UNICEF
Børnevenlig Kommune

Alle børn og unge i Danmark har ret til et godt og trygt liv – med beskyttelse, respekt og mulighed for at blive hørt. Derfor samarbejder UNICEF Danmark med kommuner, der vil gøre en ekstra indsats for at styrke børn og unges rettigheder og give dem indflydelse på beslutninger, der påvirker deres hverdag. Programmet er støttet af: Alm. Brand Foreningen 1792 og Lauritzen Fonden.

Rettighedskompetencer

UNICEF Danmark tilbyder løbende kompetenceudviklingsforløb til kommuner, der arbejder med at styrke børn og unges rettigheder. Forløbene består af konkrete læringsmoduler, som giver medarbejdere den nødvendige viden og de praktiske redskaber til at integrere børn og unges rettigheder i deres eksisterende faglighed og daglige praksis.

Målet er at sikre, at kommunens medarbejdere står stærkt i arbejdet med at omsætte børn og unges rettigheder til handling – på tværs af forvaltninger, fagområder og mødet med børn og unge.

UNICEF Børnevenlig Kommune

UNICEF Danmark arbejder hver dag for at styrke børns og unges rettigheder, fordi voksne har et fælles ansvar for, at alle får en god start på livet. Her spiller kommunerne en helt central rolle. Nedenfor følger en guideline, der er målrettet alle, der arbejder med UNICEF Børnevenlig Kommune, og som giver et overblik over programmets fundament samt kravene til certificering. Den beskriver desuden rammerne for at blive og være en UNICEF Børnevenlig Kommune.

Programmets vision er, at alle børn og unge i Danmark oplever et trygt børneliv, hvor deres rettigheder respekteres og fremmes, og hvor de har reel indflydelse på beslutninger, der vedrører dem. Målet er at skabe varige, positive forandringer gennem en konsekvent rettighedsbaseret tilgang – med særligt fokus på at styrke børne- og ungeinddragelse på tværs af kommunen.

Sådan bliver I UNICEF Børnevenlig Kommune 

For at blive certificeret som UNICEF Børnevenlig Kommune skal kommunen gennemføre en seks-trins proces, der understøtter arbejdet undervejs. Processen sikrer, at de formelle rammer etableres, og at de obligatoriske elementer tilpasses den lokale kontekst. Certificeringen tager typisk 1–2 år og gælder i fire år, hvorefter kommunen kan recertificeres i samarbejde med UNICEF Danmark. Opstartsperioden omfatter følgende seks trin:

  • Borgmester og UNICEF Danmark underskriver en samarbejdsaftale.
  • Kommunen udarbejder en situationsanalyse for børn og unge i kommunen.
  • Kommunen udarbejder en handlingsplan for 1-2 år med udgangspunkt i de forandringer, kommunen ønsker at skabe ud fra situationsanalysen.
  • Handlingsplanens initiativer igangsættes, kommunikeres og implementeres sideløbende med udrulningen af et kompetenceudviklingsforløb, der bliver faciliteret af UNICEF Danmark.
  • Kommunen og UNICEF Danmark evaluerer indsatserne. 
  • Borgmesteren og UNICEF Danmark indgår en fireårig certificeringsaftale som UNICEF Børnevenlig Kommune, hvorefter processen gentages med en opdateret situationsanalyse og ny handlingsplan.

Alm. Brand Foreningen 1792 og UNICEF Danmark arbejder sammen om at fremme børns trivsel i Danmark med særligt fokus på tryghed, fællesskab og børns rettigheder.