Malaria
Hvert andet minut dør et barn af malaria. På trods af at malaria både kan forebygges og behandles, er sygdommen et stort problem for befolkningssundheden i regioner verden over. Næsten halvdelen af verdens befolkning – omkring 3,2 milliarder mennesker – risikerer at få malaria.
UNICEF arbejder tæt sammen med WHO og andre partnere for at opnå en malaria-fri verden. Det gør vi ved at sikre, at de mest udsatte får de forebyggende og behandlende indsatser, som er nødvendige for at forblive raske.
“Hvert andet minut dør et barn af malaria,” fortæller Stefan Swartling Petersen, UNICEFs globale sundhedschef.
“Værre endnu er det, at vi efter flere år med fremskridt i kampen mod malaria nu ser en tendens til, at det går i den forkerte retning. Fornyet politisk forpligtelse og donationer er nødvendigt, hvis vi skal vinde over malaria. Alt for mange børns liv er i fare,” tilføjer han.

272.000
børn under 5 år døde af malaria i 2018
90%
af alle malaria-relaterede dødsfald sker i Subsaharisk Afrika
10 fakta om malaria
- Blandt alle smitsomme sygdomme er malaria den tredjestørste årsag til dødsfald for børn under fem år. Kun overgået af lungebetændelse og diarré.
- Næsten 300.000 børn under fem år døde af malaria i 2016. Det svarer til næsten 800 børn om dagen. I 2018 var tallet faldet til 272.000.
- I årene 2000-2015 faldt dødeligheden for malaria med 60 procent, og antallet af malariatilfælde faldt med 37 procent globalt. I løbet af de 15 år reddede man hermed 6,2 millioner mennesker, heraf 5,9 millioner børn.
- Fremskridtene i kampen mod malaria er de seneste år begyndt at stagnere. I 2016 rapporterede 91 lande tilsammen 216 millioner tilfælde af malaria – det er fem millioner mere end i 2015. Rwanda og Nigeria havde tilsammen en stigning på 1,5 millioner tilfælde, mens DR Congo havde 500.000 flere tilfælde i 2016 end i 2015.
- Det estimeres, at 90 procent af alle dødsfald grundet malaria finder sted i Subsaharisk Afrika, hvor 407.000 mennesker mistede livet i 2016.
- Malaria rammer de mest sårbare: Børn under fem år, de fattigste og på anden vis marginaliserede befolkningsgrupper samt gravide og deres ufødte børn.
- Fire ud af fem malaria-relaterede dødsfald forekommer i et af disse 15 lande: Nigeria, DR Congo, Indien, Mozambique, Ghana, Angola, Uganda, Mali, Burkina Faso, Kenya, Tanzania, Cameroun, Niger, Guinea og Chad. Mere end hvert tredje malaria-relaterede dødsfald forekommer i kun to lande: Nigeria og DR Congo. UNICEF har et landekontor i alle 15 lande.
- Den mest almindelig og effektive måde at forebygge malariainfektioner på er at sove under et insekticidbehandlet net. Det estimeres, at 54 procent af alle mennesker i risiko for at få malaria i Subsaharisk Afrika sov under et af disse behandlede net i 2016 sammenlignet med kun 30 procent i 2010.
- I de sidste 10 år har UNICEF indkøbt og hjulpet med at distribuere omkring 268 millioner insekticidbehandlede sengenet i flere end 30 lande.
- Lande, som har haft tre sammenhængende år uden tilfælde af malaria, kan søge om et certifikat for eliminering af malaria. I det sidste årti har seks lande fået dette certifikat: Marokko (2010), Turkmenistan (2010), Armenien (2011), Maldiverne (2015), Sri Lanka (2016) og Kyrgyzstan (2016). I de foregående to årtier blev der uddelt et certifikat til de Forenede Arabiske Emirater (2007).
