Din kurv er lige nu tom!
UNICEF byder Israels udmelding om at indføre akut nødvendige humanitære pauser velkommen. Pauserne skal sikre bedre adgang til at levere nødhjælp ind i og på tværs af Gaza.
Siden våbenhvilen brød sammen i marts, har børn levet i et mareridt, uden adgang til de mest basale fornødenheder. De er sultne, traumatiserede og har ingen sikre steder at søge tilflugt. Hele Gazas befolkning på over to millioner mennesker er ramt af alvorlig fødevareusikkerhed. Én ud af tre har ikke spist i flere dage, og 80 procent af alle rapporterede dødsfald som følge af sult er børn.
Der er nu en mulighed for at vende udviklingen – og redde liv.
UNICEF har hele tiden arbejdet for at få nødhjælp frem. Men vi kan gøre meget mere, hvis der etableres flere humanitære korridorer, så vores konvojer – og kommercielle lastbiler, som også er afgørende – lettere kan komme frem. Alene i juli har UNICEF leveret 147 lastbiler med ernæringshjælp til Gaza, herunder babymad, mælk og energiholdige kiks.
Vi er klar til at øge antallet markant og sikre, at endnu mere livreddende hjælp når frem – og bringer håb til en udmattet befolkning.
UNICEF fastholder sin opfordring til en våbenhvile, uhindret adgang for humanitær bistand i hele Gaza, beskyttelse af børn – og løsladelse af alle gidsler, så de kan vende hjem til deres kære.
