DR Congo
En humanitær krise
Konflikten raser i DR Congo
Den humanitære situation i Den Demokratiske Republik Congo er forværret drastisk over det seneste år. I august 2016 udbrød en voldelig konflikt i Kasai regionen og de østlige regioner af DR Congo i kølvandet på intensiverede spændinger mellem den nationale regering og den lokale milits Kamuina Nsapu tidligere på året.
Siden er over en million mennesker blevet tvunget på flugt fra vold og ødelæggelse. 1,7 millioner mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem. De fleste kommer fra Kasai regionen, hvor 1,4 millioner mennesker er tvunget på flugt. Det seneste år er antallet af internt fordrevne i DR Congo fordoblet og når nu nye højder på 4,1 millioner mennesker. Det er det højeste antal i hele Afrika, og vidner om en graverende humanitær krise.
7,8 millioner børn har akut behov for humanitær hjælp. De er underernærede, mangler vand at drikke og er i fare for at blive smittede med alvorlige og potentielt dødbringende sygdomme. UNICEF løber om kap med tiden for at få hjulpet de mange børn.

1,7 millioner mennesker er flygtet fra deres hjem i den seneste voldelige konflikt i DR Congo. Her er en mor og hendes barn flygtet over grænsen til Angola.
© UNICEF/2017/Gonzalez

børn i DR Congo har brug for humanitær hjælp
Støt UNICEFs arbejde for de børn, der har størst behovBombo så sin mor og søster blive dræbt
Da hans landsby blev angrebet, flygtede Bombo og hans mor ind i skoven. På armen havde Bombos mor en lille nyfødte baby – Bombos lillesøster. Da pistolskuddet ramte moren, blev både hun og babyen dræbt på stedet. Lidt efter blev Bombo ramt i hovedet af et sporprojektil, der knuste hans kranie. Heldigvis ramte kuglen forbi hans hjerne. Det lykkedes Bombo at komme hen til et hospital Mbuji Mayi i det centrale DR Congo, hvor han fik den rette behandling og kom sig fysisk. I dag glæder Bombo sig til at spille fodbold og komme i skole igen.
Desværre er Bombos historie kun én af mange fra DR Congo lige nu. Børn og voksne flygter fra især den østlige del af DR Congo på grund af en brutal vold, der er svær at beskrive. Der sker alvorlige brud på børns rettigheder. Børn rekrutteres som børnesoldater og tvinges til at slå ihjel. Børn bliver dræbt og lemlæstet eller ser måske familiemedlemmer blive dræbt. Piger og kvinder voldtages som et aktivt våben i konflikten. Derfor er der så alvorligt brug for hjælp i DR Congo lige nu.

Bombo sidder på hospitalet i Mbuji Mayi. Han viser arret i sit kranie fra det skudhul, han fik, da han flygtede fra sit hjem i det østlige DR Congo.
© UNICEF/2017/Rose
7,8 millioner børn har brug for hjælp
En humanitær katastrofe udspiller sig i DR Congo. 13 millioner mennesker er så påvirkede af konflikten, at de har brug for akut humanitær nødhjælp. Over halvdelen af dem er børn. 7,8 millioner børn har akut brug for humanitær hjælp. 2,2 millioner børn er så underernærede på grund af mangel på mad, at de lider af alvorlig akut underernæring.
Nye udbrud af dødelige sygdomme, som for eksempel mæslinger og malaria, bliver ved med at hærge DR Congo. Landet oplever lige nu et af de værste udbrud af kolera i et årti på grund af manglende adgang til sundhedshjælp, vand og hygiejne.
Børnene i DR Congo bliver også berøvet vigtig skolegang. 3,4 millioner børn har mistet adgang til skolegang på grund af den væbnede konflikt. Det kan have konsekvenser for samfundet i mange år frem, fordi uddannelse er så vigtigt for børns fremtid.
Der er brug for mad, vand, vacciner, myggenet og sikring af børns uddannelse. Støt børn med størst behov nu!

Et lille barn venter på behandling for akut underernæring på et behandlingscenter i Tshinyama, det sydlige DR Congo.
© UNICEF/2017/Dubourthoumieu
Der skal ikke meget til at redde et barns liv

276 kroner

Ernæringspakke med 20 poser højenergimælk og 30 pakker nærende jordnøddemos
Hvad gør UNICEF
Selvom udfordringen er enorm i DR Congo, ved vi, hvad det kræver at redde og beskytte børn.
I 2017 nåede UNICEF frem til over 2 millioner af de konfliktramte i DR Congo. Det lykkedes os at behandle 160.458 børn for alvorlig underernæring. 1,3 millioner børn blev vaccineret mod mæslinger. Og 62.000 børn fik adgang til børnevenlige områder, hvor de konfliktramte børn kan lege, tegne og glemme konflikten for en stund.
I den kommende tid intensiverer UNICEF undersøgelsen og behandlingen af underernærede børn. Vi behandler børn med højernergimælk og jordnødepuré, som giver effektiv ernæring og redder mange børneliv.
I 2018 har vi et mål om at udbrede adgang til rent vand til 1,2 millioner flere mennesker i DR Congo. Rent vand er vigtigt for at undgå smitte med alvorlige vandbårne sygdomme som kolera. Derudover har vi et mål om at vaccinere næsten en million børn mod mæslinger i 2018.
UNICEF etablerer børnevenlige områder, hvor børn kan lege og bearbejde de traumer, de har oplevet under konflikten. Også børns uddannelse er en vigtig prioritet for UNICEF. Derfor opretter vi teltskoler og sikrer lærere til skolerne, så børn der er tvunget på flugt, stadig kan komme i skole på trods af konflikten.

Børn til undervisning i en UNICEF-teltskole i Kasai-regionen. Børns skolegang er afgørende, selv i konfliktituationer.
© UNICEF/2018/Tremeau

Et lille barn behandles for underernæring på et hospital i Kasai-regionen. UNICEF støtter med jordnødepuré og højernæringsmælk.
© UNICEF/2018/Tremeau

Børn spiller brætspil på et UNICEF-støttet reintegrationscenter for tidligere børnesoldater.
© UNICEF/2018/Naftalin
Statistik over børn i DR Congo
- Befolkning: Der bor ca. 41 millioner børn i DR Congo ud af en befolkning på 77,2 millioner mennesker.
- Børnedødelighed: 91 ud af 1000 børn dør før de fylder 5 år.
- Uddannelse: 69% af alle børn færdiggør folkeskolen.
- Fødselsregistrering: 25% af alle børn bliver registreret ved fødslen.
- Børnearbejde: 38% af alle børn udfører børnearbejde.
- Geografi: DR Congo er det største land i Subsaharisk Afrika. Hele ni lande grænser op til landet; til nord Sydsudan og den Centralafrikanske Republik, til øst Tanzania, Burundi, Uganda og Rwanda, Republikken Congo til vest og Angola og Zambia ved den sydlige grænse.
Læs mere om UNICEFs arbejde i DR Congo.
