Sådan bruger

UNICEF leg

Leg er ikke for sjov

Leg handler ikke kun om at have det sjovt, men også om børns kognitive, fysiske, sociale og følelsesmæssige udvikling. Desuden kan leg være et et vigtigt redskab, der hjælper børn gennem svære situationer og voldsomme oplevelser. Her følger eksempler på, hvordan UNICEF bruger legen i arbejdet for verdens børn.

Projekt Play blev igangsat for at skabe mindre affald og samtidig øge den psykosociale stimulering på de ernæringsklinikker, som er med til at behandle og genoptræne børn efter akut underernæring.  

Hvert år leverer UNICEF og vores partnere over 1 milliard poser med jordnøddemos (RUTF) til behandling af akut underernæring af børn under fem år. Tidligere blev emballagen til de næsten 7,5 millioner RUTF-papkasser bare smidt ud, når de var tømt for de små poser. For UNICEF blev dette en mulighed for faktisk at bruge papkasserne til engagerende legetøj til børn og deres forældre.  

Pilotfasen af ​​Projekt Play i Pakistan, Sierra Leone og Uganda i 2023 viste virkelig gode resultater. Så sammen med tre RUTF-producenter blev papkasserne redesignet, så de kunne bruges som legetøj – blandt andet 3D-dyr, mobiltelefoner og biler – til børnene, mens de var i behandling. UNICEF planlægger at udvide initiativet globalt og fortsætte samarbejdet med RUTF-leverandører for at finde nye måder hvorpå man kan integrere legetøjsdesign i al RUTF-emballage og potentielt andre forsyninger. På den måde suppleres behandling for underernæring med legens superkræfter. 

Sidste år sendte UNICEF 43.263 Recreation Kits (pakker med legetøj, som sikrer, at børn i alderen 7 – 18 år stadig har mulighed for at lege, lære og være kreative selv midt i katastrofer) fra vores lager i Nordhavn.

9-årige Raghad er indlagt på et hospital med andre børn, der er kommet til skade under bombardementerne i Gaza.

Før krigen plejede Miriam, Ruby, Ola og jeg at lege fange- og gemmeleg i skolegården,” fortæller 9-årige Raghad. Hendes øjne lyser op, når hun fortæller om, hvor meget hun elskede at gå i skole og lege med sine venner, dengang det stadig var muligt.

På hospitaler hjælper UNICEF børnene med at bearbejde traumatiske oplevelser gennem leg, kreative aktiviteter og historiefortælling. Både den frie og den lærende leg er vigtig for alle børn i hele verden. Forskning viser, at leg og kreative aktiviteter også kan hjælpe med at dæmpe og forebygge langvarig stress hos børn.

Jeg elsker at tegne og male,”  udbryder Raghad. ”Jeg kan især godt lide at tegne katte. Dem fra Khan Yunis,” tilføjer hun.

I december 2023 flygtede hun fra de voldsomme angreb på Khan Yunis, og for en stund får Raghad og børn som hende lov til at glemme krigens rædsler og forsvinde ind i legens univers.

Siden 2015 har LEGO Fonden, LEGO Gruppen og UNICEF gennem leg styrket børn i at være kreative, engagerede og fagligt motiverede. Sammen tilfører vi leg i klasselokalet, derhjemme og blandt befolkningen overalt i verden. Leg hjælper børn med at udfolde deres evner, herunder at tilegne sig den nødvendige faglige viden for at trives i den tid, de lever i. Takket være partnerskabet vil millioner af børn sikres læring igennem leg. 

Social ansvarlighed overfor børn har altid været en integreret del af LEGO Fonden og LEGO Gruppens DNA, og de betragter UNICEF som en kompetent partner, der udfordrer, guider og styrker virksomhedens strategi og indsats til fordel for børn. 

Tal fra UNICEF viser, at 1 ud af 11 børn på verdensplan, som er seks år eller yngre, har tilbragt den mest kritiske periode af hjernens udvikling i konflikttilstand. Humanitære kriser udgør store risici for de mindste børn og deres familier, og krisesituationer kan have alvorlig effekt på små børns udvikling. 

Leg kan være en virkningsfuld strategi til at hjælpe børn med at (re)etablere rutiner og en følelse af normalitet og bidrager også til at styrke barnets modstandskraft. Leg kan, på den lange bane, desuden bidrage til at opbygge mere fredelige samfund. 

Siden 2015 har LEGO Fonden og UNICEF samarbejdet omkring uddeling af LEGO® klodser og legetøj til børn i konfliktramte lande. Udover uddelingen af klodser er også et stort antal lærere og plejepersonale blevet uddannet i læring gennem leg – med et særligt fokus på børn i humanitære konflikter.

Årets legedag – hele Danmark leger skjul

På FNs internationale Dag for Leg markerer vi børns ret til leg ved at lege. Gerlev Center for Leg og Bevægelse har i år kåret skjul til at være årets leg. UNICEF Danmark inviterer derfor alle børn og voksne til at lege skjul d. 11. juni, kl. 11. 

Barn der leger skjul