Rettighedsskoler

Logo

UNICEF Rettighedsskoler har stor succes med overbevisende resultater i både England og Canada. Norge, Sverige og Danmark er stærkt på vej. Langelinieskolen på Østerbro har igennem de seneste tre skoleår været pilotskole med meget flotte resultater til følge - en markant forbedring af trivsel, tryghed og kompetencer til at bruge børnerettigheder i skoledagen er bare nogle af dem! Ved afslutningen af skoleåret 16/17 er der syv Rettighedsskoler landet over, og i skoleåret 17/18 kommer yderligere 15 nye til.

UNICEF Rettighedsskoler er støttet af IKEA i DanmarkVELUX FONDEN og Fonden af 8. juli 1983.

Hvad er rettighedsskoler?

En UNICEF Rettighedsskole forener elever, forældre, lærere og andet personale i et fællesskab, der er baseret på alle de gode værdier, der står i FNs Børnekonvention. Skolen er baseret på rummelighed, respekt, tryghed, engagement og ansvarsfølelse på en meget konkret måde, så værdierne bliver mere end bare ord. Alle undersøgelser peger på, at børn, som kender deres rettigheder og forstår dem i praksis, trives og behandler hinanden med respekt og værdighed.

Eleverne ved, hvad de skal, og hvad de kan

Eleverne bliver taget med på råd. De bliver hørt og taget alvorligt. Synes de for eksempel, at skolen er et trygt sted at være? Også toiletterne? Og cykelkælderen? Ved de, hvilke muligheder de har, hvis deres forældre skal skilles? Eller hvis deres mor eller far bliver alvorligt syg? På en UNICEF Rettighedsskole arbejder et særligt Rettighedsråd bestående af børn og voksne kontinuerligt med at forbedre vilkårerne for alle børn på skolen.