Din støtte til

forskel 2023

Vi er stærkest sammen

2023 var et turbulent år for verdens børn. Krig og katastrofer kostede tusindvis af børneliv og fratog millioner af børn deres faste holdepunkter – et trygt hjem, de daglige måltider og skolegang. 

Vi så voldsomme vandmasser sluge huse og hele byer i Libyen. Jordskælv, der begravede familier under murbrokkerne i Syrien, Afghanistan og Marokko. Traumatiserede børn i Ukraine. Tusindvis af børn, der stadig kæmper for at overleve, mens bomberne regner ned over dem i Gaza. Det har været overvældende, og mange har nok haft lyst til at kigge den anden vej.

Men du valgte at gøre en forskel. Den trofaste vedholdenhed fra støtter som dig har været fuldstændig uundværlig for at nå de børn, som har allermest brug for os. Sammen har vi givet børn livreddende nødhjælp. Sammen har vi sikret børn en plads på skolebænken og løftet generationer ud af fattigdom. Sammen har vi omskrevet børns historie.

Med din støtte sender vi nødhjælp til hele verden

”Vi har aldrig haft så travlt som nu,” fortæller Susanne Fraisse, som er lagerchef på UNICEFs verdenslager i København. Her koordinerer, pakker og sender vi hver dag nødhjælp til børn i Gaza, Afghanistan, Ukraine og andre lande, der er ramt af krige og naturkatastrofer.    

Fra lageret sender vi blandt andet medicin, telte, tæpper, vand­rensnings­­udstyr, jordemoder­sæt og skoleudstyr til børn overalt i verden. Det kan vi kun med hjælp fra støtter som dig.    

Sammen får vi hjælpen frem inden for 72 timer. Det er afgørende, at nødhjælpen når frem til børn så hurtigt som muligt. Ofte er det et spørgsmål om liv eller død for især helt små børn. Takket være støtter som dig har UNICEF lagre med nødhjælps­forsyninger over hele verden og kan rykke hurtigt ud med nødhjælp til børnene. Fra vores Verdenslager i København kan vi pakke, sende og få nødhjælp frem inden for 72 timer, næsten uanset hvor i verden det brænder.   

UNICEFs lager i København er på størrelse med tre fodboldbaner og verdens største nødhjælpslager. Et af de mest efterspurgte kits på lageret er det såkaldte ‘School-in-a-box’.

School-in-a-box er et klasseværelse i en boks, som kan foldes ud hvor som helst, når som helst. Den indeholder skolematerialer nok til at undervise 40 børn i tre måneder og bliver sendt afsted til katastroferamte områder, efter den mest livsnødvendige hjælp er nået frem. Med hjælp fra støtter som dig kan UNICEF på en enkelt dag producere 2000 School-in-a-box-kits. Nok til 80.000 børn i 3 måneder.
UNICEF/UNI472244

Med din støtte hjælper vi Gazas børn

I oktober 2023 eskalerede konflikten mellem Israel og Hamas i en grad, der rystede hele verden. Hundredvis blev holdt som gidsler, og over 24.000 mennesker har indtil videre mistet livet.

Børnene er dybt traumatiserede, og en hel befolkning står midt i en humanitær krise, der sjældent er set lige. Over 90 procent af børnene i Gaza mangler helt basale fødevarer og rent drikkevand. Det kan føre til livstruende underernæring, som i sidste ende kan koste børneliv.  

UNICEF er til stede i Gaza og har været det siden starten af 1980’erne. Grundet vores kendskab til de lokale forhold og mangeårige samarbejde med lokale partnere i Gaza er vi i stand til at få hjælpen hurtigt frem. Vi knokler døgnet rundt for blandt andet at levere medicinsk udstyr og nødhjælp.

Takket være hjælpen fra støtter som dig kunne UNICEF på blot én uge i december 2023 køre 29 lastbiler ind i Gaza.

Lastbilerne var læsset med den mest kritiske nødhjælp og forsynede 60.000 personer med hygiejnekits, 15.000 personer med medicin og 9000 børn mellem 1-5 år med varmt tøj til de kolde nætter i flygtningelejrene.

Med din støtte giver vi børn i Ukraine omsorg midt i krigens kaos 

Krigen i Ukraine har sendt millioner af børn på flugt. De har efterladt hjem, venner og familiemedlemmer. Andre er blevet tilbage men lever med konstant frygt for fremtiden og må gemme sig i kælderskakter og undergrundsbaner i ly for bomber, våben og vold.  

Takket være bidrag som dit har UNICEF blandt andet etableret beskyttelsesrum til børn og sikret akut nødhjælp, adgang til sundhedspleje, rent drikkevand og til uddannelse. Vi har også leveret legetøj og udstyr, så børn kan fastholde en hverdag midt i krigens kaos   

Efter to år med krig har vi både fokus på, hvordan børnene overlever, men også på at give dem psykosocial støtte, mens krigen stadig raser. For det er dem, der skal genopbygge landet – fysisk og mentalt.

Alene i 2023 har UNICEFs indsatser givet 1,3 millioner børn adgang til uddannelse i Ukraine.

Mere end 825.000 børn og 650.000 forældre og værger har fået psykosocial støtte, og da den barske vinterkulde satte ind, forsynede vi 45.000 børn med vintertøj. 

Med din støtte kommer børn som Khadijah i skole

”Jeg er så glad for, at jeg kan hjælpe min far med at læse telefonnumrene,” fortæller Khadija.

9-årige Khadija bor i byen Daikundi i Afghanistan med sine forældre og tre søskende. Indtil hun for nylig startede i en af UNICEFs skoler, var hun blot en ud af millioner af børn i Afghanistan, som ikke går i skole.

For børn i Afghanistan betyder skolen mere end bare uddannelse. En plads på skolebænken giver tryghed og en chance for at møde jævnaldrende. Den holder børn væk fra opslidende arbejde og beskytter dem mod vold og misbrug. Når piger som Khadija kommer i skole, er der også mindre risiko for, at de bliver gift, mens de stadig er små. Samtidig bidrager de børn, som får uddannelse, derhjemme ved fx at hjælpe forældrene med at læse vigtige dokumenter og telefonnumre.

I 2023 var du med til at hjælpe over 686.000 børn – heraf 60 procent piger – fra Afghanistan i skole.

70 procent af alle børn i verden kan ikke læse en simpel tekst, når de er 10 år.

Med hjælp fra dig og alle loyale støtter får UNICEF børn tilbage på skolebænken. I UNICEF bruger vi næsten 20 procent af det samlede budget på skoleprojekter, der er udviklet til at give piger og drenge alderssvarende undervisning af høj kvalitet.

I UNICEF er det helt afgørende for os at bruge de penge, vi samler ind effektivt. Hver en doneret krone skal gøre den størst mulige forskel for verdens børn.

Derfor er vi stolte af, at vi i 2023 kunne sende mere end 82 procent af alle indsamlede midler derhen, hvor pengene gavner allermest. Så flere børn overlever og klarer sig godt i livet.