En sort boks fyldt med børns visioner for fremtiden rejser de kommende uger Danmark rundt. I dag sender elever fra Kobberbakkeskolen i Næstved stafetten videre mod Nyborg. Initiativet kommer fra UNICEF Danmark, der den 20. november markerer Børnenes Kampdag. Målet er at give børn en platform til at råbe voksne op om deres ansvar for at løse klimakrisen.
En sort boks er normalt et værktøj, der er udviklet til at overleve flystyrt, og som indeholder svar på, hvad der forårsagede katastrofen. Men i år er en lidt anden slags sort boks sendt på rejse. Frem mod Børnenes Kampdag den 20. november rejser en stafet i form af en stor sort boks nemlig hele vejen fra Bornholm til Aalborg. Og ligesom den sorte boks i fly indeholder stafetten bud på, hvad der kan forhindre en af vor tids største katastrofer; klimakatastrofen.
Det er elever fra fem UNICEF-rettighedsskoler, der de kommende uger bærer årets kampdags-stafet gennem Danmark og undervejs fylder den med kreative projekter, som viser deres bud på, hvordan vi skal skabe en klimavenlig fremtid. Til slut ender stafetten i Aalborg, hvor den udstilles på kulturcenteret Nordkraft. Boksen har to transparente sider, så besøgende kan se, hvad eleverne har fyldt den med.
David Rabæk og Johannes Neve Sonne er to af de elever fra Kobberbakkeskolen i Næstved, der i dag sender stafetten afsted på rejse fra Næstved til Nyborg:
”Det er fedt at være en del af stafetten, fordi man kæmper for børns rettigheder og viser voksne og forældre, hvilke rettigheder børn har,” siger Johannes Neve Sonne.
David Rabæk synes, det er vigtigt at være en del af Børnenes Kampdag, fordi det kan være med til at få det stærke budskab ud:
”Jeg synes det er fedt, fordi vi oplever noget nyt og samtidig hjælper med at få budskabet om klimaretfærdighed ud. Det er jo vigtigt, fordi vi skal passe på hinanden og på andre,” siger han.
En platform for børneinddragelse
Sidste år viste en undersøgelse foretaget blandt 1000 danske børn, at klimaforandringer utvetydigt er det problem, børn mener, det haster mest med at få løst. Samme undersøgelse viste, at børn kun i ringe grad oplever, at medier og beslutningstagere lytter til dem. Det er derfor UNICEFs håb, at årets stafet kan være med til at skabe en platform for, at børn og unge bliver inddraget og taget alvorligt, når det kommer til at løse klimakrisen:
”Mange børn mister tilliden til voksne, når de ser, hvordan det halter med at skabe konkrete løsninger på klimakrisen. Samtidig oplever de, at magthavere ikke lytter til dem. En af de vigtigste rettigheder, vi kæmper for i UNICEF, er, at børn altid skal tages med på råd i spørgsmål, der vedrører dem. Og det må man sige, at klimakrisen gør. Men det er vigtigt at understrege, at børns opgave begrænser sig til at råbe op, og så er det de voksnes ansvar at lytte og handle,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær, Susanne Dahl.
Kampagnen kulminerer den 20. november, hvor stafetten når sin endestation, Aalborg. På dagen modtager Aalborg desuden sin officielle certificering som såkaldt Børnevenlig By.
FAKTA OM BØRNENES KAMPDAG:
