Eskalerende vold i Mellemøsten rammer børn
Den militære eskalering i Mellemøsten har de seneste måneder kostet børn livet og situationen giver anledning til alvorlig bekymring for millioner af børn i regionen.
De første to måneder af eskaleringen er 4.000 børn blevet såret eller dræbt i forbindelse med urolighederne. Alene i Iran blev estimeret 383 børn dræbt siden konflikten eskalerede, og i Libanon har 177 børn mistet livet. Derudover er fire børn i Israel og ét barn i Kuwait blevet dræbt pga. konflikten. I hele regionen er volden intensiveret, og børn risikerer at blive ramt direkte af angreb, de må flygte med deres familier og oplever afbrydelser i adgang til lægehjælp, skolegang og beskyttelse.
Situationen i Iran
Blandt de dræbte børn i Iran er 168 piger, som mistede livet, da et angreb ramte en pigeskole i Minab i det sydlige Iran den 28. februar, mens undervisningen var i gang. Oplysninger tyder på, at størstedelen af de dræbte var skolebørn mellem 7 og 12 år. Voldshandlingerne rammer børn i alle aldre, med 7 børn under 1 år dræbt. Derudover er mere end 2115 børn blevet såret, hvoraf mindst 68 er under 2 år.
Mindst 889 skoler og uddannelsescentre og 442 sundhedsfaciliteter i Iran er ifølge rapporter blevet ødelagt eller beskadiget, hvilket forhindrer børns adgang til undervisning og sundhedsydelser.
FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, estimerer at 3,2 millioner i Iran er på flugt pga. konflikten – heraf er 864.000 børn.
Situationen i Libanon
Den eskalerende vold i regionen har også ramt Libanon hårdt. 177 børn er dræbt mens 709 børn er blevet såret.
Samtidig har nye luftangreb ramt flere områder i landet og udløst massiv fordrivelse.
Den omfattende fordrivelse i Libanon har indtil videre tvunget 1,1 million mennesker – herunder omkring 400.000 børn – fra deres hjem.

Børn har ret til beskyttelse
UNICEF opfordrer indtrængende alle parter til at overholde deres forpligtelser i henhold til international lov og sikre beskyttelsen af civile. Ifølge international humanitær ret skal børns liv og trivsel altid beskyttes, ke være mål for angreb i de voksnes krig.
Det er dybt rystende og forfærdende, at børn igen betaler den højeste pris i en krig, de ikke har nogen del i. Børn og skoler er beskyttet under international humanitær ret og skal være steder, hvor børn er i sikkerhed. At så mange piger mister livet i et klasseværelse, hvor de skulle være i sikkerhed, er ubærligt.
Den 23. april 2026 blev der indgået en treugers våbenhvileaftale mellem Libanon og Israel, trådte i kraft efter den 10-dages våbenhvile, der udløber søndag den 26. april, og som udgør en afgørende, men skrøbelig mulighed for at fastholde nedtrapningen af fjendtlighederne.
En midlertidig to-ugers våbenhvile mellem USA og Iran trådte i kraft den 8. april 2026 og blev forlænget den 21. april, hvilket gav familierne, og især børnene, et tiltrængt pusterum, men krigen i Libanon fortsætter. Vi deler FN’s generalsekretærs bekymring over, at de igangværende militære aktiviteter i Libanon udgør en alvorlig trussel mod våbenhvilen og undergraver bestræbelserne på at opnå en varig og omfattende fred i regionen. Børnene i Libanon må ikke lades i stikken. Våbenhvilen skal holde; vi gentager FN’s generalsekretærs opfordring til alle om fuldt ud at respektere våbenhvilen og til enhver tid at overholde folkeretten.
Hvad gør UNICEF?
UNICEF leverer ydelser på tværs af 20 lande i Mellemøsten, og UNICEF følger situationen nøje i både Iran, Libanon og alle andre lande der er påvirket, samt de lande der modtager børn og familier på flugt pga. konflikten. UNICEF står klar til opskalere den humanitære indsats for at hjælpe de børn og familier, der er ramt af den eskalerende vold i området.
I takt med at behovene stiger, har UNICEF opskaleret nødhjælpsindsatsen i Libanon, mens UNICEF er klar til at yde en omfattende humanitær indsats i Iran hvis det efterspørges.
UNICEF arbejder blandt andet med at:
- Sende responsteams til krisecentre med livreddende forsyninger.
- Levere medicinske forsyninger til offentlige sundhedscentre og klinikker.
- Identificere og hjælpe sårede, uledsagede og separerede børn.
- Yde psykosocial støtte og børnebeskyttelse i krisecentre.
- Sikre fortsat adgang til undervisning for børn på flugt.
- Reparere vand- og spildevandsinfrastruktur, der er ødelagt i angreb.
Indsatserne sker i tæt samarbejde med nationale myndigheder, FN-organisationer og humanitære partnere.
Allerede før de seneste krigshandlinger var behovet for støtte til børn i mange lande i Mellemøsten stort. Ifølge UNICEF havde 40 millioner børn behov for beskyttelse allerede, da vi gik ind i 2026. Og i alt næsten 100 millioner børn og voksne havde brug for sundheds- og fødevarehjælp.

UNICEF følger situationen i hele regionen
De voldsomme begivenheder i Libanon er en del af en bredere militær eskalering i Mellemøsten, som øger risikoen for børns liv og levned i flere lande.
UNICEF arbejder sammen med øvrige FN-organisationer og humanitære partnere for løbende at vurdere situationen og behovene i regionen. UNICEF og partnere står klar til at opskalere støtten til berørte børn og deres familier i takt med, at situationen udvikler sig.
Situationen kort
- Den militære eskalering i Mellemøsten rammer direkte eller indirekte millioner af børn i regionen.
- Der er nu våbenhvileaftaler mellem USA og Iran, samt Israel og Libanon, men de er skrøbelige og krigen i Libanon forsætter på trods.
- Angreb i Iran har dræbt og såret børn, og skabt stor fordrivelse.
- Også i Libanon, Israel og Kuwait har konflikten kostet børn livet.
- 1,1 million mennesker – heraf omkring 400.000 børn – er blevet fordrevet i Libanon. Det kommer oven i de titusinder, som tidligere er blevet fordrevet.
- Flygtningestrømme på tværs af regionen er begyndt og kan stige betydeligt.
Store humanitære behov i regionen
Den eskalerende vold kommer oven i en i forvejen alvorlig humanitær situation i store dele af Mellemøsten, hvor mange børn allerede lever med konsekvenserne af konflikt, økonomisk krise og ustabilitet.
Ifølge UNICEF er der omfattende behov for blandt andet sundhedsydelser, rent vand, beskyttelse af børn, psykosocial støtte og adgang til undervisning for børn, der er blevet fordrevet fra deres hjem.
I takt med at situationen udvikler sig, arbejder UNICEF sammen med FN-organisationer og humanitære partnere på løbende at vurdere behovene og tilpasse indsatsen, så berørte børn og familier kan få den nødvendige hjælp.
