Øget uro påvirker børn i Grønland og Danmark: Sådan hjælper UNICEF
UNICEF styrker beredskabet for børn i Grønland og giver samtidig råd til, hvordan vi taler med børn herhjemme om krisen.
Sådan taler du med dit barn om situationen i Grønland
Optrapningen om Grønland påvirker børn og gør dem utrygge – i både Grønland og Danmark. Mediedækning og indhold på sociale medier kan skabe frygt for krig og få spørgsmålene til at tårne sig op.
Hvad gør du, når dit barn hører trusler om et militært angreb på Grønland? Eller når de overhører voksne snakke om den tilspidsede situation uden helt at forstå, hvad det handler om?
For børn i Grønland fylder truslen selvsagt endnu mere. Derfor har UNICEF i Grønland bidraget til det nationale beredskab for børn og familier i Grønland med faglig viden og anbefalinger til, hvordan voksne kan tale med børn om det, de oplever i disse udfordrende tider.
I UNICEF mener vi, at børn har ret til omsorg og beskyttelse. Men samtidig har de også ret til at blive informeret om, hvad der sker ude i verden – når de er parate og store nok til det.
Det er vigtigt, at børn ikke går alene rundt med deres tanker. Børns fantasi er nemlig ofte værre end virkeligheden. Når børn stiller spørgsmål om noget, de har set på tv eller på de sociale medier, er det derfor vigtigt, at man som voksen tager sig tid til at lytte, forklare og skabe tryghed hos barnet.
De gode råd er samlet i en pjece til familier i hele Grønland. Pjecen giver konkrete og jordnære råd til forældre og andre omsorgspersoner om, hvordan man taler med børn om svære og utrygge situationer samt om, hvordan man beskytter børn, når de er online
Du kan se pjecen her: Lancering af nye pjecer: Gode råd i krisetider – UNICEF Kalaallit Nunaanni
Også børn i Danmark er utrygge ved situationen. Bør du tale med dit barn om risikoen? Eller skal realiteterne holdes væk fra barnet, så længe det overhovedet er muligt? Det kan være svært at vide, hvordan og hvor længe man skal beskytte børn mod livets barske realiteter.
Nedenfor finder du otte anbefalinger til, hvordan du kan tale med dit barn om den globale udvikling om Grønland.
1. Skån dit barn, så længe du kan
Små børn i førskolealderen har ikke brug for at høre om andre børn, der lever med truslen om krig. Børn bør først høre om krig og katastrofer, når det er uundgåeligt at skærme dem for det, hvilket typisk er, når de begynder at gå i skole. Her begynder børnene at kunne læse selv og hører måske om verdens gru gennem klassekammeraterne. Børn skal blive klogere på verden i små portioner. Det skal vi som voksne hjælpe dem med.
2. Lyt til barnets bekymring
Spørg nysgerrigt ind til, hvad barnet har hørt og set, og hør, om det vil dele sine tanker. Lad barnet sætte ord på sine bekymringer og stille alle de spørgsmål, det brænder inde med. Undgå at gøre snakken til et forhør, men gør det klart, at du står til rådighed.
3. Vær obs på tv, radio og sociale medier
I dag bliver børn bombarderet med billeder og historier fra mange kanaler. Nyhedsudsendelserne kører døgnet rundt, og de sociale medier er en evig kilde til historierne om, hvad der sker ude i den store verden. Voldsomme nyheder skræmmer og påvirker børn. De forstår ikke helt, hvad det er, de ser – og det kan få fantasien til at løbe løbsk. Små børn i førskolealderen bør derfor ikke se nyheder, og større børn bør kun se dem sammen med en voksen, som kan hjælpe dem med at fortolke indtrykkene.
4. Prøv ikke at ignorere og fortie situationen
Som forælder til større børn bør du sætte dig ned sammen med dit barn og tale om de ting, børnene har set eller hørt på tv, radio eller sociale medier. Forsøg ikke at ignorere dit barns spørgsmål eller fortie situationen. Svar på dit barns spørgsmål, så godt du kan og eksemplificer gerne dine svar.
5. Anerkend barnets følelser
Ofte kan det at sige tingene højt hjælpe med at lette børns bekymringer. Også selvom vi voksne ikke altid har alle svarene på deres spørgsmål. Fortæl barnet, at du sætter pris på, at det kommer til dig og afvis aldrig oplevelser eller følelser som overdrevne eller langt ude.
6. Vær konkret og giv korte og klare svar
Intet er værre end fantasien. Derfor hjælper det ofte at være meget konkret, når du svarer på spørgsmål. Når du svarer på dit barns spørgsmål, skal du overveje, hvad og hvor meget du vil fortælle. Der er ingen grund til at udpensle dramatiske begivenheder eller overdrive mængden af information. Fortæl så enkelt som muligt om den aktuelle situation i Grønland uden at fylde ekstra fakta på. Dit barn har ret til information – men det har også ret til at blive beskyttet.
7. Tilpas informationen til barnets alder og fællesskaber
Børn kan have forskellige afsæt for at tale om aktuelle begivenheder. Både i forhold til alder, erfaringer, viden og de fællesskaber, de indgår i. Sørg for at fortælle med brug af ord, som barnet kender og forstår. Vær også opmærksom på, om det kender andre børn, hvis familie har bånd til Grønland. Fortæl, at det for disse børn kan være en særlig svær tid lige nu, og lad barnet vide, at det kan komme til dig, hvis der opstår spændinger i klassen eller vennegruppen.
8. Forklar dit barn, at børn i Grønland får støtte
Fortæl om den hjælp og støtte, som børn i Grønland får lige nu. Lad barnet vide, at der findes voksne, der beskytter børnene så godt de kan.
