Børneægteskaber

Børneægteskab

- en krænkelse af menneskerettighederne


 

640 MILLIONER NULEVENDE PIGER &
KVINDER BLEV GIFT SOM BØRN

Når piger bliver gift væk, før de fylder 18 år, er det et fundamentalt brud på deres menneskerettigheder.
Men børneægteskaber finder desværre stadig alt for ofte sted.

 

 

Årsager til børneægteskaber

De seneste ti år er antallet af børneægteskaber faldet på verdensplan, men den positive udvikling er nu gået i stå. Det skyldes bl.a. flere igangværende kriser og katastrofer samt de voldsomme konsekvenser af et forandret klima. Det kan tvinge familier på flugt. De mister ikke bare deres hjem, men også deres arbejde og indtægt. Den øget fattigdom, kan tvinge familier til at gifte deres døtre væk alt for tidligt, da de således skal brødføde færre børn.

En anden årsag til børneægteskaber er frygten for børn uden for ægteskabet, som forbindes med stor skam. Andre forældre gifter deres døtre væk for at beskytte dem – enlige piger i konfliktzoner, er nemlig ekstra udsatte for vold, voldtægt og andre overgreb.

Børn skal ikke giftes væk
Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at alle pigers ret til uddannelse og til at bestemme over deres eget liv bliver efterlevet. Ingen må blive giftet bort mod deres vilje.
Susanne Dahl, Generalsekretær i UNICEF Danmark.
Piger i arbejde i stedet for skolegang.

Konsekvenser af børneægteskaber

Hvad end den bagvedliggende grund er, så er børneægteskaber forbundet med negative konsekvenser for pigen, det rammer.

Mange giftemål bliver indgået med forældrenes bedste intentioner, såsom at sikre pigen en hverdag med mad på bordet og beskyttelse. Trods det er børneægteskaber næsten altid en stopklods for en piges udvikling og de rettigheder, hun har krav på.

Et ægteskab fører ofte til alt for meget ansvar i en ung alder. Pigen bliver berøvet en barndom.  Børneægteskaber involverer ofte tidlig graviditet, social isolation, afbrudt uddannelse og dårligere muligheder for at lære et erhverv og få en karriere.

Tabt frihed og fysiske farer

Selvom man ikke altid tænker over det, kan et tidligt ægteskab for en pige, foruden tabet af frihed og muligheder i livet, være forbundet med fysiske farer.

Man ved, at seksuelt misbrug og vold er mere almindeligt i ægteskaber, hvor pigen er helt ung. Hertil kommer de helbredsmæssige risici.

Det er ikke ualmindeligt, at det bliver forventet af unge piger, der bliver gift, at de kort tid efter ægteskabet skal være gravide. Men små piger er i langt større risiko for at dø af deres graviditet end voksne kvinder. En piges krop er slet ikke klar til en baby, når hun ikke engang selv er rigtig voksen.

Hvert år sætter små piger deres liv på spil med graviditeter og fødsler. Og hvert år mister tusinder af piger mellem 15 og 19 år i den forbindelse livet. De spædbørn, der kommer ud af pigers tidlige graviditeter, har også en dårligere chance for at overleve. Selv hvis de overlever, vil de børn i fremtiden være i større risiko for at få problemer med f.eks. underernæring.

Helt unge piger er heller ikke altid psykisk klar til den store opgave, det er at få et lille barn. Måske mangler de også viden om, hvordan de skal pleje en baby, og hvordan de skal undgå, at deres lille barn får sygdomme.

Alt for mange piger ender i børneægteskaber

UNICEF kæmper for alle verdens børn med nødhjælp og humanitært arbejde
0

piger forventes over det næste årti at blive gift væk, mens de stadig er børn

Hjælp os med arbejdet for børns rettigheder

 

Fakta om børneægteskaber

  • På verdensplan er 640 millioner nulevende kvinder blevet gift, før de var 18 år.
  • 5% af alle kvinder mellem 20 til 24 år blev gift før de fyldte 15 år.
  • Hver år bliver 12 millioner piger under 18 år giftet bort – det svarer til et børneægteskab hver 3. sekund.
  • Komplikationer under graviditet og fødsel er den største dødsårsag blandt 15-19-årige piger.
  • Mere end 50% af pigerne i Niger, Mali og Bangladesh blev gift, mens de var børn.
  • Piger fra fattige familier har dobbelt så stor risiko for at blive gift som børn sammenlignet med piger fra rige familier.
  • Pga. nuværende katastrofer i verden, vil omkring 10 millioner flere piger end ellers blive gift bort inden år 2030.
14-årige Asmot Ara holder sin to måneder gamle baby, uden for sin hytte i Balukhali-lejren i Cox’ Bazar, Bangladesh.

Asmot Ara blev gift som 13-årig

Nogle gange er det forfølgelser, flugt og ren mangel på andre muligheder, der sætter piger i en situation, hvor hun er nødt til at indgå et ægteskab.

14-årige Asmot Ara holder sin to måneder gamle baby, Rubina, uden for sin hytte i Balukhali-lejren i Cox’ Bazar, Bangladesh. Asmot flygtede fra Myanmar sammen med andre rohingyaer, efter hendes landsby blev angrebet.

Under flugten mistede hun sine søskende og forældre af syne, men nåede med hjælp fra andre landsbyboere til Bangladesh. Kort efter blev hun gift med sine naboers søn. Asmot gik med til ægteskabet, fordi hun var alene i flygtningelejren, og fordi familien lovede at tage sig af hende. Kort efter ægteskabet blev hun gravid og fødte lille Rubina.

Asmot tror ikke, at hun ville have giftet sig i så ung en alder, hvis ikke hun var blevet forældreløs og tvunget til at flygte fra sit hjem. Hun har meget ansvar nu som ung mor og hustru. Asmot fortæller, at hun ikke længere er et barn, selvom hun kun er 14 år gammel.

Hun tror ikke, at hendes forældre ville være glade for det liv, hun lever nu, men hun følte ikke, at hun havde noget valg som en lille pige et fremmed sted.

Hvad gør UNICEF?

Når det gælder om at stoppe børneægteskaber, kan man kun gøre en forskel ved at gå i dialog med både børn, forældre og myndigheder.

UNICEF arbejder for at oplyse piger om deres rettigheder nedskrevet i FN’s Børnekonvention. Vi arbejder for at gøre det helt klart for børn, at de har ret til ikke at blive gift væk, mens de stadig er børn. Den oplysning er vigtig, fordi piger, der kender deres rettigheder har nemmere ved at kræve deres ret, hvis de bliver mødt af krav om et tidligt ægteskab.

Uddannelse af piger og kvinder er et effektivt våben i kampen mod fattigdom, tidlig graviditet og ulighed. Derfor går vi også i dialog med forældre og forsøger at overbevise dem om, at de gør deres datter en langt større og langsigtet tjeneste ved at lade hende gå i skole og uddanne sig inden hun skal være nogens kone og mor.

Sideløbende arbejder vi på myndighedsniveau med at påvirke verdens regeringer til at gøre det ulovligt, at piger og drenge bliver gift inden de fylder 18 år.

Hjælp UNICEF med at stoppe børneægteskab

støt nu
 

Mere om UNICEFs arbejde