UNICEF Danmarks ESG-rapport 2024

ESG til fordel for alle verdens børn 

 
Hver dag arbejder vi i UNICEF for at skabe en bedre fremtid for verdens børn. Det er vores vigtigste mål og en del af det mandat, vi har fået fra FN’s Generalforsamling – at kæmpe for børns rettigheder, sikre deres basale behov og give dem de bedste muligheder for at udvikle sig.

Behovet for vores indsats har aldrig været større. I 2024 oplevede vi en alarmerende stigning i antallet af børn fanget i humanitære kriser. Næsten 94 millioner børn i 155 lande havde akut brug for livsvigtig hjælp – mad, rent vand, medicinske forsyninger og beskyttelse mod krig og katastrofer. Samtidig er der stadig store udfordringer i at nå verdens udviklingsmål for 2030. 

Heldigvis står vi ikke alene med opgaven. Danske virksomheder og fonde har i stigende grad taget ansvar for at skabe varige og positive forandringer for verdens børn. Gennem stærke partnerskaber med organisationer som UNICEF bliver ambitioner om bæredygtighed og social ansvarlighed omsat til konkrete handlinger, der gør en reel forskel.

En ramme for forandring 
Når virksomheder og fonde samarbejder med UNICEF, kan det understøtte deres strategiske mål – og her spiller ESG en central rolle. ESG giver en struktureret og synlig ramme for at dokumentere den forskel, et samarbejde med UNICEF gør. Det stigende fokus på ESG skaber et fælles sprog og øger transparensen omkring, hvordan virksomheder påvirker samfundet. 

Med vores omfattende data kan UNICEF synliggøre partnernes konkrete bidrag til reelle forandringer – både nu og i fremtiden. Som professionel og troværdig samarbejdspartner ønsker UNICEF at være det naturlige valg for virksomheder, fonde og privatpersoner, der vil gøre en reel forskel for verdens børn. Med tilstedeværelse i 190 lande og territorier og over 13.000 dedikerede medarbejdere, når vi ud til de mest udsatte børn, hvor behovet er størst.

Troværdighed og handling
UNICEF Danmark er en af UNICEFs 32 nationalkomiteer, som arbejder for at mobilisere ressourcer og skabe opmærksomhed om børns rettigheder. 2024 markerer første gang, UNICEF Danmark udgiver en ESG-rapport, hvilket har givet os et mere struktureret fokus på vores interne arbejde med miljø, sociale forhold og ledelse. 

ESG hjælper os med at identificere områder, hvor vi kan forbedre os, og sikrer samtidig større transparens over for vores partnere og bidragsydere. Vi er fast besluttet på at fortsætte denne udvikling år for år og gøre vores bidrag endnu tydeligere. Sammen med vores partnere, bidragsydere og medarbejdere vil vi fortsat arbejde målrettet for en bæredygtig fremtid for alle verdens børn. 

Tak til alle, der bidrager. Sammen kan vi skabe den forandring, verdens børn har brug for. Sammen kan vi omskrive historien for verdens børn! 

Susanne Dahl / Generalsekretær i UNICEF Danmark

Organiseringen af ESG-arbejdet

UNICEF Danmark opererer under et FN-mandat, og vi skal som en af UNICEFs nationalkomiteer indarbejde ESG-overvejelser i den daglige drift, vores strategiske planlægning og i større beslutningsprocesser; ikke som et separat område, men som en naturlig del af organisationens mål og risikostyring. Bestyrelsen er ansvarlige for at sikre, at ESG-principper bliver en integreret del af de strategiske beslutninger, selvom vi som organisation ikke er omfattet af de europæiske regler om afrapportering (CSRD).

UNICEF Danmark arbejder i det daglige på tværs af organisation med ESG, og arbejdet er forankret hos direktøren for strategi og operations.

Det første skridt i arbejdet med ESG bestod af en dobbelt væsentlighedsanalyse og analyseworkshops med det formål at nå frem til, hvordan netop UNICEF Danmark kan arbejde med ESG.

Væsentlighedsanalysen indikerede, at flere af ESRS (Europæiske rapporteringsstandarder) er væsentlige at rapportere om på følgende tre tematiske områder:

  • Værdier
  • Rekruttering og fastholdelse
  • Konkurrencedygtighed

’Environmental’: Flere standarder anses som væsentlige ud fra alle tre ovenstående tematiske områder. Set i lyset af, at den globale klimakrise truer børns rettigheder nu og i fremtiden, er miljømæssig bæredygtighed tæt forbundet med social impact.   

’Social’: Samtlige forhold under standarderne anses som væsentlige at rapportere på, at sætte mål for og at kunne levere data på til samarbejdspartnere. Det handler både om arbejdsforhold i UNICEF Danmark i København og Nuuk samt vores arbejde med børn som målgruppe. 

’Governance’: Standarden anses som væsentlig at rapportere på, da den har en stor indflydelse på alle tre tematiske områder og har en stor indflydelse på organisationens udvikling.  
 
Selvom analyserne har vist, at samtlige standarder er væsentlige at rapportere om, har vores største fokus været at sætte arbejdet med ESG i gang og dermed offentliggøre en ESG-rapport som fundament til en bæredygtig udvikling på E, S og G.

Hvad vi dækker – og hvorfor

ESG-rapporten vedrører alene UNICEF Danmark, som er en af UNICEFs 32 nationalkomiteer. Rapporten dækker dermed ikke øvrige UNICEF-organisationer i København (UNICEF Supply Division – Verdenslageret og Sustainable WASH Innovation Hub) eller i verden.   

UNICEF Danmark består dels af et kontor i København, dels af et kontor i Nuuk i Grønland. Der er syv ansatte på kontoret i Nuuk, mens der er 123 ansatte på kontoret i København. Desuden er der store forskelle i lokale forhold. Hvor muligt rapporterer vi om begge kontorer, mens enkelte dataområder kun vedrører kontoret i København. Det nævnes specifikt, når data om kontoret i Grønland er inkluderet. 
 
UNICEF Danmark har en relativ kort værdikæde, hvor størstedelen af vores miljøpåvirkninger stammer fra vores egne operationer, men vi inddrager i rapporten vores leverandørkæder, hvor det er relevant. 

UNICEF Danmark har valgt at læne sig op ad Erhvervsstyrelsens standard for frivillig rapportering, som afspejler udkastet til den nye europæiske frivillige standard for SMV’ers bæredygtighedsrapportering (VSME). 

Rapporten er ikke underlagt revision.