I dette modul får du indblik i, hvordan online fællesskaber kan få stor betydning for at børn og unges ret til privatliv, trivsel, leg og fritidsliv fremmes. Samtidig vil du møde Magnus på 14 år, der gennem sin online færden er havnet i en situation, som har fået hans klubpædagog på banen. Ikke alle ungefællesskaber en nemlig lige sunde, og som pædagogisk personale kan man derfor havne i dilemmaer, der vedrører børn og unges digitale liv.
Børn og unges brug af sociale medier krydser ofte grænserne mellem familieliv, skole og det fritids-pædagogiske område. Som klubpædagog er det ofte forbundet med visse udfordringer at få et klart billede af de mange digitale platforme og deres betydning for ungefællesskaberne. Hvilke platforme bruger de? Hvornår er det, der foregår på telefonerne socialt? Hvornår kan det være en flugt fra noget andet? Er det “bare” underholdning? Og hvordan kan jeg blive en aktiv del af samtalerne om sociale medier i klubben?
Efter dette modul håber vi, at du er bedre rustet til at gå aktivt ind i det svære og dilemmafyldte pædagogiske felt, der handler om arbejde med børn og unges brug af sociale medier og digitale kultur.
Når et medie bliver socialt
Du har nok ofte oplevet som klubpædagog at børnene ankommer efter skoletid, sætter sig på trappen eller i sofaen, finder telefonen frem og begynder at scrolle. Mange af os har en tendens til at opdele mellem sociale medier og digitale spil. Og selvom “skærmtid” er en almindelig fællesbetegnelse for tid brugt foran et digitalt device, kan det være meget forskelligt hvad der er på spil for børnene. Hvad gør egentlig en platform eller et spil socialt?
Børn i klubalderen kan være meget optagede af digitale fællesskaber og andre kan være helt ligeglade med den del. Men grundlæggende begynder mange børn at blive mere interesserede i at spejle sig i andre. Dette foregår naturligvis også digitalt. Det kan dog være mere end vanskeligt at afgøre om aktiviteten handler om at dyrke fællesskabet eller om at flygte fra det. Eller måske ligefrem om behovet for at isolere sig kortvarigt efter en lang skoledag. Man vil sagtens kunne opleve klubbørn, som søger en pause. Det er helt naturligt. Men på et mere overordnet niveau ligger der en væsentlig pædagogisk opgave omkring de sociale medier for at afklare, hvad mediet bruges til og hvorfor.

Her kan du se et udklip af resultatet af en undersøgelse lavet af LEGO Fonden og Tænketanken Mandag Morgen. Undersøgelsen viser at de fleste børn mener, at det digitale liv er helt centralt for dem fordi det giver dem et samvær med venner på alle tidspunkter af døgnet.
Undersøgelsen viser også at underholdningsdelen er vigtig. For at kunne afgøre, hvordan det digitale spiller ind hos dine klubbørn er det derfor vigtigt at stille åbne spørgsmål og gribe de situationer der opstår, hvori medierne bruges.
Spørgsmål du kan stille børn og unge
Børn peger i andre undersøgelser (eksempelvis hos Red Barnet) også på, at voksnes spørgsmål til spil og sociale medier kan være præget af manglende indsigt i platformene og et for stort fokus på tidsrammer. Du skal naturligvis ikke vide alt om børnenes foretrukne medier og deres fordele og ulemper, men her kan du se nogle åbne spørgsmål der måske kan medvirke til at åbne døren og give samtaler om de sociale medier, der ikke kun handler om det negative ved medierne.
Nogle platforme er passive underholdningsplatforme mens andre handler om kommunikation med vennerne. En tredje gruppe kan handle om hobbyer og redskaber og nogle er igen centreret omkring spillene.
Mange af de mest anvendte medieplatforme hos klubbørn kan anvendes til flere forskellige ting, men de fleste af dem vil man primært kunne placere i en af disse hovedkategorier.
Prøv at tænke over, hvordan du ville placere de platforme du kan se i den sorte kasse nedenfor. Du kan evt. tale med en kollega om det og udvide listen, hvis I sammen kan komme i tanke om flere platforme.

Sociale medier i fritidskontekst
Det giver god mening at tænke klubben som et alternativ til de mange digitale muligheder og platforme, der eksisterer i børns liv i dag. Mange debatter i medierne fokuserer på platformenes negative betydning, og man vil i visse sammenhænge også opleve en modstand fra forældre omkring brugen af digitale platforme i klubben, fordi de allerede fylder så meget derhjemme og i skolen. Men klubben er med sin mere uformelle ramme samtidig et oplagt sted at tage nogle af samtalerne, mens medierne anvendes.
Senere i modulet her kan du se eksempler på, hvordan man kan bruge platformene som springbræt til fysiske aktiviteter. Men først vil vi bede dig reflektere over to spørgsmål, der knytter sig til det særlige potentiale for netop klubben som ramme. Du kan med fordel drøfte spørgsmålene med en eller flere af dine kollegaer. Klik på spørgsmålstegnet herunder for at se de to spørgsmål.
Refleksionsøvelse
Klubben er for mange børn et frirum som er helt unikt og af stor betydning. Det er ikke skolen, der er fyldt med læring, lektier og præstationskrav. Det er heller ikke hjemmet, der kan være fyldt med opdragelse og pligter. Klubben er et sted, hvor børnene kan koble fra og lege på en måde, der sikrer at både skolens formål med læring og forældrenes ønsker om udvikling for børnene kan blomstre.
Ungefællesskaber og sociale medier
For nogle unge er det svært at orientere sig på sociale medier. Følelsen af ikke at høre til kan blive stærkere end den kritiske sans. Vi ved fra undersøgelser at der i flere og flere grupper blandt børn og unge kan blive delt indhold, som giver ondt i maven.
Man kan få rykket sine grænser. Man kan blive hærdet og føle at man selv skal dele noget i fællesskabet, som overgår det tidligere. Eller man kan ende med at trække sig helt. På denne måde er dynamikkerne på de sociale medier ikke meget anderledes end dem vi allerede kender blandt vores børn og unge. Men der er alligevel nogle forskelle. Og ofte vil ungefællesskabernes dynamikker have en tendens til at blive forstærket når der også findes en digital dimension – på godt og på ondt.
Refleksionsøvelse
Det sociale element i grupperne på de digitale platforme er vigtigt for mange unge. Men ind i mellem kan fællesskabet desværre køre af sporet.
Først vil vi bede dig tage stilling til fire udsagn. vedrørende dit pædagogiske virke. Formålet er at du forud for casen reflekterer over din overordnede pædagogiske tilgang til de digitale ungefællesskaber. Det er alene dig, der kan se hvad du svarer.
Her er fire udsagn. Hvor meget vil du mene, at udsagnet passer på dine pædagogiske idealer? Spørg dig selv følgende: ville jeg kunne have udtalt udsagnet? Reflektér grundigt over udsagnene.
Fem pædagogiske aktiviteter til arbejdet med klubbørnenes digitale liv
Pædagogiske redskaber til at forbinde børns digitale liv med deres færden på klubben kan afprøves gennem forskellige aktiviteter. Her er et udsnit af nogle konkrete forslag, som måske kan inspirere på din klub. Klik dig ind på de forskellige aktiviteter for at se, hvad de går ud på og reflektér over udviklingsmulighederne i aktiviteterne.
Tjekliste
Du har nu været igennem modulet. Hvis du kan svare bekræftende på disse tre spørgsmål har du fået det vigtigste med fra modulet. Husk at du altid kan gennemføre modulet igen, helt eller delvist – og i præcis den rækkefølge du foretrækker.
