Vores arbejde

Det gør UNICEF

UNICEF arbejder for at forbedre livet for børn og unge – både globalt og i Danmark. Vi redder liv, beskytter og styrker børn. Det gør vi bl.a. gennem nødhjælpsarbejde, langsigtede indsatser og arbejdet for, at børns rettigheder bliver respekteret og beskyttet overalt i verden.

UNICEF/Soumi Das

UNICEF arbejder ud fra FNs Børnekonvention, der handler om at sikre nogle helt basale rettigheder for børn. Det handler ikke kun om husly, tryghed og omsorg, men også om at blive behandlet som individer med rettigheder. Det gælder i vores arbejde både i Danmark og ude i verden.

Som FNs – og verdens største – børneorganisation er det UNICEFs opgave at kæmpe for, at Børnekonventionen bliver efterlevet. Vi taler altid børnenes sag, og sikrer, at børn bliver hørt. Vi indsamler data, tal og oplysninger og holder øje med børns trivsel i hele verden. Vi holder os fri af partipolitik, er upartiske, og vi råber op, når børns rettigheder bliver krænket.

Børnekonventionen er hjørnestenen i UNICEFs arbejde, og dens rettigheder gælder ALLE børn uanset nationalitet, køn, social status, religion og kultur.

UNICEFs arbejde ude i verden

Et af UNICEFs helt centrale områder er at yde humanitær nødhjælp i forbindelse med krig og katastrofer. Hvert år er vi med til at redde millioner af børns liv og forbedre chancerne for endnu flere. Da vi arbejder i 190 lande og territorier, er vi oftest først fremme med hjælp, når en katastrofe indtræffer. Og vi er massivt til stede i de lande, hvor børnene har mest brug for hjælp.

Vi er desuden en af de helt store aktører, når det handler om langsigtet udvikling i de fattigste lande i verden. Det er takket være vores faste bidragydere og samarbejdspartnere, der gør det muligt, at være til stede både før, under og efter en katastrofe.

Vi bruger forskning og innovation til at skabe fremskridt og varige forbedringer for ALLE verdens børn.

UNICEF i Danmark

UNICEF Danmark er én af i alt ​​33 nationale støttekomitéer for UNICEF. Støttekomitéerne arbejder for at samle penge ind til UNICEFs internationale arbejde, og for at oplyse både børn og voksne om børns rettigheder.

Herhjemme kæmper vi for børneinddragelse, investeringer i vores børn og unge samt en gennemgribende justering af de love, der gælder for vores børn. Derfor har vi forskellige initiativer, som har til formål at styrke arbejdet med børns rettigheder i Danmark.

Vi er også til stede i Grønland, hvor vi arbejder tæt sammen med Grønlands Selvstyre om at styrke børns rettigheder.

Vi vil aldrig acceptere, når børns rettigheder bliver krænket. Vi vil stå op for børnene og forblive politisk upartiske – men aldrig være neutrale over for krænkelser af børns rettigheder.

  • UNICEF