For stadig flere børn kommer klimakrisen ikke som én katastrofe ad gangen. Tørke, ekstrem varme, storme og oversvømmelser rammer de samme børn samtidig, viser ny rapport fra UNICEF. Det forstærker konsekvenserne for deres sundhed, skolegang og fremtid.
1,1 milliarder børn er nu udsat for mindst tre overlappende klimatrusler, som sætter deres sundhed, uddannelse og overlevelse under pres. Det viser en ny UNICEF-rapport, der er blevet lanceret i dag. Næsten alle verdens børn er udsat for mindst én klimatrussel, mens flere end 4 millioner børn risikerer at blive ramt af op til seks samtidige klimatrusler, advarer rapporten.
“Når tørke, hedebølger og oversvømmelser rammer de samme børn på samme tid, taler vi ikke alene om en klimakrise. Det bliver en krise for børns rettigheder. Børn mister adgangen til skole, sundhedspleje, rent vand og trygge rammer. Derfor skal børn tænkes ind i både klimahandling og klimatilpasning, hvis vi vil beskytte deres fremtid,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Rapporten ’Children’s Climate Risk Report 2026’ anvender de nyeste tilgængelige data til at kortlægge børns eksponering for de otte mest almindelige klimatrusler: kystoversvømmelser, tørke, ekstrem varme, naturbrande, hedebølger, flodoversvømmelser, sand- og støvstorme samt tropiske storme. For første gang viser rapporten præcist, hvor og med hvilken intensitet flere samtidige klimatrusler påvirker børn og de samfundsydelser, de er afhængige af. Samtidig kommer rapporten med anbefalinger til, hvordan regeringer konkret kan handle for at beskytte børnene.
Ifølge rapporten er tørke, ekstrem varme og hedebølger den mest udbredte kombination af klimatrusler. Flere end 296 millioner børn lever i områder, der er udsat for alle tre forhold. Den næstmest almindelige kombination: tørke, ekstrem varme og tropiske storme, udsætter flere end 115 millioner børn verden over for flere samtidige klimarisici.
I Sahel-regionen i Afrika, som er blandt de hårdest ramte områder, er flere end 4 millioner børn udsat for den tredobbelte trussel fra hedebølger, ekstrem varme og sand- og støvstorme. Samtidig er børn i flere asiatiske lande, blandt andet Bangladesh, Myanmar og Pakistan, ramt af flere klimafarer på én gang og med større intensitet end noget andet sted i verden.
Også højindkomstlande bliver ramt af flere samtidige klimatrusler. I Italien er flere end 6 millioner børn eksempelvis udsat for langvarige hedebølger og tørke. Men den italienske regering har samtidig vist, hvordan investeringer i klimatilpasning kan mindske nogle af de risici, børn står overfor.
