Støt
standard standardbillede

UNICEF: Mindst 100.000 børn ramt af jordskælvet i Marokko

100.000 børn vurderes at være blevet ramt af det voldsomme jordskælv, der ramte Marokko sent fredag. Og endnu flere børn og familier er i risiko for at blive ramt af de efterskælv, der må forventes i de kommende dage og uger.

Jordskælvet med en styrke på 6,8 ramte lige efter kl. 23, hvor de fleste børn lå i deres senge, hvilket kan have været med til at øge antallet af ramte.

Ifølge de marokkanske myndigheder er flere end 2.600 mennesker blevet dræbt, herunder børn, og flere tusinder er sårede. Disse tal vil sandsynligvis kun stige.

UNICEF har endnu ikke et estimat på, hvor mange børn, der er blandt de dræbte og sårede. Men ifølge en opgørelse fra 2022 udgør børn knap en tredjedel af Marokkos befolkning.

Tusindvis af familier står uden tag over hovedet, efter at deres hjem er blevet ødelagt. Og det sker på et tidspunkt, hvor det kan blive meget koldt om natten. Desuden er mange skoler, hospitaler og sundhedsklinikker blev ødelagt eller beskadiget af skælvet, hvilket også rammer mange børn.

”Det er en fuldstændig katastrofal situation for tusindvis af børn og deres familier, og situationen kan virke helt håbløs lige nu. Derfor er det vigtigt, at de børn, der er blevet påvirket af jordskælvet, hurtigst muligt kan få noget normalitet tilbage i deres hverdag. Hvis deres hjem er ødelagt, skal de selvfølgelig genhuses. Men det er også vigtigt, at børn kan komme tilbage i skole hurtigst muligt, da det kan vise sig at være det stærkeste holdepunkt i en hverdag, hvor alt pludselig er blevet forandret,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

UNICEF har hjulpet børn i Marokkos siden 1957 og åbnede i 1978 et landekontor. UNICEF-ansatte har derfor kunne yde hjælp i de akutte indsatser, som er blevet ledet af de marokkanske myndigheder. UNICEF er parat til yderligere at støtte den humanitære indsats efter ønske fra myndighederne.

Maria Westh

  • Head of External Communications, UNICEF Danmark