Støt

Bornholmske skoleelever sender klimastafet landet rundt frem mod Børnenes Kampdag

En sort boks fyldt med børns visioner for fremtiden rejser de kommende uger Danmark rundt. I dag sender elever fra Paradisbakkeskolen i Nexø stafetten afsted på sin første rejse. Initiativet kommer fra UNICEF Danmark, der den 20. november markerer Børnenes Kampdag. Målet er at give børn en platform til at råbe voksne op om deres ansvar for at løse klimakrisen.

En sort boks er normalt et værktøj, der er udviklet til at overleve flystyrt, og som indeholder svar på, hvad der forårsagede katastrofen. Men i år er en lidt anden slags sort boks sendt på rejse. Frem mod Børnenes Kampdag den 20. november rejser en stafet i form af en stor sort boks nemlig hele vejen fra Bornholm til Aalborg. Og ligesom den sorte boks i fly indeholder stafetten bud på, hvad der kan forhindre en af vor tids største katastrofer; klimakatastrofen.

Det er elever fra fem UNICEF-rettighedsskoler, der de kommende uger bærer årets kampdags-stafet gennem Danmark og undervejs fylder den med kreative projekter, som viser deres bud på, hvordan vi skal skabe en klimavenlig fremtid. Til slut ender stafetten i Aalborg, hvor den udstilles på kulturcenteret Nordkraft. Boksen har to transparente sider, så besøgende kan se, hvad eleverne har fyldt den med.

Magdalena Bayskov og Siri Godtfredsen er to af de elever fra Paradisbakkeskolen i Nexø, der i dag sender stafetten afsted på sin første rejse fra Nexø til Næstved. Selv har de bidraget til stafetten med et brev, hvor de beder politikerne sætte begrænsninger på for eksempel lys og printerpapir i offentlige institutioner:

”Vi forsøger at spare på forbruget derhjemme, nok mest fordi det rammer vores egen pengepung, men ude på institutioner og arbejdspladser oplever vi, at der er et unødigt spild af vand, lys og materialer som papir, karton og plastik. At det er spild af penge, er en ting, men vi ønsker at råbe politikkerne op, fordi de skal lave love, så der bliver passet bedre på de begrænsede ressourcer, vi har.”

Pigerne synes, det er vigtigt at være en del af Børnenes Kampdag og vil gerne gå forrest i klimakampen:

”Vi føler, at den verden vi vokser op i, bliver taget for givet, så derfor skal vi gøre en forskel nu”.

En platform for børneinddragelse

Sidste år viste en undersøgelse foretaget blandt 1000 danske børn, at klimaforandringer utvetydigt er det problem, børn mener, det haster mest med at få løst. Samme undersøgelse viste, at børn kun i ringe grad oplever, at medier og beslutningstagere lytter til dem. Det er derfor UNICEFs håb, at årets stafet kan være med til at skabe en platform for, at børn og unge bliver inddraget og taget alvorligt, når det kommer til at løse klimakrisen:

”Mange børn mister tilliden til voksne, når de ser, hvordan det halter med at skabe konkrete løsninger på klimakrisen. Samtidig oplever de, at magthavere ikke lytter til dem. En af de vigtigste rettigheder, vi kæmper for i UNICEF, er, at børn altid skal tages med på råd i spørgsmål, der vedrører dem. Og det må man sige, at klimakrisen gør. Men det er også vigtigt at understrege, at børns opgave begrænser sig til at råbe op, og så er det de voksnes ansvar at lytte og handle,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær, Susanne Dahl.

Kampagnen kulminerer den 20. november, hvor stafetten når sin endestation, Aalborg. På dagen modtager Aalborg desuden sin officielle certificering som såkaldt Børnevenlig By.

FAKTA OM BØRNENES KAMPDAG:

  • Den 20. november 1989 blev FN’s konventionen om børns rettigheder underskrevet. For andet år i træk omdøber UNICEF Danmark børnekonventionens fødselsdag til Børnenes Kampdag for at sætte fokus på de problemer, børn mener, er de vigtigste at kæmpe for

  • På Børnenes Kampdag certificeres Aalborg som Børnevenlig By. Programmet Børnevenlig By er et globalt UNICEF-initiativ, hvis formål er at integrere børns rettigheder i lokalpolitiske vedtægter, beslutninger og projekter. Aalborg har været gennem en tre år lang proces frem mod certificeringen den 20. november

  • Det er elever fra UNICEFs rettighedsskoler, der dekorerer og fragter stafetten gennem landet. I Danmark er der aktuelt mere end 50 grundskoler, der gennem UNICEF Danmark er certificeret Rettighedsskoler. På hver deres måder arbejder skolerne systematisk med børns rettigheder

  • Under normale omstændigheder ville UNICEF opfordre monumenter og bygninger verden over til at være lyst op i blåt den 20. november, men på grund af den globale klima- og energikrise opfordrer de i år i stedet til, at bygningerne er mørklagt hele dagen – på nær 15 minutter fra kl. 18

  • Den 20. november annoncerer UNICEF Danmark modtageren af den årlige UNICEF-pris, der går til en person, organisation eller virksomhed, der gennem flere år har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for børn i Danmark eller internationalt

  • For første gang siden COP15 i København er UNICEF Danmark med på et klimatopmøde. Med sig har de deres nyudnævnte klimaforkæmper; den 17-årige klimaaktivist Selma De Montgomery

Maria Westh

  • Head of External Communications, UNICEF Danmark