Støt

Oh Land bliver ny ambassadør for UNICEF

UNICEF Danmark byder en af landets suverænt stærkeste stemmer velkommen som ambassadør: Sangerinde og multikunstner Nanna Øland Fabricius. Sammen vil de slå til lyd for børns rettigheder – særligt pigers.

Oh Land vil i sit ambassadørskab for FNs børneorganisation særligt have fokus på ligestilling og pigers rettigheder, herunder pigers uddannelse. Herudover sætter hun fokus på arbejdet med børns mentale sundhed via musik såvel som fokus på flygtningebørn – alle emner, der er tæt på sangerindens hjerte.  

En stærk stemme for børns rettigheder og drømme
”Vi har alle drømme – uanset hvor vi kommer fra i verden. For mig er det så vigtigt, at vores børn får muligheden for at udleve deres drømme. De muligheder giver vi dem bedst ved at sikre deres fundamentale rettigheder, som bl.a. uddannelse. Uddannelse er et af de mest grundlæggende skridt på vejen mod ligestilling – og det glæder jeg mig til at kæmpe endnu mere for sammen med UNICEF,” fortæller Oh Land.  

Sidste år sikrede UNICEF at 37,9 millioner børn og unge uden for skolen fik adgang til uddannelse (2022). Siden man i 1995 begyndte at arbejde aktivt for pigers skolegang, er 180 millioner piger kommet i skole. 

”Vi er så enormt stolte af at byde en superstjerne som Oh Land velkommen hos UNICEF. Passionen for at sikre børns og særligt pigers uddannelse er vi fælles om. Vi ved, at uddannelse og viden er med til at styrke børn over hele verden og hjælpe dem med at finde deres stemme. Vi kan ikke forestille os et bedre forbillede til det end netop Nanna. Og der er i høj grad behov for dette fokus på børns uddannelse. Lige nu står vi midt i en global læringskrise, hvor 244 millioner børn ikke går i skole og det er primært piger,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.  

Musik er et vigtigt redskab i arbejdet med og for børn og unges mentale sundhed 
UNICEF bruger i mange situationer musik, lyd og dans som redskaber til at hjælpe børn og unge. I flygtningelejre og støtteprogrammer for flygtningebørn og migranter har UNICEF bl.a. arbejdet med musik som et værktøj til mental sundhed og psykosocial støtte med positive resultater, der har bidraget til at traumatiserede børn igen ønsker at kommunikere og tage del i fællesskaber. Det er et område, som for Oh Land er helt naturligt at bakke op om, og hvor hun for alvor kan bringe sin egen faglighed i spil.  

Flygtningebørn har også en helt særlig plads i Oh Lands hjerte. Hendes kæreste og musikerkollega, Adi Zukanovic, kom selv til Danmark som flygtning fra Bosnien som femårig.  

Børn skal have en fair chance i livet 
Oh Land har i flere år været en rigtig god ven af huset hos UNICEF Danmark og støttet op om organisationens arbejde for alle verdens børn bl.a. gennem sin musik. I 2020 udgav Oh Land singlen ”Vilde Piger, Vilde Drenge”, som hun har skrevet sammen med den etiopiske popsangerinde Zeritu Kebede. Alle indtægter gik ubeskåret til UNICEF. Sangen er skrevet til børn, som en kærlig og motiverende påmindelse om, at vi alle har drømme og ambitioner og at alle fortjener en fair chance for at udleve dem. Og netop dét, at give børn en fair chance i livet og muligheden for at opnå deres fulde potentiale ligger i UNICEFs kerneværdier.

Nu formaliseres venskabet i et officielt ambassadørskab. 

Maria Westh

  • Head of External Communications, UNICEF Danmark