Økonomi

Sådan bruger vi pengene

UNICEF er FN’s børneorganisation, men vi modtager ikke faste budgetmidler fra FN. Vores arbejde er udelukkende baseret på de frivillige bidrag, som vi modtager fra private, virksomheder, fonde og regeringer.

Når du støtter UNICEF, forpligter vi os til to ting: at redde og forbedre børns liv og at bruge hver krone ansvarligt, effektivt og gennemsigtigt. Her finder du et detaljeret overblik over, hvor pengene kommer fra, hvordan de fordeles og hvilke resultater de muliggør.

UNICEF Danmarks største aktiviteter i 2025:

I 2025 gik 79,1 procent af vores indtægter (276 mio. kr.) til UNICEFs arbejde for verdens børn. Bl.a. katastrofeindsamlinger, som i særdeleshed var målrettet børn ramt af krig i Ukraine og Gaza. Løbende udvikling af indsatser med eksisterende partnere med særlig fokus på uddannelse, sundhed og beskyttelse.

I Rigsfællesskabet har vi arbejdet målrettet for, at børns rettigheder omsættes til handling tæt på hverdagen. Desuden styrkelse af UNICEF Rettighedsskoler og Børnevenlige Kommuner, hvor vi arbejder for, at byer og lokalsamfund bliver steder, hvor børn oplever tryghed, medbestemmelse og deltagelse.

Hvad går pengene til?

I 2025 anvendte vi 276 mio. kr. til arbejdet for børn. Fordelingen var:

  • UNICEFs internationale udviklings- og katastrofearbejde 253 mio. kr. (72,4 %)
  • UNICEFs arbejde i Rigsfællesskabet 23 mio. kr. (6,7 %)

Midlerne bliver til konkrete resultater

På tværs af indsatser omsættes midlerne til konkrete resultater, fx. adgang til rent vand og hygiejne, vaccinationer og behandling af akut underernæring. Vi arbejder både akut og langsigtet. Din støtte omsættes typisk til:

Vand, sanitet og hygiejne (WASH): Nødvand, vandrensning og reparation af vandsystemer; latriner og hygiejnesæt – og varige løsninger i skoler og klinikker.

Sundhed og ernæring: Vacciner, medicin, mobile klinikker, jordemoderhjælp; screening og behandling af akut underernæring samt støtte til spæd- og småbørns ernæring.

Uddannelse: Midlertidige klasselokaler/skoletelte (School‑in‑a‑Box), læringsmaterialer og sikker genåbning/forstærkning af skoler.

Børnebeskyttelse & mental sundhed: Børnevenlige områder, opsporing/genforening af uledsagede og adskilte børn, psykosocial støtte (MHPSS), beskyttelse mod udnyttelse/overgreb.

Social beskyttelse: Kontantstøtte til de mest sårbare husholdninger – så familier kan dække akutte behov, holde børn i skole og komme på fode igen.

UNICEF blandt de mest åbne organisationer

UNICEF ligger igen i år højt på listen over de organisationer, som er mest åbne omkring, hvordan pengene bliver brugt. I opgørelsen ’The Aid Transparency Index’ kommer vi ind på en 8. plads ud af 50 organisationer. 

UNICEF har været medlem af International Aid Transparency Initiative (IATI) siden 2012 og har siddet med i bestyrelsen siden 2016.

Indekset er en uafhængig måling af gennemsigtighed i nødhjælpsarbejdet.

Mere om UNICEF

Vores arbejde

Vores fokusområder

FN’s Verdensmål

Børnekonventionen - alle børn har rettigheder

Børnekonventionen