Alle børn har ret til at vokse op i omgivelser, der beskytter deres sundhed, udvikling og fremtid. Men klimaforandringer, forurening og mangel på rent vand og sanitet truer millioner af børn verden over.
UNICEF arbejder både med konsekvenserne af klimaforandringer og med de miljøproblemer, der påvirker børns liv og rettigheder. Vi hjælper børn, når katastrofen rammer, styrker de samfund og systemer, de er afhængige af, og arbejder for mere bæredygtige løsninger på lang sigt.
Klimaforandringer rammer børn hårdt
Børn er særligt sårbare over for ekstrem varme, tørke, oversvømmelser, storme og andre klimarelaterede katastrofer. Omkring 1 milliard børn lever i lande, hvor de er udsat for ekstremt høj risiko som følge af klimaforandringer og miljømæssige påvirkninger.
Konsekvenserne rækker langt ud over selve katastrofen. Tørke og oversvømmelser kan ødelægge adgangen til rent vand og mad, lukke skoler og sundhedstilbud og tvinge familier fra deres hjem.
Før, under og efter en klimakatastrofe
UNICEF er til stede før, under og efter klimarelaterede katastrofer. Når en katastrofe rammer, hjælper vi blandt andet med rent vand, sanitet, sundhed, ernæring, uddannelse og beskyttelse.
Sammen med regeringer og lokale partnere styrker vi også vandforsyning, skoler, sundhedstilbud og katastrofeberedskab, så de bedre kan modstå fremtidige kriser.
UNICEF arbejder samtidig for, at børns rettigheder og behov bliver tænkt ind i klimapolitikken, og at børn og unge bliver hørt i beslutninger, der påvirker deres fremtid.

Et sundt og bæredygtigt miljø er afgørende for børn
Bæredygtighed handler om mere end klimaforandringer. Luftforurening, forurenet vand og jord, skadelige kemikalier og dårlig håndtering af affald kan have alvorlige konsekvenser for børn, fordi deres kroppe stadig udvikler sig.
UNICEF arbejder for at minimere børns eksponere for miljømæssige risici og for løsninger, der både beskytter børn og belaster miljøet mindre. Det gælder blandt andet inden for vand og sanitet, sundhed, skoler og UNICEFs egne forsyningskæder.
Arbejdet handler både om at løse problemerne her og nu og om at skabe mere bæredygtige systemer, der kan beskytte børn på lang sigt.
Tørke og oversvømmelser
Vand spiller en stor rolle i klimaforandringerne. Tørke kan få vandkilder til at tørre ud og ødelægge afgrøder, mens oversvømmelser kan forurene drikkevand, ødelægge sanitære forhold og sprede sygdomme.
For børn kan konsekvenserne være alvorlige. Derfor arbejder UNICEF både med akut adgang til rent vand og sanitet og med langsigtede løsninger, der gør vandforsyning og andre vigtige samfundsfunktioner mere modstandsdygtige over for klimaforandringer.
