpe med at genoprette den.

Børn må kun adskilles fra deres forældre, hvis det er nødvendigt – og har altid ret til kontakt med dem, medmindre det skader barnet.

Hvis et barn bor i et andet land end sine forældre, skal regeringer hjælpe dem med at kunne rejse, så de kan være sammen.

Regeringen skal forhindre, at børn ulovligt bortføres til eller tilbageholdes i udlandet.

Børn har ret til frit at sige deres mening om emner, der er vigtige for dem. Voksne skal lytte og tage børn alvorligt.

Børn har ret til at dele deres viden, tanker og følelser med andre ved at tale, tegne, skrive eller lignende med mindre det skader andre.

Børn har ret til egne meninger, tanker og religion – med forældrenes vejledning tilpasset barnets alder.

Børn kan deltage i klubber eller organisationer, og de kan mødes med andre, så længe det ikke skader.

Alle børn har ret til privatliv. Loven skal beskytte børns privatliv, familie, hjem, ry og kommunikation mod alle angreb.

Børn har ret til information fra medier og bøger – og voksne skal beskytte dem mod skadeligt indhold.

Forældre/værger har hovedansvaret for barnets opdragelse og skal altid handle i barnets interesse, med støtte fra regeringen.

Regeringen skal beskytte børn mod vold, overgreb og omsorgssvigt begået af mennesker, der har med børnene at gøre.

Børn, der ikke kan bo hos deres familie, skal passes godt på af andre voksne, som skal respektere deres religion, kultur og sprog.

Ved adoption skal barnets bedste altid komme først – også når det gælder adoption til et andet land.

Børn, der flygter til et andet land, skal have hjælp, beskyttelse og de samme rettigheder som børn i landet.

Børn med handicap har ret til et godt liv. Regeringen skal fjerne forhindringer, så de kan deltage aktivt i samfundet.

Børn har ret til sundhed, rent vand, sund mad og et sikkert miljø – og til viden om at holde sig sunde.

Et anbragt barn bor ikke hos sine forældre. Barnets situation skal jævnligt tjekkes for at sikre, at det er det bedste for barnet.

Regeringen skal give penge eller anden støtte for at hjælpe børn fra fattige familier.

Børn har ret til mad, tøj og et trygt hjem – og regeringen skal hjælpe familier, der ikke har råd.

Alle børn har ret til gratis skolegang – med respekt for deres rettigheder og uden vold.

Uddannelse skal udvikle børns evner og lære dem at respektere andres rettigheder, kulturer og miljøet.

Børn har ret til eget sprog, kultur og religion – også når de tilhører et mindretal.

Alle børn har ret til at hvile sig, til fritid, til at lege og deltage i kulturelle og kreative aktiviteter.

Børn skal beskyttes mod arbejde, der skader deres sundhed, udvikling eller skolegang.

Regeringen skal beskytte børn mod at tage, lave, bære eller sælge farlige stoffer.

Regeringen skal beskytte børn mod alle former for seksuel udnyttelse og overgreb.

Regeringen skal sikre, at børn ikke bliver bortført eller solgt eller taget med til andre lande eller steder for at blive udnyttet.

Børn har ret til at blive beskyttet mod alle slags udnyttelse, selv hvis det ikke er nævnt i den her konvention.

Børn, der bryder loven, har ret til juridisk hjælp og kontakt med familien – fængsel må kun være sidste udvej og aldrig med voksne.

Børn har ret til at blive beskyttet, når der er krig. Ingen børn under 15 år må blive soldat eller deltage i krig.

Børn, der har været udsat for overgreb, omsorgssvigt eller krig, har ret til hjælp til at genvinde sundhed og værdighed.

Børn anklaget for lovbrud har ret til juridisk hjælp og retfærdig behandling – fængsel kun som sidste udvej.

Hvis et lands love beskytter børns rettigheder bedre end den her konvention, skal man bruge landets love.

Regeringen skal sørge for at fortælle børn og voksne om den her konvention, så alle kender til børns rettigheder.

Artikel 43–54 beskriver, hvordan regeringer, FN og organisationer samarbejder om at sikre børns rettigheder.

Ofte stillede spørgsmål om FN’s Børnekonvention

Børnekonventionen – officielt FN’s Konvention om Barnets Rettigheder – er et internationalt menneskerettighedsdokument vedtaget af FN den 20. november 1989. Den fastlægger grundlæggende rettigheder for alle børn og unge under 18 år.

Konventionen består af 54 artikler, der dækker civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det er det mest anerkendte menneskerettighedsinstrument, der specifikt fokuserer på børn, og mere end 190 lande har tilsluttet sig den – hvilket gør den til verdens mest udbredte menneskerettighedskonvention.

Før 1989 fandtes der ingen internationale standarder, der specifikt adresserede børns rettigheder. Børn var dækket af de generelle menneskerettigheder, men der var brug for særlige regler, der tog højde for børns unikke behov og beskyttelse. Konventionen blev skabt af flere vigtige årsager:

Beskyttelse af børns rettigheder: Børnekonventionens formål er at sikre børns trivsel, udvikling og beskyttelse som selvstændige rettighedssubjekter med specielle behov og interesser. Konventionen garanterer de nødvendige betingelser for, at børn kan vokse op i et trygt, kærligt og stimulerende miljø.
Manglen på specifikke børnerettigheder: Før Børnekonventionens vedtagelse var der ingen internationale standarder, der specifikt adresserede børns rettigheder. Konventionen blev derfor oprettet som et særligt dokument, der tog højde for børns unikke behov og beskyttelse.
Internationalt samarbejde og harmonisering: Børnekonventionen blev skabt for at fremme internationalt samarbejde og harmonisering af børns rettigheder. Ved at etablere en fælles standard for børns rettigheder kan lande arbejde sammen om at beskytte børn og fremme deres trivsel på tværs af grænser.
Opfyldelse af forpligtelser: Børnekonventionen forpligter regeringer til at respektere, beskytte og opfylde børns rettigheder. Konventionen fungerer som et juridisk grundlag, der presser regeringer til at implementere politikker, programmer og love, der sikrer børns trivsel.
Opfølgning på tidligere initiativer: Børnekonventionen bygger videre på tidligere initiativer og erklæringer, der sigter mod at beskytte børns rettigheder, såsom FN’s erklæring om barnets rettigheder fra 1959. Børnekonventionen er mere bindende og giver mere specifikke og omfattende rettigheder for børn.

Børnekonventionen gælder for alle mennesker under 18 år – uanset køn, race, nationalitet, etnisk oprindelse, religion, sprog, handicap, politisk eller social status og økonomisk situation.

Konventionen har til formål at sikre beskyttelse af alle børn, uanset hvor de bor eller hvilken baggrund de har.

De 54 artikler dækker alle aspekter af et barns liv. Artikel 1–42 beskriver de konkrete rettigheder, herunder: definitionen af et barn (art. 1), ikke-diskrimination (art. 2), barnets bedste (art. 3), ret til liv og udvikling (art. 6), ret til navn og nationalitet (art. 7), ytringsfrihed (art. 13), ret til uddannelse (art. 28–29) og beskyttelse mod udnyttelse (art. 32–36).

Artikel 43–54 handler om, hvordan konventionen skal håndhæves og overvåges af FN’s Børnekomité.

Børnekonventionen er en international traktat – ikke en national lov. Når et land ratificerer den, forpligter det sig til at overholde og implementere konventionens principper i sin nationale lovgivning, men den retlige status varierer fra land til land.

Danmark ratificerede konventionen i 1991 og er dermed forpligtet til at efterleve dens bestemmelser. Konventionen er dog ikke inkorporeret i dansk lovgivning, hvilket betyder, at man ikke kan dømmes direkte efter den ved danske domstole. Flere af vores nabolande – herunder Norge, Sverige, Island, Tyskland og Frankrig – har derimod valgt at indskrive konventionen direkte i deres nationale lovgivning.

Danmark ratificerede Børnekonventionen i 1991, og den trådte i kraft i Danmark den 18. august 1991. Danmark har dermed forpligtet sig til at efterleve konventionens bestemmelser.

Danmark har også tilsluttet sig de tre tillægsprotokoller: om børn i væbnede konflikter, om salg af børn og børneprostitution, samt om individuel klageadgang til FN’s Børnekomité (trådte i kraft i Danmark i 2016).

Mere end 190 lande har ratificeret Børnekonventionen, hvilket gør den til den mest udbredte menneskerettighedskonvention i verden. Næsten alle FN’s medlemslande har skrevet under.

FN’s Børnekomité overvåger landenes indsats og vurderer hvert femte år, om de lever op til konventionens artikler. Lande skal indsende statusrapporter om deres fremskridt, og NGO’er som Børnerådet og Red Barnet indsender supplerende rapporter.

Hvis et land ikke lever op til kravene, kan komitéen komme med anbefalinger og offentlig kritik. UNICEF og andre organisationer arbejder desuden løbende for at holde regeringer ansvarlige.

Ja. Danmark har tilsluttet sig tillægsprotokollen om klagemekanisme, hvilket betyder, at børn i Danmark kan klage til FN’s Børnekomité, hvis de mener, at deres rettigheder ikke overholdes.

Derudover kan børn i Danmark henvende sig til instanser som kommunen, Den Nationale Klageinstans mod Mobning, Socialtilsynet og Folketingets Ombudsmands Børnekontor.

Ifølge artikel 41 gælder det, at hvis et lands nationale lovgivning giver børn bedre beskyttelse end konventionen, så er det landets egne love, der skal bruges. Børnekonventionen fungerer som en minimumsstandard – ikke et loft.