Børnenes U-landskalender 2026 gør en forskel for børn i Rwanda

Med Børnenes U-landskalender 2026 kommer flere børn i Rwanda tættere på rent vand, vaccinationer og sundhedshjælp. Årets projekt viser samtidig, hvordan ny teknologi og lokale kræfter kan være med til at løse nogle af de helt grundlæggende udfordringer, børn møder.

Sundhed skal være inden for rækkevidde

Rwanda har gennem de seneste årtier gjort store fremskridt for børns sundhed. Men hvor et barn bor, har stadig stor betydning for mulighederne for at få hjælp.

I landets mere afsides områder kan der være langt til nærmeste sundhedstilbud. Det kan betyde, at børn bliver vaccineret for sent eller ikke får behandling, når de har brug for den. Samtidig mangler mange familier adgang til rent vand tæt på hjemmet.

Det er nogle af de udfordringer, årets projekt under Børnenes U-landskalender skal være med til at ændre.

200.000 børn får bedre adgang til sundhed

UNICEF styrker sundhedsindsatsen i fem distrikter i Rwanda. Her skal mere end 200.000 børn og deres omsorgspersoner have bedre adgang til blandt andet behandling og vaccinationer.

En del af løsningen er solcelledrevne køleskabe, der kan holde vacciner ved den rigtige temperatur på steder, hvor strømforsyningen er ustabil eller ikke findes. Også køleløsninger til biler, motorcykler og droner, gør det muligt at transportere vacciner og medicin ud til børn i svært tilgængelige lokalsamfund.

Rent vand tættere på hjemmet

Sundhed handler også om noget så grundlæggende som rent vand. Derfor etablerer projektet en mere robust vandforsyning ved hjælp af blandt andet lokale boringer og solenergi. Mødre og piger bliver inddraget i placeringen og udformningen af vandposter, fordi det ofte er dem, der bruger tid på at hente vand til familien.

Når rent vand kommer tættere på hjemmet, falder risikoen for sygdom. Samtidig skal børn og familier bruge mindre tid på at hente vand. Det giver mere tid til blandt andet skole, arbejde og fællesskab.

En julekalender, der rækker ud i verden

Hvert år lærer børn i Danmark et nyt land at kende gennem Børnenes U-landskalender. Der er fokus på både oplysning, fortællinger og undervisning, men salget af kalenderen er også med til at finansiere et konkret projekt for børn.

Børn i Danmark får indblik i en hverdag i Rwanda, der er meget forskellig fra deres egen. Samtidig ser de, hvordan børn, familier og lokalsamfund samarbejder om nye idéer, der skaber varige forandringer, og hvordan udfordringer kan løses, når man løfter i flok.

Salg af nissehuer gør også en forskel

Ud over salget af julekalenderen støttes det gode formål også gennem køb af den nissehue, som Rolfe bærer i årets julekalender på DR. For hver solgt nissehue går 5 kroner til UNICEFs projekter i Rwanda. Nissehuerne kan købes i SuperBrugsen og Kvickly over hele landet.

UNICEFs arbejde fortsætter hver dag

Projektet i Rwanda er blot ét eksempel på, hvordan UNICEF arbejder for børn.

UNICEF arbejder over hele verden for børns overlevelse, udvikling og rettigheder. Vi handler hurtigt i akutte kriser og arbejder sammen med regeringer og lokale partnere for langsigtede forandringer, der styrker børns rettigheder, med Børnekonventionen som grundlag for vores arbejde.