To kraftige jordskælv ramte den 24. juni 2026 Venezuela og har efterladt store ødelæggelser i flere dele af landet. UNICEF vurderer nu, at 1,8 millioner mennesker – heraf 680.000 børn – har akut behov for humanitær hjælp.
Jordskælvene er det mest omfattende jordskælv, der har ramt Venezuela i over 100 år. Blandt de hårdest ramte områder er hovedstaden Caracas og delstaten La Guaira, hvor foreløbige satellitbilleder viser, at næsten en tredjedel af bygningerne i byen Catia La Mar er blevet beskadiget.
Børn er blandt de mest udsatte
Når jordskælv rammer, er børn blandt de mest udsatte. Mange risikerer at blive adskilt fra deres familier, miste deres hjem eller stå uden adgang til rent vand, sundhedspleje, skolegang og beskyttelse.
“De billeder, vi ser fra Venezuela, og de beretninger, vi hører fra vores kolleger på jorden, er hjerteskærende. Vores tanker er hos de børn og familier, der har mistet deres kære, og hos alle dem, hvis liv er blevet vendt på hovedet. Efterhånden som omfanget af katastrofen bliver tydeligere, er det afgørende, at børns sikkerhed, beskyttelse og trivsel står i centrum for hjælpearbejdet,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl.
Kritiske funktioner er ramt
Ødelæggelserne har ramt samfundets mest grundlæggende funktioner. Hospitaler i flere delstater er alvorligt beskadigede, hvilket gør det vanskeligt at behandle børn og gravide. Samtidig mangler tusindvis af børn fortsat adgang til rent drikkevand.
Også uddannelsessystemet er hårdt ramt. Alene i hovedstadsområdet er mindst 432 skoler – mere end en tredjedel af områdets skoler – blevet beskadiget. Mange af de skoler, der fortsat er intakte, bliver nu brugt som midlertidige opholdssteder for familier, der har mistet deres hjem.
UNICEF er i gang med hjælpearbejdet
UNICEF arbejder tæt sammen med de nationale myndigheder, FN og lokale humanitære partnere for at opskalere hjælpearbejdet. Målet er at nå omkring 650.000 mennesker, herunder 234.000 børn, med livreddende hjælp inden for sundhed, ernæring, rent vand og sanitet, beskyttelse af børn og adgang til undervisning.
Den 27. juni ankom det første UNICEF-fly med 20 tons nødhjælp til Venezuela. Flyet medbragte blandt andet medicinske forsyninger, udstyr til vand og sanitet samt telte. En ny nødhjælpsforsendelse fra UNICEFs globale lager i København forventes at ankomme i de kommende dage. Samlet vil de to leverancer kunne hjælpe mere end 100.000 mennesker.
Behovet for hjælp vokser
UNICEF vurderer, at der er behov for omkring 340 millioner kroner til den akutte jordskælvsindsats. UNICEF har allerede frigivet omkring 23 millioner kroner fra sine egne nødhjælpsfonde for hurtigt at kunne sende forsyninger og personale afsted, men der er fortsat behov for yderligere finansiering for at sikre hjælp til de mange børn og familier, der er ramt af katastrofen.




