Poul Due Jensens Fond

sørger for rent vand


 

Poul Due Jensens Fond x UNICEF

Sammen med Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) arbejder UNICEF for adgang til rent vand til ca. 200.000 mennesker, herunder mange tusinde børn, i det vestlige Tanzania.

 

Adgang til rent vand

Flere end 1.42 milliarder mennesker – heriblandt 450 millioner børn, lever i områder med stor risiko for mangel på rent og sikkert vand. Det betyder, at 1 ud af 5 børn verden over ikke har vand nok til at dække deres daglige behov. Et af de steder, der er hårdt ramt, er Kigoma-regionen i det vestlige Tanzania.

Her vil UNICEF og Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) i løbet de kommende tre år sørge for bæredygtig vandforsyning til knap 200.000 mennesker – heriblandt mange tusinde børn. Kigoma-regionen rummer flere udsatte landsbysamfund og huser desuden tre flygtningelejre med ca. 260.000 flygtninge.

Indsatsen skal lykkes ved hjælp af nye teknologiske løsninger og ved at samarbejde tæt med regeringen i Tanzania.

Sundhed og udvikling i Kigoma-regionen

Kigoma-regionen i det vestlige Tanzania rummer flere udsatte landsbysamfund og huser desuden tre flygtningelejre med ca. 260.000 flygtninge. Her i Kigomas udsatte områder arbejder UNICEF og Poul Due Jensens Fond sammen for at sørge for vandforsyninger til knap 200.000 mennesker – heriblandt mange tusinde børn.

Adgang til sikre vandforsyninger og sanitære forhold skal bidrage til både sundhedsmæssige og økonomiske udviklinger i Kigoma-regionen, især for mange piger der vil kunne bruge mere tid på skole og uddannelse. Herudover vil øget adgang til vandforsyninger være med til at nedbringe spændinger og misforståelser mellem den lokale befolkning og de mange flygtninge og migranter, der lever side om side i Kigoma-regionen.

Når vi nu går sammen med UNICEF, kommer vi altså til at nå op mod 700.000 mennesker i Kigoma-regionen, som sikres adgang til rent drikkevand med bæredygtig teknologi. Det er noget, der virkelig kommer til at gøre en forskel.
KIM NØHR SKIBSTED, DIREKTØR POUL DUE JENSENS FOND

Teknologi og samarbejde sikrer bæredygtighed

Omdrejningspunktet for Poul Due Jensens Fond og UNICEF er bæredygtige og langtidssikre løsninger. Det omfatter blandt andet etablering af nye og renovering af eksisterende vandforsyninger, som fremover skal levere vand ved hjælp af energi fra solens stråler.

Samtidig er den såkaldte tTem-teknologi, der er udviklet af forskere ved Aarhus Universitet, vigtig for projektet. Ved hjælp af tTem-teknologien, der bruger elektromagnetiske impulser, er det nemlig muligt at udpege de optimale steder at bore efter vand.

Indsatsen for systemiske og langvarige forbedringer sker samtidig i tæt samarbejde med NGO’en Water Mission, som er specialiseret inden for implementering af soldrevne vandforsyninger, mens Tanzanias regering og de lokale myndigheder spiller en vigtig rolle for både udvikling og vedligehold af vandforsyningerne.

Med en samlet planlagt donation på over 37 mio. kr. fordelt over tre år er UNICEF-projektet i Kigoma-regionen det største enkeltstående projekt i Poul Due Jensens Fonds portefølje.

Kvinder henter vand ved Mazungwe-kilden i det vestlige Tanzania. Foto: WaterMission

Vores håb er, at vi sammen med UNICEF kan udbrede vores bæredygtige teknologi yderligere, ikke bare i Tanzania, men også til mange andre steder i verden.
KIM NØHR SKIBSTED, DIREKTØR POUL DUE JENSENS FOND

Vil I indgå et globalt samarbejde eller er nysgerrig på at høre mere?

Kontakt os nu

FAKTA:

  • Globalt lever 1.42 mia. mennesker i områder med høj eller ekstrem høj risiko for mangel på vand – herunder 450 millioner børn – svarende til hvert femte barn i verden
  • Over halvdelen af verdens befolkning har ikke adgang til sikre sanitetsforhold
  • 3 mia. mennesker har ikke mulighed for at bruge sæbe i forbindelse med håndvask
  • UNICEF skønner, at 1.300 børn under fem år hver dag mister livet på grund af diarré forårsaget af beskidt vand og dårlig sanitet og hygiejne
  • 206 millioner mennesker i verden må gå i over en halv time om dagen for at få vand til drikke og til at lave mad. Det er særligt unge piger og kvinder, der bliver sendt ud for at hente vand

 

Se flere partnerskaber