Syriens børn lider under krigen
Efter mere end et årti med konflikter og katastrofe er situationen katastrofal i Syrien, hvor mere end 12,5 millioner mennesker har behov for humanitær nødhjælp, heraf 5 millioner børn.
Syriens børn er Syriens fremtid
Alvorlige overtrædelser af børns rettigheder – rekruttering, bortførelse og drab fortsætter med at sætte Syriens børns sikkerhed i fare.
Konflikten har raset siden marts 2011 og er blusset op igen i november 2024. Fremtiden er usikker for børnene i Syrien og der er brug for handling, hvis vi vil undgå en hel generation af syriske børn, der aldrig har gået i skole og aldrig har fået hjælp til at komme sig psykisk efter al den vold og ødelæggelse, de har oplevet.
Krigen og konflikterne forårsager alvorlige brud på børnenes rettigheder. Børnearbejde, børneægteskaber og rekruttering af børnesoldater er et stigende problem. Mange børn er så traumatiserede, at de har mistet håbet og troen på fremtiden og har svært ved at kommunikere og knytte sig til andre mennesker. De mangler mad, rent vand, varmt tøj, adgang til lægehjælp, beskyttelse og skolegang.

Situationen i Syrien er værre end nogensinde
Selv før de voldsomme jordskælv i 2023 var de humanitære behov blandt børn i Syrien større end nogensinde. Efter mere end et årti med konflikt er millioner af familier nu fanget i en humanitær katastrofe og 7 millioner børn har desperat brug for hjælp.
Børnene bliver frarøvet de mest fundamentale rettigheder som mad, vand, medicin, beskyttelse og muligheden for at gå i skole. Nogle bliver tvunget ind i et liv som børnesoldater, andre til ægteskab eller i arbejde. Mere end 90% af Syriens familier lever i fattigdom, og akut underernæring påvirker millioner af børn.
Hvad gør UNICEF?
UNICEF hjælper børnene i Syrien og landene omkring og ved Europas grænser. Vi sikrer adgang til rent vand og livsvigtige vacciner, og sørger for, at så mange børn som muligt får behandlet deres traumer og har mulighed for at gå i skole.
Vinteren er den hårdeste tid at komme igennem. Derfor har UNICEF et særligt vinterprogram, der beskytter de udsatte børn ved at give dem varmt vintertøj, lægehjælp og varme i klasseværelserne.
Syriens børn går glip af skolegang
Millioner af syriske børn går ikke i skole, selvom de har alderen til det. Hver fjerde skole i landet er enten ødelagt eller i brug til andre formål. Det er helt afgørende for UNICEF at hjælpe så mange børn som muligt tilbage på skolebænken. Uden en uddannelse vil ikke bare de, men også deres familier og landet som helhed stå med uoverkommelige udfordringer senere hen. Samtidig danner skolen en fast ramme om børnenes hverdag, som er helt afgørende i en så traumatiserende periode af deres liv.
UNICEF støtter og driver skoler i og omkring Syrien. Vi uddeler skolematerialer og oplyser familierne om vigtigheden af, at deres børn kommer i skole.


