30 tons håb leveret med fly

DSV sender akut hjælp til børn i DR Congo

I DR Congo er 15 millioner børn påvirket af væbnede konflikter, sult og sygdomsudbrud. Situationen er særlig alvorlig omkring storbyen Goma, hvor blodige kampe er taget til siden januar. Nødhjælpslagre er blevet plyndret, lokale leverandørers kapacitet er begrænset og forsyningskæderne er udfordret.

Takket være den globale transport- og logistikvirksomhed, DSV, er flere fly i de seneste uger landet i Den Demokratiske Republik Congo med nødhjælp fra UNICEF’s globale forsynings- og logistik-hub i København.

Sammen med DSV har UNICEF leveret over 30 tons sundhedsforsyninger, som er målrettet de to østlige provinser Nord-Kivu og Syd-Kivu.

Nødhjælpen skal bruges til at bekæmpe overførbare sygdomme som mpox, mæslinger og kolera. Telte skal øge behandlingskapaciteten, og fødselsudstyr vil gøre jordemødre i stand til at hjælpe fødende kvinder og deres små børn.

Samtidig gør de vitale forsyninger det muligt at gennemføre 30.000 sundhedskonsultationer for de internt fordrevne personer, som er blevet tvunget til at returnere til de krigshærgede provinser. En situation der øger risikoen for større sygdomsudbrud.

Flyene med nødhjælp til DRC er en del af et strategisk partnerskab mellem DSV og UNICEF, der skal sikre adgang til vitale forsyninger for børn over hele verden. DSV bidrager med:

  • Gratis flytransport til hurtig levering af vitale forsyninger i katastroferamte områder
  • Ekspertise og støtte til at styrke forsyningskæderne i fem latinamerikanske lande
  • Fleksible midler, der sikrer, at børn, som har allermest brug for det, får hjælp

Tak til DSV – Global Transport and Logistics for at støtte UNICEF i en tid, hvor flere børn end nogensinde før har brug for akut hjælp.

Maria Westh

  • Head of External Communications, UNICEF Danmark