Støt

FN’s Internationale

Dag for Leg

Verdens første legedag

Om kort tid kan hele verden tilføje en ny FN-dag i kalenderen. Dagen markerer vigtigheden af leg og den verden af muligheder, som leg åbner for børn.

Den 11. juni er det for første gang FN’s Internationale Dag for Leg.

Leg handler ikke kun om at have det sjovt, det handler også om udvikling. I de første tre år af et barns liv udvikler hjernen sig hurtigere end på noget andet tidspunkt i dets liv. 

Leg er afgørende for børns evne til at trives og tilegne sig læring, og med vedtagelsen af en officiel, international legedag, signalerer FN vigtigheden i netop dét at lege. Dagen understøtter også, at leg er en grundlæggende ret for børn sikret gennem Børnekonventionen

Leg opbygger børns robusthed, indgyder selvtillid, styrker sociale relationer og er en del af deres udvikling. Leg er afgørende for børns evne til at tilegne sig ny viden og færdigheder. Leg er også et vigtigt redskab, når det handler om børns kognitive, fysiske, sociale og følelsesmæssige udvikling og udvikling af deres fantasi og kreativitet.  

UNICEF har mange års erfaring i at støtte børns trivsel og udvikling gennem leg. Derfor glæder vi os over vedtagelsen af en FN-dag, der handler om at fremme legen og legens betydning globalt, nationalt og lokalt. Vi har også en særlig rolle ift. FN’s Internationale Legedag. Sammen med UNESCO vil vi stå for at udbrede kendskab til dagen og til betydningen af leg.  

Leg er seriøst. Og det er seriøst sjovt! 

Den 20. november 1989 blev FN’s Børnekonvention vedtaget. Børn var allerede omfattet af de generelle menneskerettigheder, men der var behov for særlige rettigheder for børn. Artikel 31 i denne lyder: Alle børn har ret til at hvile sig, til fritid, til at lege og deltage i kulturelle og kreative aktiviteter.  

Leg er dermed en grundlæggende ret for børn, men retten til leg er under pres for mange. I nogle dele af verden er det svært at holde fast i leg, når krig, konflikt og katastrofer rammer. I andre dele udfordres leg, når skærmene overtager. UNICEF estimerer, at 160 mio. børn arbejder i stedet for at lege eller få undervisning. Vi ser dog også, at børn altid finder en eller anden måde at lege på selv i de mest kaotiske omgivelser. Selv midt i krig.

Derfor har en gruppe af globale organisationer, eksperter i leg og udvikling samt børn og unge opfordret FN’s medlemslande til at støtte ønsket om en international legedag.  

Bag opfordringen står LEGO Group og LEGO Fonden, ADEA, Arup, BRAC, Change X, The Concerned for Working Children, Eurochild, Hasbro, INGKA, International Play Association, IRC, KidZania, Mattel, NIKE inc., PEDAL, Plan International, Right To Play International, Red Barnet og Sesame Workshop.

”Vi ved, at leg åbner for nysgerrighed, gør børn kreative, styrker børns mentale helbred og er begyndelsen på et liv, hvor de skal lære nye ting. Leg er børns superkraft (…) En international legedag er en vigtig anerkendelse af børns ret til at lege.” – Sidsel Marie Kristensen, CEO for LEGO Fonden.

Leg er en af de grundlæggende rettigheder i FNs Børnekonvention. Den opbygger robusthed, giver børnene selvtillid, den er en del af børns udvikling og er afgørende for børns evne til at lære noget nyt.

  • UNICEF Danmark

UNICEF & leg

Leg handler ikke kun om at have det sjovt, det handler også om udvikling. I de første tre år – eller de første 1000 dage – af et barns liv udvikler hjernen sig hurtigere end på noget andet tidspunkt i dets liv.

Leg er et vigtigt redskab når det handler om børns kognitive, fysiske, sociale og følelsesmæssige udvikling og udvikling af deres fantasi og kreativitet. Leg kan også være det middel, der hjælper børn gennem svære situationer og voldsomme oplevelser. 

Nedenfor følger eksempler på, hvordan UNICEF bruger legen i arbejdet for verdens børn.

Projekt Play blev igangsat for at skabe mindre affald og samtidig øge den psykosociale stimulering på de ernæringsklinikker, som er med til at behandle og genoptræne børn efter akut underernæring.  

Hvert år leverer UNICEF og vores partnere over 1 milliard poser med jordnøddemos (RUTF) til behandling af akut underernæring af børn under fem år. Tidligere blev emballagen til de næsten 7,5 millioner RUTF-papkasser bare smidt ud, når de var tømt for de små poser. For UNICEF blev dette en mulighed for faktisk at bruge papkasserne til engagerende legetøj til børn og deres forældre.  

Pilotfasen af ​​Projekt Play i Pakistan, Sierra Leone og Uganda i 2023 viste virkelig gode resultater. Så sammen med tre RUTF-producenter blev papkasserne redesignet, så de kunne bruges som legetøj – blandt andet 3D-dyr, mobiltelefoner og biler – til børnene, mens de var i behandling. UNICEF planlægger at udvide initiativet globalt og fortsætte samarbejdet med RUTF-leverandører for at finde nye måder hvorpå man kan integrere legetøjsdesign i al RUTF-emballage og potentielt andre forsyninger. På den måde suppleres behandling for underernæring med legens superkræfter. 

Project Play

9-årige Raghad er indlagt på et hospital med andre børn, der er kommet til skade under bombardementerne i Gaza.

Før krigen plejede Miriam, Ruby, Ola og jeg at lege fange- og gemmeleg i skolegården,” fortæller 9-årige Raghad. Hendes øjne lyser op, når hun fortæller om, hvor meget hun elskede at gå i skole og lege med sine venner, dengang det stadig var muligt.

Jeg elsker at tegne og male,”  udbryder Raghad. ”Jeg kan især godt lide at tegne katte. Dem fra Khan Yunis,” tilføjer hun.

I december 2023 flygtede hun fra de voldsomme angreb på Khan Yunis, og for en stund får Raghad og børn som hende lov til at glemme krigens rædsler og forsvinde ind i legens univers.

Sidste år sendte UNICEF 43.263 Recreation Kits (pakker med legetøj, som sikrer, at børn i alderen 7 – 18 år stadig har mulighed for at lege, lære og være kreative selv midt i katastrofer) fra vores lager i Nordhavn.

  • Kilde: UNICEF Supply Annual Report 2023, Supply 360°

Siden 2015 har LEGO Fonden, LEGO Gruppen og UNICEF gennem leg styrket børn i at være kreative, engagerede og fagligt motiverede. Sammen tilfører vi leg i klasselokalet, derhjemme og blandt befolkningen overalt i verden. Leg hjælper børn med at udfolde deres evner, herunder at tilegne sig den nødvendige faglige viden for at trives i den tid, de lever i. Takket være partnerskabet vil millioner af børn sikres læring igennem leg. 

Social ansvarlighed overfor børn har altid været en integreret del af LEGO Fonden og LEGO Gruppens DNA, og de betragter UNICEF som en kompetent partner, der udfordrer, guider og styrker virksomhedens strategi og indsats til fordel for børn. 

Tal fra UNICEF viser, at 1 ud af 11 børn på verdensplan, som er seks år eller yngre, har tilbragt den mest kritiske periode af hjernens udvikling i konflikttilstand. Humanitære kriser udgør store risici for de mindste børn og deres familier, og krisesituationer kan have alvorlig effekt på små børns udvikling. 

Leg kan være en virkningsfuld strategi til at hjælpe børn med at (re)etablere rutiner og en følelse af normalitet og bidrager også til at styrke barnets modstandskraft. Leg kan, på den lange bane, desuden bidrage til at opbygge mere fredelige samfund. 

Siden 2015 har LEGO Fonden og UNICEF samarbejdet omkring uddeling af LEGO® klodser og legetøj til børn i konfliktramte lande. Udover uddelingen af klodser er også et stort antal lærere og plejepersonale blevet uddannet i læring gennem leg – med et særligt fokus på børn i humanitære konflikter.

Facts

Sidste år sendte vi 42.791 Early Childhood Development Kits (pakker med legetøj, som sikrer, at små børn stadig har mulighed for at lege og være kreative selv midt i katastrofer) fra vores lager i Nordhavn.

  • Kilde: UNICEF Supply Annual Report 2023, Supply 360°

UNICEFs Goodwill-ambassadør, Orlando Bloom, deler sine udfordringer og glæder ved at være forældre.
Han fortæller bl.a. om, hvordan han inkluderer leg i sin rutine.

Sådan kan du selv inddrage leg i din hverdag

Leg er en vigtig del af dit barns læring og udvikling. Det er gennem leg, barnet udforsker sine omgivelser, udvikler sine færdigheder og knytter bånd til sine nærmeste.

Sammen med LEGO Fonden har vi fundet på en masse måder at lege på, som støtter dit barns udvikling i dets første år.

Vær med til at give ALLE børn en mulighed for leg.